Matthew E. Whites debutalbum, Big Inner, byder på en retrospektiv og stilbevidst blanding af soul, gospel, New Orleans-jazz og folkrock udformet på en måde, så musikken som helhed nødtørftigt kunne betegnes som indiepop. Der er dog nærmere tale om et musikalsk værdisæt, der hylder og dvæler ved genrerelevante dele af musikhistorien, end en eklektisk opdagelsesrejse.
White er fra den amerikanske østkyststat, Virginia, og med sig på Big Inner har han et backingband ved navn Spacebomb. Her er bassisten Cameron Ralston og trommeslageren Pinson Chanselle en fast og vigtig del af etablissementet, men arrangementerne af de i alt syv numre er også spækket med messingblæs, strygere, gospelkor og klaver. Selv er White tidligere jazzarrangør, og på Big Inner står han for leadvokal og guitar.
Med et lydbillede, der er blødt og tilbageholdt, som man kender det fra Lambchop, kommer corny strygerpassager og højtidelige hornarrangementer til at fremstå skrøbelige på en næsten minimalistisk måde, og selvom sangene indeholder lange, stemningsfulde opbygninger og til tider når op på højdynamiske soulfunk-planer, fastholder musikken en easy listening-karakter i kraft af Whites urokkeligt lavmælte vokal og en meget luftig produktion.
White kommer fra en missionærfamilie, og det høres ikke blot i arrangementernes fremtrædende gospelelementer, men også i hans tekster, som for de fleste af sangenes vedkommende er mere eller mindre spirituelt orienterede. Der, hvor religiøsiteten topper og måske endda kammer over er i det næsten 10 minutter lange finalenummer, “Brazos”, hvoraf anden halvdel består af linjen »Jesus Christ is our Lord / Jesus Christ is our friend,« der messende og gospel-groovende bliver gentaget igen og igen.
Andre steder på albummet findes teksternes optimistiske budskaber om traditionelle emner som kærlighed og søgen imidlertid også i mere moderate udgaver, så man ikke nødvendigvis føler sig forpligtet til at kaste armene i vejret til lovprisning af de højere magter. I øvrigt kan man, hvis man trænger til lidt adspredelse undervejs, evt. lade tankerne glide til Andrew Lloys Webbers musical “Jesus Christ Superstar”, hvilket musikkens sobre blanding af rytmiske grundgenrer, orkestrale elementer og skiftende tempi og taktarter undertiden giver anledning til. Det er dog næppe tilsigtet fra Whites side og figurerer heldigvis kun i et begrænset omfang. Til gengæld er The Beatles, J. J. Cale, The Band og Dr. John alle stærkt til stede i den musikalske ånd og genkendelighed, og hvis White har en mission, handler den først og fremmest om musik, kærlighed og – i væsentlig grad – disse to forbundet.
Big Inner udstråler en positiv, hjertevarm stemning, som er let at lade sig svøbe ind i, og der er i særdeleshed kræset for arrangementerne med stilbevidst kunstfærdighed. Men lytter man sangene lidt efter i sømmene, viser det sig hurtigt, at de mestendels bygger på musikalsk genanvendelse og genremestring. Når lyrikken samtidig ikke har specielt meget at byde på andet end det religiøse islæt – om end dette er for det meste er tilforladeligt – kommer der til at mangle noget original substans. Men en hæderlig og lytteværdig debut er det dog alligevel.





