Der findes nordisk mytologi, nordisk madkultur og så måske vigtigst af alt nordisk melankoli. Denne form for vemodighed blandet med lykke serveres på en helt bestemt måde her i Norden. Det er, som om at tristessen er mere rå, og glæden endnu større. Altså er kontrasterne og modpolerne tegnet mere skarpt op her i vikingernes lande. Det ses både på film, bøger og i musikken, og især lydbilledet er garant for de særlige blålige toner. Norske Thomas Dybdahl er en af de aktører, der kan levere dette sjælesyge middel. Denne aften i Store Vega sørgede selvsamme Dybdahl for, at publikum fik en ordentlig injektion af nordisk melankoli, hvor der på fineste vis blev varieret i både de dybe, ulykkelige dale og euforiske, høje tinder.
Jonas Alaska
Som opvarmning til Thomas Dybdahl og hans band var landsmanden Jonas Alaska på plakaten. En ung knejt, der allerede har etableret sig som en betydelig singer/songwriter, hvis Dylan’ske guitarspil og tekster har høstet mange roser også i udlandet.
I virkeligheden hedder han Jonas Aslaksen, og her til koncerten, hvor han skulle spille support, havde han taget sin bror Thomas Aslaksen og sin kæreste med på scenen. 24 år og med kun én plade på samvittigheden har han allerede vundet Norges svar på en Grammy, nemlig Spellemannprisen som det nye norske musiknavn. Men selvom det er gået hurtigt op ad karrierestigen for Alaska, så lader det til, at han har begge ben solidt plantet på jorden. Som han stod der på Store Vegas scene og lignede en fra Amish-folket med sin hat og bølgede lyse hår, stod det klart for én, at han er en af de mest autentiske singer/songwritere, man længe har set fra de norske kanter.
Alaska spillede fem sange, hvilket kun udmønede sig i små 15 minutters spilletid, og det var alt for lidt tid til at tilfredsstille nogen i salen. Alaska var nemlig utroligt veloplagt og velspillende, og man kunne sagtens have brugt en hel aften i hans selskab. Akustisk guitar, sang og kor fra bror og kæreste var de eneste virkemidler, der skulle til, for at Alaska borede sig dybt ind i både hjerte og hjerne på tilskuerne. Det gjaldt specielt sidste sang, der kommer fra Alaskas nye plade, som udkommer i begyndelsen af 2013. Teksten var det bærende element, der omhandlede Jonas’ egen fars triste skæbne og for tidlige død, og man kunne tydeligt se på den kun unge Alaskas øjne, at de blev våde, jo mere vi kom ind i sangen. Dette rørte publikum dybt, men der var ikke kun alvor i luften, for Alaska jokede også med det kedelige stive danske sprog, og der blev da også plads til kærlighedssangen “Mary, I’ll Remember This”, der var dedikeret til kæresten (resultatet var en storrødmende kæreste på scenen, hvilket fik mange kvinder og piger i salen til at sukke dybt).
Jonas Alaska imponerede på Spot, og igen gjorde han en virkelig flot figur. Der er ingen tvivl om, at man kan forvente sig store ting af denne unge mand i fremtiden.
Thomas Dybdahl
Han albumdebuterede tilbage i 2002 med …That Great October Sound, og siden da er det blevet til fem album, hvor Songs fra 2011 er det seneste udspil. Nu skulle han for andet år i træk stå på Store Vegas hævede plateau denne dag tæt på jul – noget, han næsten har gjort til en fast tradition. En tradition, som mange gerne vil være en del af. Koncerten var i hvert fald udsolgt, og en halv time inden Jonas Alaska skulle gå på, var der godt med mennesker i salen. Det vidnede om en stor interesse for denne særlige nordiske melankoli, som Thomas Dybdahl spiller på.
Blandt publikum var forventningerne til Dybdahls koncert høje. Jeg hørte flere tale om hans roste liveshows, og at de håbede på, at han kunne gentage succesen fra sidste års koncert i Vega den 21. december, hvor han gjorde rent bord og dækkede op til eftertænksom sørgmodighed og varm kærlighed. Der gik ikke lang tid, før at Dybdahl fik snoet publikum om sin lillefinger. Allerede på andet nummer, “Cecilia” fra albummet Stray Dogs (2003), blev det til højlydt fællessang, som tilskuerne indledte, og det byggede Dybdahl ovenpå i omkvædet, hvor han fik alle og enhver til at synge for fuld hals: »Here I am flesh and bones / here I am flesh and bones«. Det flerstemmige kor blev akkompagneret af velplacerede guitarakkorder, orgel, bas, trommer og keyboard, men alt meget sagte og tilpas doseret.
