Plader

My Bloody Valentine: MBV

Skrevet af Joachim

Det er ikke let at skulle leve op til et album som Loveless, der for længst er gået over i historiebøgerne som en af støjrockens absolutte milepæle. At forberedelserne har taget hele 22 år, gør ikke forventningerne mindre. Ikke desto mindre gør My Bloody Valentine et yderst hæderligt forsøg.

I hele 22 år holdt irske My Bloody Valentine den samlede musikverden på pinebænken. Efter at 1991-albummet Loveless skrev sig ind i historiebøgerne som en tour de force i udødeligt smukke popmelodier indpakket i en efter datidens forhold uhørt mængde støj, har kultgruppen mere eller mindre holdt sig ude af mediernes søgelys og derved undgået at forholde sig til de enorme forventninger, som støjpopklassikeren affødte.

Derfor var det med en blanding af velbegrundet mistro og ditto forventninger, at verdens fans for nylig tog imod meldingen om, at en opfølger til milepælen fra ’91 skulle stå for døren. Men natten til forrige søndag faldt bomben så. Omkring morgenstunden blev det muligt at hente det længe ventede album med den noget anonyme titel MBV. Da skiven er blevet udsendt med kort varsel og uafhængigt af pladeselskab, er det foreløbig kun muligt at lytte til herlighederne via digitalt download – et format, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste lydnørder. Heldigvis har Kevin Shields, der må være inkarnationen af begrebet ’lydnørd’, taget højde for dette problem, hvorfor det viste sig muligt at downloade samtlige ni numre som wav-filer med en samlet fylde på mastodontiske 1,5 gigabytes. Cadeau for en sådan hensyntagen.

Selvom de alternative ydre omstændigheder omkring udgivelsen er talrige, skal det dog her mestendels dreje sig om musikken. For som ovenfor berørt indeholder værket MBV ni skæringer, som alle har været mange år undervejs – og dette faktum er særdeles hørbart. Fra albummets indledning er den generelle tendens fra Loveless videreført; som var de håndværkere, søger gruppens to guitarister Bilinda Butcher samt i særdeleshed Kevin Shields til stadighed at væve lytteren ind i et tykt tæppe af varm støj, og med en knitrende fuzzguitar som sin nål syr Shields hele redeligheden sammen med smukke og tidløse melodimønstre.

Således vækker de første toner i genhøret med den irske kvartet på nummeret “She Found Now” umiskendelig genklang. Over få sekunder toner en baggrundsstøj frem, der er så komprimeret og tung, at den kunne være skabt af nyere dronekunstnere som Tim Hecker eller Oneohtrix Point Never. Uden akkompagnement fra trommeslager Colm O’Ciosoig messer de to sangere uforståelige sætninger, mens nye lag af guitarer vrider sig og skaber total dissonans i lydbilledet. Underneden ligger bassen hele tiden og pumper, og man kunne overveje, om ikke titlen “Sometimes 2.0” har været oppe at vende, da der i lyden er klare referencer til dette drømmende Loveless-track.

Blot få timer efter releasen af MBV var der megen snak om, i hvor høj grad albummet kan deles op i et M-, B- og V-parti, hvor hver enkelt del består af tre sange, som markerer et udviklingstrin i gruppens lyd. Denne teori lyder ikke helt gal, da udmeldinger fra bandet og dets bekendtskabskreds tyder på, at albummet er optaget i dele. Såfremt dette er sandt, må de første tre numre være optaget forholdsvis tidligt i forløbet, for lyden af de to følgende numre, “Only Tomorrow” og “Who Sees You”, adskiller sig ligesom åbneren heller ikke meget fra det forrige album: Støjen er stadig massiv som en mur, og vokalerne temmelig svære at dechifrere. Alligevel markerer en forholdsvis eksplicit og aldeles melodisk form for guitarsolo i førstnævnte track en form for skred med bandets dogmer. Samtidig bruges Bilinda Butchers vokal på en helt ny måde, mens også guitarernes anderledes lag-på-lag-struktur bruges til at skabe en helt anden type dynamik, og resultatet er et af gruppens smukkeste til dato.

Hvor første del af albummet begyndte lovende, er indledningen til anden del i form af den keyboardbårne “Is This and Yes” en smule mindre imponerende. Der er absolut ingen fremdrift i nummeret, og en sporadisk og uinspireret trommen på en gulvtam samt akut mangel på livgivende strengeinstrumenter reducerer Bilinda Butchers nynnen til … blot en smule rundforvirret nynnen. Det er svært at sige, hvad tanken med nummeret har været, da det giver et noget skidt indtryk af et nyt skridt i gruppens udviklingsproces.

