Så snart man sætter Wakin on a Pretty Daze på anlægget, falder der på magisk vis lidt mere ro på alting. Det er ganske enkelt svært at have travlt med noget som helst, når først lyden af Kurt Vile uimponerede røst og hans på overfladen lidt lemfældige guitarklimpren flyder ud af højttalerne og sænker en dyne af tålmod over lytteren. En egenskab, som er ganske unik hos den endnu kun 32-årige amerikanske musiker, som over en periode på fem år har udgivet samme antal dvælende slacker-rockende værker, der alle som ét har været skarpe konkurrenter til pots ry for at være den sikre vej til en stener.
For selvom Vile har været selvstændigt udgivende musiker i nogle år efterhånden (og bl.a. var en del af The War on Drugs fra 2005 til 2008), kom det afgørende sologennembrud først med mesterværket Smoke Ring for My Halo fra 2011. Dengang red verden endnu en gang på en bølge af slacker-rock, og ud over 90’er-ikoner som Pavements tilbagekomst fik grupper som Best Coast og Wavves også meget plads i medierne.
Dengang mundede hypen af genren blandt andet ud i en ganske omdiskuteret koncert på Roskilde med Kurt Vile selv. En koncert, der i nogle medier blev rost til skyerne som en af 2011-festivalens bedste, mens andre fandt amerikanerens fremtræden for afslappet og nonchalant.
Nu er Vile ikke desto mindre tilbage, og som det blev berørt i indledningen, ville det være synd at sige, at hans stil er blevet mere stringent. Tendensen er snarere den modsatte. På det næsten 10 minutter lange indledningsnummer, “Wakin on a Pretty Day”, synger Vile således: »Don’t worry ’bout a thing / It’s only buying / I live along a straight line / Nothing always comes to mind / To be frank, I’m fried / But I don’t mind,« mens der rystes udsyrede guitarsoli ud af ærmet, som var det det letteste i verden.
Den ligeglade attitude løber gennem hele albummets musik og tekster. I “Was All Talk” leverer Kurt Vile i smukt samspil med sit band, The Violators, udødeligt uprætentiøse lo-fi-guitarharmonier med masser af reverb og udsyrende phaser-effekt, mens han med flabet overskud synger: »Makin’ music is easy / Watch me.« Selvtillid er der masser af, men heldigvis har netop Kurt Vile også meget at have den i. For han og backingbandet har en særlig evne til at skabe udtryksfulde og komplicerede arrangementer og få dem til at lyde legende lette at fremføre.
Mange vil måske indvende, at 69 minutters spilletid er lige overkanten for et enkelt albumudspil. Denne kritik synes mere og mere ubegrundet, efterhånden som man lytter sig dybere ind i albummet. Albummets afslappede udtryk lægger ganske enkelt ikke op til at haste gennem 10 numre af tre-fire minutters varighed for derefter at kunne vente to år med igen at udsende nyt materiale. Den tilbagelænede stil fordrer derimod masser af tålmodighed, da særligt Viles ekvilibristiske guitarspil primært kommer til sin ret ved en i det uendelige hypnotiserende gentagen af korte folkede guitarfigurer.
Samtidig er det helt gennemgående for albummet, at bundniveauet er meget højt. Numre som “Air Bud” og “Never Run Away” synes højst en smule mindre mindeværdige, når man ser på albummet som helhed, men heller ikke de rykker ved det overordnede indtryk af Kurt Vile som en musiker, der skriver langtidsholdbare melodier, hvis altså bare han orker.
Skal man stille sig kritisk over for Wakin on a Pretty Daze, kan man dog indvende, at Kurt Viles musikalske udvikling over de seneste udspil kan være svær at få øje på. Det er som altid det hypnotiske guitarspil, den umiskendeligt dvaske vokal samt de lyse klangflader, som er bærende i Viles musikalske udtryk. Den ramme sprænges sjældent, hvilket er en skam. For med mandens musikalske kunnen skulle det nok være en smal sag en gang imellem at overraske lytteren og ikke altid snuppe en guitarsolo eller en orgelmelodi, når der skal ske noget nyt.
Men selv om Kurt Vile tilsyneladende gør alt for at skjule det, er Wakin on a Pretty Daze et album lavet af en mand, som i høj grad er i stand til andet end at drive den af. Tværtimod er det lyden af 11 sange komponeret af en mand med helt særlige musikalske egenskaber og fremført af et band, der lægger sig fladt ned og indordner sig under sin frontmands ambitiøse mål om at skabe stor musik og samtidig fremstå komplet ligeglad.