“The World Is My Oyster” var tredje sang på repertoiret. Dette nummer kommer fra Songs og var mere melodisk og dynamisk end “Cecilia”. Elguitaren fik mere plads, og bassens gang gav sangen mere rytme og fremdrift sammen med trommerne. Doseringen mellem melankoli og glæde tegnede sig også i lydbilledet, hvor guitarens og orgelets hidsighed og raseri stod i kontrast til de mere tyste stunder, hvor strengene stryges nænsomt og orglets tangenter trykkes blidt. Det skete eksempelvis i de smukke numre “Tomorrow Stays the Same” og “A Lovestory”. Dog kunne man godt savne lidt vildskab oppe på scenen, hvor det til tider blev lidt for poleret.
Ud over musikken var Thomas Dybdahl i sig selv også en oplevelse. Han var virkelig god til at interagere med publikum, hvor han næsten blottede sig helt. » Er der noen spørsmål?,« lød det flere gange fra Dybdahl, og spørgelysten var bestemt til stede blandt tilskuerne. Her viste det sig også tydeligt, hvor højt danskerne elsker Dybdahl og hans musik. »Hvornår flytter du til Danmark?,« lød bare en af de venlige ideer, og efter at Dybdahl afviste det forslag, kom det overbevisende modsvar: »Jamen, så flytter jeg til Norge.« Kærlighed på et humoristisk plan, men meget kært. Og det kærlige aspekt var til stede gennem hele koncerten, hvilket gjorde det til en hyggelig, men desværre også lidt ufarlig oplevelse.
Dybdahl kom også solo på scenen til de to hjerteskærende sange “Life Here Is Gold” fra debuten og et nyt nummer i form af “Shine” fra den kommende plade, der formentlig udkommer til foråret. Det var befriende at se ham alene og helt sårbar, hvor hans fænomenale stemme fik lov til at udfolde sig og pensle stemninger frem.
Bandet kom dog allerede på efter de to førnævnte numre, hvilket var lidt synd, for Dybdahl alene var meget inderligt og intimt. Heldigvis startede den fire mand høje gruppe, foruden Dybdahl, tonerne til “Waiting for That One Clear Moment”, titelnummeret fra Dybdahls 2010-album. Her var både den vildskab, man før savnede, og så melodisk støj, der krakelerede det lidt for fine og kontrollerede lydbillede. Herligt og smukt udført.
Herefter fulgte nogle sange både fra det flotte bagkatalog og så også fra Waiting for That One Clear Moment. “U” og “Dice” var højdepunkterne blandt nogle lidt for tamme og enslydende numre. På “U” fik Dybdahl stukket bassen i hænderne, og han håndterede den til perfektion og gjorde “U” til et groovy, melankolsk nummer. Dybdahl inviterede med “Dice” til fællessang, hvor melankolien fik lov til at skubbe til taget med sit gentagede korstykke. Publikum var nogenlunde med på den idé, og da bandet sammen med Dybdahl var gået fra scenen, rungede Store Vega stadig af flerstemmig sang.
At vi fik et ekstranummer overraskede ingen, for tilskuerne kunne ikke få nok af den norske sangskriver, og det var vist gensidigt fra Dybdahls side. “Honey” fra Stray Dogs skulle slutte 22. december-koncerten af, og det gjorde den fint og fornemt med endnu en omgang fællessang, hvilket måske tangerede det lidt for patetiske sine steder.
Da man kom ud i kulden, stod det hurtigt klart, at man havde været i dejligt selskab inde i varmen. Koncerten var som helhed en god oplevelse, men så heller ikke mere. Jeg savnede simpelthen mere vildskab og mere alenetid med Dybdahl. Havde de to elementer været til stede, havde publikum fået sig en tidlig julegave.
Fotos: Mia Dernoff