Koncerter

Jessie Ware, 26.02.13, Lille Vega, København

Skrevet af Fie Neergaard

Jessie Ware og følge indtog tirsdag aften et udsolgt Lille Vega med den sensuelle debut i bagagen, tilsat kampklar attitude og elskelige komiske indslag.

Det spartanske band træder ind på scenen til den simple sceneopsætning og påbegynder en dystert opbyggende intro. Kort tid efter brydes den melankolske stemning, da en smilende og vinkende Jessie Ware træder ind på scenen og giver sig i kast med det afdæmpede nummer “Devotion”, der ligeledes agerer åbningsnummer på debutpladen af samme navn fra sidste år.

Egentlig skulle alt det her have forgået cirka fire måneder tidligere, men grundet et hæsblæsende skema lagt i hælene på den stigende opmærksomhed efter udgivelsen af den anmelderroste debut, måtte den britiske sangfugl bukke under og tage sig en kort mellemakt.

I Lille Vega smyger Ware sig gennem den lidt nedtonede, sensuelle åbning, indtil divaopkomlingen uden besvær bevæger sig op i grandiose toner og for alvor får den udsolgte sals opmærksomhed. Allerede i næste nummer virker den nervøst anlagte brite til at hvile mere i sig selv. Inspirationen i tidens største divaers drama, med løftede pegefingre, hævede øjenbryn og en kampklar attitude, var tydelig, særligt på den frustrerede “No to Love”. Alt det stod i skærende kontrast til Wares laissez faire-hårknold og tilfældige løse hårstrå, mens hun mellem numrene også optrådte med en noget anden attitude end når musikken spillede, da hun i den grad stadig forstod at underholde; men med sin nervøsitetsprægede strøm af uforskyldte jokes, der kun gjorde hende endnu lettere at holde af. Med sin Sydlondon-accent bekendtgjorde hun blandt andet sin store kærlighed til mad og Peter Schmeichel, og hun var endda så venlig at dedikere sangen “Night Light” til en dansk journalist i stedet for til sin kæreste.

På popballaden “Taking in Water” fik aktricen for alvor lov til at lufte sit talent, der også skabte respekt og hyldest fra publikums side, hvilket tegner et godt billede af hvordan stemningen var i Lille Vega tirsdag aften. Generelt var der gennem koncerten en fantastisk kontakt med publikum. Kontakten sørgede Jessie Ware primært for, når hun mellem numrene henvendte sig til publikum. Efter numrene blev hun med kraftige, endeløse klapsalver rost for sin hengivenhed til både musikken og publikum.

Koncertens største force – udover Wares store engagement – var håndteringen af numrene, der på pladen godt kan køre lidt i en strømlinet rille, trods albummets kæmpe kvalitet. Til koncerten blev der skruet op for blusset, som på vokalen på åbningsnummeret, der fik mere plads til at give slip og overraske, hvilket generelt løftede sangene. Ligeledes var der på instrumentalsiden en tilgang, der forstærkede og styrkede numrene, som for eksempel på “Running”, der blev mere guitardomineret og fik et mere rocket præg. Sangerinden tog også selv hånd om lydbilledet, når hun orkestrerede samples og lydbidder fra sit keyboard.

Inden afslutteren “Running” gjorde Ware også folk i salen den store tjeneste at fortælle, at uanset hvor meget der klappes, ville hun altså ikke komme tilbage på scenen efter slutnummeret. Alt dette selvfølgelig leveret på Wares egen skøre, kære måde, kun for at gøre publikum en tjeneste.

Savner man mere variation og overraskelser på pladen, vil man med sikkerhed få mere ud af musikken til en koncert med Jessie Ware. Samtidig har man mellem numrene muligheden for at lære den skæve skønhed lidt bedre at kende, og hvem vil ikke det.

★★★★★☆

Fotos: Mia Dernoff 

Leave a Reply