De sidste par år har et frodigt vækstlag blomstret i den eksperimenterende del af den københavnske undergrund. Ofte med udgangspunkt i jazzen, der i sin kerne netop eksperimenterer og skaber i nuet, bliver der flittigt spillet billige koncerter i forladte haller i Kødbyen, på Christiania og Mayhem på Nørrebro foruden den årlige Copenhagen Improv festival.
En af de fremmeste fanebærere i denne bevægelse har været pladeselskabet og musikerkollektivet Barefoot Records, som består af 10-12 nordiske musikere. Her bliver der gået til vaflerne og leveret alt fra øresønderrivende freemetal til moderne kompositionsmusik for større ensembler. Spændvidden er stor, og én ting er sikker: Det bliver aldrig forudsigeligt.
Den finsk/norske duo med det dejligt mundrette navn haUtUllin består af nogle af kollektivets mest aktive medlemmer, nemlig trommeslageren Håkon Berre og guitaristen Markus Pesonen. Normalt når man tænker i nordiske jazzede baner, henledes tankerne til frostbeklædt fjeldsax eller hyggelige aftener med Jan Johansson i en snedækket hytte med ild i pejsen og pels på gulvet. Disse to unge hedsporer har dog ladet sweateren og piben blive hjemme og starter i stedet entusiastisk pladen med at levere soniske øretæver ud til højre og venstre.
I stedet for den behagelige tur i de norske fjelde bliver man hevet med håret ind i noget, der mere minder om en lars von triersk opfattelse af naturen som Satans kirke. Tonsertungt guitarsmadder og grydetæsk starter pladen med tunge droner og febrilsk skalaspil fra Pesonen og beslutsom rumsteren i kedlerne fra Berre. Så er landet ligesom lagt.
Eller det tror man. For duoen sætter en ære i at demonstrere, hvor alsidigt to musikere med styr på deres instrumenter kan kaste sig ud i fri leg. Især spændingen imellem det elektriske og det akustiske er en af hovedingredienserne, der fastholder interessen. Således bliver lytteren efter den indledende tour de force ført indenfor i den finske sauna med en afslappet ustemt guitar og klokker i “Joutomaa”. Herfra går det slag i slag fra den hjemsøgte legetøjsfabrik i “Night at the Toy Factory” med alskens dingenoter, ramasjang og tilfældige guitaranslag og videre til “Quantum Foam”, der føres an af voldsomt manipuleret spade.
I det meste improviserede musik er monotonien en fast og uheldig følgesvend. Den ligger og lurer og stikker sit grimme fjæs frem, når de involverede bliver lidt for optagede af en idé og maler sig selv op i hjørnet. Dette undgår de to gæve skandinaver desværre heller ikke helt. De alenlange “Mjølne” og “Yarantula Nebula” koger lige lovlig megen suppe på buestrøget guitar og klokker, og det føles, som om Berre og Pesonen mister lidt af det overblik, der ellers kendetegner numrene.
Heldigvis tager duoen revanche i pladens to sidste numre. I “Brahmanda” går de for alvor nye veje med en insisterende tappet guitar, bækkenovertoner og en melankolsk melodi, der har en kølig tiltrækningsevne lig den, man hører hos amerikanerne i Human Feel. Den afklarede guitar følger også med over i afslutteren “Nuts”, hvor Berre for alvor slår sig løs med elektronikken, imens Pesonen med fuldt overblik flyder ovenpå og formår at slå en fin knude på duoens debutalbum.
haUtUllin skaber spændende lydeksperimenter fra det skrattende underspillede over det maniske lydhelvede til det melankolske melodiske. De gør det næsten uden at falde for den impro-kliché, der promoverer navlebeskuende stilstand som stor kunst. Det er ikke for sarte sjæle og ganske kompromisløst, men hvis man formår at holde tungen lige i munden og lade sig føre ind i haUtUllins univers, er der masser af mindeværdige stunder at hente. Hvis du har mod på at blive udfordret, kan haUtUllin varmt anbefales.
