Plader

The Woken Trees: NNON

De seks københavnere i The Woken Trees tager livtag med 80’ernes postpunk på debuten. Resultatet er både stilsikkert og kompetent udført.

The Woken Trees er et københavnsk band, der seks mand høj dyrker de sorte 80’ere med alt, hvad der dertil hører af støj, dronende, dissonante guitarflader og dyster keyboard. Debutalbummet har fået titlen NNON, og referencen til mesteren Boyd Rices Støjband af (næsten) samme navn udstikker i det store hele pejlemærkerne for det ni numre lange album.

Det lydunivers, der fremmanes på NNON, er nemlig tydeligt præget af navne som Sods, Swans, Joy Division og som sagt Boyd Rice og hans band NON. Det er gotisk, og den flittige brug af slapback-delay og rumklang på guitarerne skaber ganske effektivt en næsten kvælende fornemmelse, når bandet er bedst. En fornemmelse, som ikke bliver mindre på de stykker, hvor bassen får lov til at tage over og drive vanviddet frem med knusende energi.

Man fornemmer således et band, der har en særdeles veludviklet sans for genrens virkemidler. Og overordnet set kan de seks musikere også sagtens være tilfredse med debuten, for de slipper af sted med det meste, selvom der kun i mindre grad findes noget nyt under solen i forhold til stilens kanoniske udtryk.

Albummet åbnes med “Orders”. Lydbilledet er iskoldt, når trommer og bas dundrer af sted, mens guitaren bevæger sig over de samme få akkorder og tilsætter nummeret støj, efterhånden som det skrider frem. Som en stiløvelse i postpunk er det godkendt, men man kunne savne et mere personligt udtryk og måske lidt flere overraskelser.

Dette rettes der til gengæld hurtigt op på i løbet af albummets næste par skæringer. “Dead Underwood” giver i højere grad plads til keyboardet, der ganske naturligt blander sig med guitaren og vokalen. Det virker godt, når den elektroniske klangflade understøtter basgangen, som det er tilfældet på det nummer, fordi det hele lige får et ekstra spark, der understreger det dystre og maskinelle, som er en indgroet bestanddel af det sorte univers.

På “Yells” og “Succubus” skrues der lige en tand op for energien, og det klæder bandet rigtig godt at bevæge sig rundt i de luftlag. Musikken er holdt enkel; igen drevet frem af benhård bas og med en vokal, der gerne afløses af tyk guitarstøj. Især “Succubus” er et sympatisk bekendtskab og måske det bedste nummer på NNON. Der kan høres tydelige referencer til Swans, men det bliver heldigvis ikke for meget. Især slutningen på nummeret er ganske tiltalende; her får musikken nemlig frit løb, og de samme akkorder gentages i over tre minutter, mens støjflader fra keyboard og guitar kaotisk supplerer hinanden. Det monotone virker ret godt på den hypnotiske måde. Og faktisk sidder man tilbage med fornemmelsen af, at bandet sagtens kunne have trukket den endnu længere ud, uden det af den grund ville have faldet til jorden.

I andre numre er den højenergiske tilgang til sangskrivningen mere eller mindre fraværende, og det er her, de svagere momenter på NNON skal findes, for det kan virke, som om The Woken Trees ikke altid har noget at sætte i stedet for. Eksempelvis er “Children of Chalk” et lidt mærkeligt nummer, hvor det ikke rigtigt synes åbenlyst, hvor bandet vil hen. Også “Open Wounds” slæber sig af sted uden at komme rigtigt i gang. Dog redder en opfindsom kill switch-lignende effekt på guitaren i omkvædet i nogen grad indtrykket af nummeret. Det er altid skønt med sådanne detaljer, men det er desværre ikke helt nok, til at “Open Wounds” for alvor bliver et interessant bekendtskab.

Albummet sluttes af med den nedbarberede “Your Sun, Your Skull”, der også er det mest minimalistiske nummer på NNON. Sangen er slæbende og dyster, ja næsten rørende i sin enkelthed, og et klart eksempel på, at bandet trods alt også kan begå sig i det mere afdæmpede hjørne.

The Woken Trees er som sagt rigtig gode til det, de gør, netop fordi de er så pokkers stilsikre. Og deres musikalske udtryk er der ikke en finger at sætte på. Havde de udgivet en ep med de seks-syv stærkeste numre fra NNON, ville der være faldet et U mere af herfra, men der er bestemt ikke noget at være ked af alligevel, for bandets talenter er helt åbenlyse. Og da de samtidig har evnet at favne så bredt og varieret, som tilfældet er på NNON, er der kun grund til at se frem til næste udspil fra denne spændende spiller i den københavnske undergrund.

★★★★☆☆

Leave a Reply