Plader

Crash and Compute: s.t.

Spejderrobot og Emil de Waal fuldbyrder deres musikalske ægteskab og nedkommer med deres første plade som Crash and Compute: et designerbarn uden den helt store personlige charme.

Efter længere tids samarbejde og to plader på samvittigheden udgiver dubtronica-maestroen Mikael Elkjær (alias Spejderrobot) og jazzrebellen Emil de Waal deres første plade under navnet Crash and Compute. Den forrige plade, Nr. 2, bemærkede sig mest af alt ved sin blanding af Elkjærs programmerede beats og særdeles levende trommer fra de Waal. Den gjorde dog for aldrig rigtig indtryk og blev mest af alt en besynderlig suppedas af forsigtige elektroniske fiksfakserier og dårligt integrerede trommer. Det minde, der står stærkest tilbage, må være den uortodokse måde, de to sammensvorne fik musikken ud til lytterne på. Det skete nemlig igennem pizzaæsker med en downloadkode gemt i låget, som blev solgt fra diverse pizzeriaer i København.

På samme måde har de to kumpaner også denne gang forsøgt at udfordre måden, man tilegner sig musik på. Ud over det obligatoriske digitale download kan man denne gang selv sammensætte et fysisk cover. Musikvideoen til åbningsnummeret “New Normal” er kreeret ved søgning på ordene ‘crash and compute’ i en videodatabase, og disse klip udgør også udgangspunktet for de 462 covers, man kan udvælge til sit helt eget cd-cover. Skønt det er opfindsomt, medfører det også presserende kritik. Selve idéen om at give tilhøreren så megen medbestemmelse, nu hvor cd-branchen i høj udstrækning har spillet fallit, er umiddelbart sympatisk og imødekommende, men set ud fra et kunstnerisk perspektiv er den lidt mere forloren.

Nuvel, nok kan man ved f.eks. digitalt download i hidtil uhørt grad individualisere sin musiksamling ved kun at downloade sine yndlingssingler, men tendensen medfører en problematik vedrørende kunstnernes vision for deres værk: Er musik nu kun udtryk for en brugskultur, hvor musikkens kunstneriske værdi som regel bliver overtrumfet af en skamløst forkælet forbrugervane? Den åbenlyse fare er, at idéen om den gennemtænkte plade med den røde tråd, der udgøres af en bevidst rækkefølge af bestemte numre og en udvalgt kunstnerisk fremstilling, bliver en saga blot. Den egentlig sympatiske tanke om at gøre musik bredt tilgængelig, der fik duoen til at sælge sin musik via dagligvaren pizza, smittede desværre også af på musikkens kvalitet. Alt for tit var den uden overblik, og uigennemtænkte eksperimenter trak musikken ned mod den muzak, der trofast akkompagnerer én rundt på netop dagligdagens shoppingture. Desværre virker det lidt, som om den samme tendens gør sig gældende på det seneste udspil.

Det skal måske lige slås fast, at psy-house-duoen endelig har fundet hinanden i en homogen lyd med lanceringen af deres fælles projekt og plade. Den distance, der lå i at have de to særskilte kunstneraliasser på samme plade, viste sig også rammende for den distance, der lå i samspillet mellem de Waals akustiske trommer og Elkjærs knapt så akustiske dubtronica.

I den nye konstellation har duoen taget skridtet mod elektronikken fuldt ud og har i samme overbæring lagt den mere eksperimenterende del bag sig. Dette her er simpelt, let at gå til og desværre ofte meget forudsigeligt. Enkle basfigurer og beats lægger taktfast stilen og bliver kun lejlighedsvis brudt af mere opfindsomme breaks. Melodimaterialet er sparsomt eller helt fraværende, så det er lidt af en prøvelse at komme igennem et nummer som “2860 Cyborg”, hvor en doven bas og lidt synth skal bære nummeret igennem næsten seks minutter. Her bliver man simpelthen tabt undervejs.

Skuden vender først for Crash & Compute i den up-tempo, hårdt pumpede “Chimp” og den loungede “Tactility”, der trods lurende ensformighed alligevel løfter sig over den døsige helhed.

Pladens to sidste skæringer er dog klart favoritterne. Her er duoen gået i ledtog med et par vokalister, hvilket giver musikken et bemærkelsesværdigt løft. Med tilføjelsen af de to sangere, henholdsvis In Curti og frontkvinden fra Boho Dancer, Ida Wenøe, følger også en vitalitet, som de instrumentale numre mangler. Pladen slutter med ”Crash and Compute”, som allerede er hørt uden vokal, men nu fundamentalt har skiftet karakter. Det, der før forekom ensformigt, underbygger nu på smagfuld vis Wenøes let hæse vokal og lækre korarrangement. Tilføjelsen af melodi gør virkelig noget for de elektroniske eskapader, og man ønsker sig, at der var blevet hevet nogle flere sangere i studiet undervejs. Selvom Crash and Compute uden tvivl er spændende live, hvor de Waal tilføjer sine trommer, og man for alvor kan nyde det legesyge samspil imellem de to, er pladen desværre lidt en ligegyldig affære.

★★★☆☆☆

Leave a Reply