Jeg sidder i et tog fra Horsens mod Aarhus, i mine hovedtelefoner har jeg lyden af Woods‘ nye plade, og solen er gået ned. Ved siden af mig står en mor med sin etårige søn i en barnevogn, og barnets høje humør smitter af på folk omkring mig. Alting føles så fandens hyggeligt, og Bend Beyond bliver til et strålende soundtrack til hele denne lille affære. Det hele er så fandens hyggeligt.
Det er selvfølgelig en alt for simpel måde at anskue pladen på, men der er ikke så meget andet at komme efter. Som enhver anden ville fortælle dig, kunne jeg naturligvis nævne Jeremy Earls vidunderlige falset, der adskiller sig fra så mange andre ved simpelthen at være så blid og varm. Jeg kunne på den anden side også fortælle, at jeg klart foretrak den på deres debutplade, At Rear House, hvor den hjalp med at etablere en utroligt intim stemning, både pga. lo-fi-optagelsen på hele pladen, der mest af alt mindede mig om Elliott Smith. Men den plade er som sådan ligegyldig; over de sidste par år er denne intimitet erstattet af bedre og bedre produktion, og det kan især høres på Bend Beyond, som lyder mere crisp end nogensinde før.
Første eksempel er den strålende åbner ”Bend Beyond”, der leder tankerne hen på 70’er-folkrocken med en guitarsolo, der mest af alt lyder, som om Neil Young spillede Satori (i stedet for Pink Floyd i Piper At The Gates Of Dawn-æraen, som Woods ellers synes at være så glade for). Det er i sandhed lyden af et band i stærk harmoni, og jeg ville med glæde opleve nummeret live.
Dernæst løber vi så ind i ”Cali in a Cup”, og det er her, min oprindelige beskrivelse af pladen begynder at slå sig fast. Her begiver Woods sig nemlig ud i en omgang bundsolid solskinspop fra slutningen af 60’erne, og succesen gentages flere gange på pladen. Andre øjeblikke falder det så fra hinanden, f.eks. på nummeret ”Cascade”, hvor Woods desperat prøver at opnå samme niveau som klassisk syrerock, men nummeret virker mest som et dårligt cover og formår ikke at give den ønskede effekt. Det samme sker for ”Find Them Empty”, som til tider minder om et Doors-nummer, men uden den underspillede, dystre subtekst. Og sidst sker det for ”Size Meets the Sound”, som for at være helt ærlig kunne have været et nummer på The Shins’ Chutes Too Narrow.
Den opmærksomme læser har vel efterhånden lagt mærke til, at størstedelen af mine beskrivelser primært består af referencer til anden musik, og deri ligger problemet for mig. Der hersker ingen tvivl om, at Woods kan skabe virkeligt stærke numre, men der er bare intet, der giver mig lyst til at vende tilbage til denne plade, når jeg kunne lytte til al den musik, jeg nu har nævnt. Woods virker mest som et band, der ikke blot lader sig inspirere af andre bands, men i stedet tænker: ”Hey, skal vi ikke prøve at lave sådan et nummer?”. Det er jo sådan set fint nok, for numrene er utroligt velbyggede, men jeg kan bare ikke se pointen i endnu et indiefolkband i mellemklassen.