Ikke desto mindre rådes der heldigvis bod på fadæsen. Dette sker først i form af balladen “If I Am”, der ligesom førnævnte nummer indeholder flere keyboardlag. Denne gang leger gruppen dog i langt højere grad med lyden, og allerede efter få sekunders marcherende trommer støder man som lytter mod en mur af lyd, der bærer på adskillige nye elementer; en hvirvlende guitar får det til at snurre, mens keyboardet leverer små gimmicks, som bryder med gruppens ellers temmelig dogmatiske lyd.

Denne eksperimenteren fortsætter på den mesterlige “New You”, der indtil albumreleasen gik under den uofficielle titel “Rough Song”. I form af en både kantet og særdeles catchy melodilinje (som i øvrigt er placeret uhørt langt fremme i lydbilledet), en tungt pumpende bas og kvartettens karakteristiske forgrundsstøj frembragt ved hjælp af guitar såvel som vokal giver gruppen et ganske overbevisende praj om, hvordan fremtidens My Bloody Valentine muligvis kan komme til at lyde – uden at de giver køb på fortidens musikalske landvindiger, vel at mærke.

Når man bevæger sig ud i tredje del af MBV, må én tanke dog uvægerligt falde fans ind. ‘Kaldte jeg virkelig Loveless for støjrock?,’ kan man tænke om alle de gange, man har diskuteret irernes lyd i start-90’erne. For hvis My Bloody Valentine støjede dengang, ja, så støjer de langt mere nu. Dette kommer til udtryk i de tre sidste sange, som umiddelbart må konstateres at være resultatet af Kevin Shields’ såkaldte drum’n’bass-inspiration. Over uptempo-tæsk fra Colm O’Ciossoigs trommestikker larmer gruppen nu endnu mere, end det har været tilfældet på de to tidligere albums.

Det er, som om gruppens medlemmer har søgt at konvertere den balstyriske energi fra liveversionen af kulthittet “You Made Me Realise” til albumformat, hvilket umiddelbart sker med stor overbevisning. Som den første af de tre sidste skæringer figurerer den lettest tilgængelige “In Another Way”, der forsimplet kan beskrives som byggende på lyden fra det gamle My Bloody Valentine – men bare mere: mere støj, mere distortion, højere tempo, flere eksperimenter med lyden. Selvom stilen ud fra beskrivelsen kan forekomme som noget makværk, holdes lyden i skak af Shields, der i producerstolen – med tungen lige i munden og et særdeles beundringsværdigt overblik – afmåler og redigerer lydniveau og lydspor med stor nøjagtighed.

Helt vildt bliver det dog først på de to sidste numre, “Nothing Is” og “Wonder 2”. Hvor man på førstnævnte udsættes for noget, der mest af alt minder om et loop af kraftigt støjende guitarer og særdeles hårdtslående trommer gentaget i det uendelige, er der mere opbygning på albummets sidste nummer. Indledningsvis høres en lyd, der minder umiskendeligt om et tog, der i fuld hastighed farer gennem et landskab. Denne underbygges af hviskende vokaler og et usandsynligt uptempo beat, der dog lægger sig langt tilbage i lydbilledet. Over seks minutter føjes flere og flere lag af hvinende guitar til. Disses klange er under evig forandring, og her lever My Bloody Valentine for alvor lever op til renomméet som (d)et førsteklasses støjrock-band – med tryk på støj.

Man kan diskutere, om det overhovedet giver mening at opmåle kvaliteten af et album som MBV. Som beskrevet i indledningen er der dels en masse ydre omstændigheder, der unægtelig vil snige sig med i bedømmelsen af værket. Ydermere står pladen fra start af i skyggen af et legendarisk album, som det kan forekomme umuligt at leve op til.

Som undertegnedes lokale pladeforhandler bemærkede, havde man måske turdet håbet på, at My Bloody Valentine efter 22 år endnu en gang ville være i stand til at revolutionere musikken på samme måde som i 1991 – at tilføre musikmediet endnu en ‘farve’, som det dengang var tilfældet. Dette er dog for meget forlangt, og det er gruppen da heller ikke i stand til. Men mindre kan heldigvis også gøre det, og i stedet beviser My Bloody Valentine, at de i den grad stadig vil musikverdenen noget originalt. Gennem flere deciderede perler føjer gruppen flere nuancer til udtrykket fra Loveless, og det er særdeles kærkomment for langt de fleste noiserock-fans. For selvom MBV ikke er en milepæl i samme grad som Loveless, er det stadig et fandens godt album.

★★★★★½

Leave a Reply