Artikler Interview

Ice Cream Cathedral – »kontraster er verdens bedste virkemiddel«

Ice Cream Cathedral består af Anja Lahrmann, Kristian Paulsen og Anders Bach (fra venstre).

Spacepop/shoegaze-trioen Ice Cream Cathedrals musikalske referencer spænder næsten ligeså bredt, som forskellen mellem is og katedraler er stor. Nu udgiver de snart deres første album, der får titlen The Drowsy Kingdom og forventes at komme i handlen i begyndelsen af 2013. På fredag kan trioen opleves på Jazzhouse.

Ice Cream Cathedral består af Anja Lahrmann, Kristian Paulsen og Anders Bach (fra venstre). Foto: Pressefoto.

En dag i juni kører en Volvo med tre unge, danske musikere op igennem Sverige. Traileren, der hænger bagpå, er fyldt med gear, indspilningsgrej og mikrofoner. Målet er et sommerhus i Småland, hvor de tre sammen skal bruge de næste otte dage på at arbejde på deres debutalbum.

De tre unge musikere hedder Ice Cream Cathedral, og bag det kontrastklingende navn er Anja Lahrmann (vokal, guitar og keys), Kristian Paulsen (guitar og synth) og Anders Bach (trommer, synth og kor).

De tre mødtes på Rytmisk Musikkonservatorium i København i 2010, og har på forrygende kort tid formået at markere sig kraftigt på den danske indiescene med epen Straight Arcs (2012) og opvarmningsjobs for store, amerikanske navne som Youth Lagoon og Pure X som højdepunkter. Deres musikalske stil kan bedst beskrives som et møde mellem noget så håndgribeligt som 60’er-poprock og på den anden side den mere abstrakte 00’er-new age.

Svenske sommerhuse og søvnige kongeriger

Der er åbenbart en helt særlig, naturgiven sammenhæng mellem albumproduktion og sommerhuse i ødemarken. Musikere lige fra Gasolin til Bon Iver har eksperimenteret med at slæbe instrumenterne ud i naturen for at lave musik.

For Ice Cream Cathedral var det en stor tilfredsstillelse at flytte skrive- og indspilningsprocessen væk fra øvelokalet på Refshaleøen i Københavns Havn.

Kristian: »Det var ret tilfredsstillende at være oppe og indspille i Sverige. Bare at være der sammen og arbejde så intenst med tingene. Derude, hvor der overhovedet ikke er andet til at forstyrre en. Det lyder som en kliché. Men det er bare virkelig fedt.«

Anja: »Det er rigtigt. I forhold til ep’en, hvor materialet jo var skrevet sporadisk og over ret lang tid, gav det rigtig god mening denne gang at gøre det på en helt anden måde.«

Førstesinglen "The Ranger" fra den nye plade er allerede frigivet. Billedet er skab af den franske kunstner Julien Langendorff, der også har fået til opgave at lave coveret til debutpladen. Foto: Pressefoto/Julien Langendorff

Der kom da også på blot otte dage et helt album ud af tiden i sommerhuset. Helt uden producer – bare Anja, Kristian og Anders til at nørde med lyden og atmosfæren i musikken. Albummet kommer til at hedde The Drowsy Kingdom og har, i følge bandet, en lidt større og mere distinkt lyd end den lo-fi debut-ep, der er indspillet i Anders’ soveværelse. Men også selve atmosfæren på pladen har udviklet sig en smule:

Kristian: »Albummet her er blevet ret lyst i det. Og mere udadvendt end ep’en. Men jeg har også spillet det for nogen, der syntes at det lød som spindelvæv.«

Anders: »Vi har forsøgt at arbejde med nogen elementer, der kan virke lidt grimme eller lidt kiksede. For at prøve at tage musikken et nyt sted hen. Det kan være en synthlyd eller et tema, som er sådan lige i overkanten af, hvad man kan tillade sig. Der er jo nogle uskrevne regler for, hvad man kan inden for indie. Specielt inden for dansk indie. Så der tror jeg, vi har fundet frihed i hinanden og i hinandens måder at tage chancer på.«

At gå over sin egen streg

At der er blevet taget store chancer er nu ikke nødvendigvis noget, man kan høre på den nye plade. Det er bandet enige om.

Kristian: »Det sjove er, at vi jo selv har stået der i sommerhuset og tænkt »wow, nu har vi altså virkelig taget nogle kæmpe chancer musikalsk«. Og når man så spiller det for folk, jamen, så reagerer de ikke sådan på det.«

Anja: »Det handler jo i bund og grund om, hvad man er vant til at lytte til af musik. Det skaber ens referenceramme og grænser for, hvad der er over stregen. Vi har måske bare lavet noget, der er lidt over vores egen streg.«

Kristian: »Det er jo heller ikke et mål for os, at musikken sådan skal tage røven på folk. Vi vil gerne komme med noget nyt, men der er ikke noget krav om, at det skal være sindssygt eksperimenterende.«

Et univers af kontraster

Ligesom i bandnavnet, hvor det naive, barnlige ”Ice Cream” og det dystre, storladne ”Cathedral”, har fået lov at stå og spille op til hinanden, får kontrasterne også plads til at stå side om side i trioens musik.

Anja: »Altså navnet passer nærmest endnu bedre til vores nye album. Det naive og det melankolske, en god del af begge verdner.»

Vi skal altså finde kernen i Ice Cream Cathedrals musik et sted i mellem det lettilgængelige og uhåndgribelige. Der, hvor der kræves noget af lytteren. Men også der, hvor belønningen uddeles i catchy strofer eller solide beats.

Anders: »Vi vil gerne skrive sange, der har et beat eller en rytme, som er gennemskuelig. Som man kan tappe med sin fod til. Men vi kan også godt arbejde med nogle lyde, der kan få musikken til at blive meget abstrakt.«

Han tilføjer:

»Vores musik er et univers, vi går ind i. Vi er nok tre lidt indadvendte typer, som gerne bare vil lade musikken tale i det sprog, den nu engang taler. Vi behøver ikke, at tage det ned på jorden. Vi vil have lov at lege med både det naive og det mere dystre uden at det skal forklares og fuldstændig forstås. Kontraster er verdens bedste virkemiddel.»

Ice Cream Cathedral kan opleves live fredag d. 9. november på Jazzhouse i forbindelse med CPH:DOX i selskab med VJ-duoen Lucid Feel. Debutpladen The Drowsy Kingdom kommer i handlen i begyndelsen af 2013. 

Leave a Reply