Murs er lidt af en ener på den amerikanske vestkyst. Tilbage i 2004 slog han igennem med pladen 3:16, hvor han rappede om damer uden brug af ordet bitch og om gaden uden forsøg på at lege gangster. En stil, som ikke var normal for L.A.-rappere dengang og derfor hurtigt gav ham en stor fanbase.
Siden er det gået op og ned med Murs’ rapkarriere, der har budt på en lang række solo- og gruppeprojekter. Den stort anlagte plade fra 2008, Murs for President, skulle have banet vejen for hans kommercielle gennembrud, men pladen floppede og gjorde, at jeg mistede interessen for ham.
Den gode Murs, der er gammel skateboarder, har dog fanget min opmærksomhed igen med sin seneste udgivelse, This Generation, som han har indspillet sammen med anden skater – den ti år yngre, upcoming rapper Fashawn.
This Generation er en rigtig lækker, lille pakke med 12 tracks og to rappere, der viser, at g-funk og 1990’er-inspireret vestkystrap også har en plads på hiphopscenen i 2012. Med udgangspunkt i små historiefortællinger og deres egen fortid rapper Murs og Fashawn om alt godt fra gaden – det, Murs kalder »some hoodshit«.
På “Reina de Barrio” bliver der eksempelvis fortalt historier om narkohandlende ghettodamer. På “Impala 64”, et af pladens bedste tracks, bliver der rappet om Chevrolet Impala – et dollargrin af en bil, som oftest ses i musikvideoer med fjedrende hydraulik. “Peace Treaty” er en hyldest til sommeren, som den ser ud i ghettoen. Og sådan forsætter det med gaderap, som hverken er specielt teknisk, dyb eller selvudleverende. Til gengæld er det god, solid underholdning med to rappere, der tydeligvis har det sjovt sammen.
De holder sig for det meste til en simpel opskrift med vers-hook-vers og en spilletid, der holder sig under fire minutter pr. sang. Murs formår i vanlig afslappet stil at rappe om gadeemner, uden at det bliver gangster-forherligende. Fashawn følger fint trop. Han kan både synge og rappe og rammer flere gange et flow, der lægger sig op af det, som de gamle vestkystlegender Dogg Pound leverede i 1990’erne.
Det er ikke kun rappen, der trækker paralleller til de gamle vestkystdrenge. Lydsiden, som Beatnick og K-Salaam har taget sig af, byder på lækker, tilbagelænet g-funk, som man sjældent hører den nu til dags. De to producere skyder ikke ved siden af en eneste gang i løbet af de 12 numre, hvor der også bliver givet plads til rockede elementer på “Slash Gordon” og reggae på førstesinglen “This Generation”.
Det er en charmerende plade, som Murs og Fashawn har skruet sammen. Den er let at lytte til og let at holde af, og den kan anbefales alle, der kan lide rap fra vestkysten.
