Koncerter

The Revival Tour, 25.10.12, Beta, København

Skrevet af Andreas Overgaard

Chuck Ragans Revival Tour er måske ikke et kendt fænomen i Danmark endnu, men et lille fremmøde skulle vise sig ikke at være til hindring for en god aften i selskab med den akustiske guitar.

Punk-legenden Chuck Ragan har siden 2008 turneret kloden rundt med sin Revival Tour. Turnéens koncept er en aften i den akustiske guitars tegn, i selskab med 4-5 forskellige sangskrivere, der både samarbejder med at spille hinandens numre og giver solokoncerter. Tidligere turnéer har budt på prominente gæster som Frank Turner, Brian Fallon (The Gaslight Anthem), Dan Andriano (Alkaline Trio) og Laura Jane Grace (tidl. Tom Gabel, Against Me!), men denne kolde, regnfulde torsdag bød dog på et mindre etableret udvalg af amerikanske country-, americana- og folk-musikere.

At The Revival Tour ikke er et etableret koncept i Danmark var tydeligt, endda lang tid før koncerten startede. Koncerten skulle oprindelig have fundet sted i Amager Bio (med en kapacitet på 1000), men grundet et exceptionelt dårligt billetsalg, blev koncerten rykket til det meget mere intime Beta (med en kapacitet på 150). Dette skabte tættere, og ikke mindst mindre pinlige, rammer; kun mellem 40 og 50 folk-interesserede danskere var dukket op for at se musikerkollektivet. Det uimponerende fremmøde blev dog taget med et smil på læben over hele linjen og var ingen hindring for en god aften.

Aftenen startede og sluttede med, at alle musikerne optrådte sammen på scenen, som ét stort, samarbejdende band. Da klokken slog 20 blev scenen  indtaget af det ti mand store kollektiv, der satte gang i ”Nomad by Fate” fra Ragans tredje plade Covering Ground.  Spillelysten lyste ud af øjnene på musikerne, og på trods af, at mange af musikerne først havde mødt hinanden ugen før, da turnéen startede, var de alle så indøvede i hinandens repertoire, at der også var plads til legen med arrangementerne; f.eks. da Dylans klassiker ”The Times They Are a-Changin’” blev inkorporeret i Ragans ”California Burritos”. Efter et kort samlet sæt, hvor hver sangskriver blev repræsenteret med én enkelt sang, blev Memphis-manden Cory Branan efterladt alene på scenen til aftenens først solosæt.

Branan var blevet forkølet inden koncerten, men det skulle vise sig ikke at være en hindring  for hans spastiske og uforudsigelige optrædener. Mandens musik er egentlig meget klassisk singer/songwriter, men det eminente fingerspil og den smukke, hæse vokal, der minder lidt om John Prine, blev blandet med voluminøse strofer og gjorde det til et  interessant sæt.

»Is Emily out there? Emily, you’re on!« Efter kort tids forvirring kom Emily Barker grinene ud af backstagelokalet og hjalp Branan med at synge hans sidste sang med smuk harmonivokal. Branan forlod scenen, og aftenens eneste kvindelig indslag tog over. I modsætning til de andre musikere på touren, spiller Barker sin folk i en mere stille og indie-inspireret udgave. Især temasangen fra TV-serien Wallander, ”Nostalgia”, blev modtaget med store klapsalver, og et kort, smukt og ikke mindst hyggeligt sæt kom og forsvandt hurtigt. Før man vidste af det, stod Jay Malinowski på scenen, bakket op af strygertrioen fra hans band The Deadcoast.

Under Malinowskis sæt blev lyden desværre, for første og eneste gang på aftenen, mudret, og især de højeste toner forsvandt ofte i mixet. Malinowski brugte det meste af sit sæt bag et klaver, hvis lyd druknede i lyden af de tre strygere. Bedst var han dog også på de enkelte sange, der blev spillet på hans akustiske guitar. Samtidig havde Malinowski også den svageste stemme af de optrædende, hvilket gjorde, at sættet til tider føltes langsommeligt og kedeligt, hvilket især er ærgerligt, da han har et glimrende bagkatalog.

To sangskrivere var tilbage, før musikerne alle blev bragt sammen på scenen igen. Rocky Votolato, den mindste mand med den største stemme, stod på scenen. Mandens emotionelle sange var gribende, og et ualmindeligt høfligt dansk publikum gav Votolato en bragende velkomst. Votolato spillede med stor følelse og indlevelse gennem sange som ”Suicide Medicine” og ”Portland Is Leaving”, så hårene rejste sig på armene. Efter hvad der føltes som fem minutter, takkede Votolato for opmærksomheden, og aftenens hovednavn, Chuck Ragan, indtog scenen.

Ragans spilleglæde er inspirerende. På trods af, at manden er vant til at spille over for et publikum hvis antal er i flere tusinder, stod han over for de omkring 40 tilbageværende tilskuere, og gav alt, hvad hans stemme og krop kunne  bære. Bakket op af hans to faste medmusikere i livesammenhæng, Joe Ginsberg på kontrabas og Jon Gaunt på violin, optrådte Ragan badet i sved, og fortsatte ufortrødent mens guitarstrenge knækkede under både ”Camaraderie of the Commons” og “Rotterdam”. Nerven og viljen til at give de fremmødte den bedst mulige oplevelse var beundringsværdig, og var det ikke fordi, at det for første gang kunne mærkes, at det lille fremmøde var en hindring for en euforisk stemning, havde det været et noget nær perfekt sæt.

Når man er vidne til koncerter som denne, er det svært ikke at tænke på, hvor sjældent og smukt det er, når koncerter som disse afholdes. Der er ingen visuelle virkemidler i form af ild, dansere, skærme eller bare scenedekoration, og  kun den usædvanligt store kærlighed for at spille musik hersker. Det var med fryd i ører og sjæl, da de sidste toner til “Revival Road” fadede ud, de de tre timer, der blev brugt  i selskab med The Revival Tour, var fløjet af sted.

★★★★★☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

1 kommentar

Leave a Reply