Den danske postpunk-undergrund er efterhånden en sprudlende eksistens. Dette har mainstreampressen så småt også fundet ud af, og især Iceages indtog i Guds eget land blev med rette fundet iøjefaldende. Herhjemme har bands som The City Kill, Melting Walkmen og Lower samtidig så småt fået etableret sig, og sidste år fik den postpunkede undergrund endnu et medlem personificeret i form af københavnske Ocean View, der efter mange måneder med at banke sig sammen som band gennem koncerter er klar med debutpladen No End.
Ocean View har et ganske klassisk, britisk lydende grundlag, hvorfra deres postpunk udspringer. Bakket op af et utrætteligt og ungdommeligt skud energi er bandet ikke bange for at dreje deres sange i vidt forskellige retninger. Det er for det meste vellykket, og de forvrængede udladninger inkorporeres ganske vel i arrangementerne, uden at den berømte røde tråd får dødsstødet.
Forsanger Julius Ernst har en yderst særpræget vokal, der bedst kan beskrives som en blanding af hedengangne Jeffrey Lee Pierce fra The Gun Club med et skud panisk intensitet a la mewithoutYous Aaron Weiss. Vokalerne er nu ikke det eneste punkt, hvor Ocean View giver associationer til geværklubbens særprægede punkblues, og det er tydeligt, at der er brugt mange timer i selskab med den klassiske plade Miami, der besidder en stemning, No End til tider læner sig opad.
Bedst er Ocean View på en sang som ”Soft Decay”, hvor den tunge, slæbende bas driver sangen igennem, alt imens rumklangsinducerede guitarer hjemsøger lydoverfladen. Her står de nærmest messende vokaler i skarp kontrast til musikken, men formår stadig at smelte succesfuldt sammen. ”Frowned Upon” viser pladens mest poppede sider, mens den mundharmonikadrevne ”15000 Evacuated” er pladens udstødte såvel som dens højdepunkt.
No End besidder over hele pladens 45 minutter den klassiske, distancerede postpunk-lyd, som bands som The Church og Joy Division mestrede for mange årtier siden. Det hele lyder meget organisk og overraskende autentisk den smalle produktion in mente. Det virker bevidst skramlet og kompromisløst, hvilket også fører til den nærmest ugennemskuelige og udefinerbare aura, pladen til tider uddriver.
Resultatet er et værk, der til tider virker for idéfyldt og bredtrækkende, men stadig ganske fortrinligt formår at lydliggøre den klaustrofobiske følelse, livet i en storby som København til tider kan tilvejebringe. Pladen er ikke helt så mindeværdig som f.eks. Iceages New Brigade, men af et debutalbum at være er No End et modent og interessant udspil med tydeligt potentiale og medrivende energi.
