Jeg fik for noget tid siden en cd med posten. Det får man en gang imellem som anmelder, selvom det efterhånden hører til sjældenhederne. Coveret er lavet af brunt pap, hvorpå der er påsat Vinterturs logo på forsiden og en trackliste med fire titler på bagsiden, begge i ganske minimalistisk stil med sort påskrift. Når man åbner coveret, kommer der en sort cd til syne, der i udseendet skal ligne en lp med riller i. Der er brugt tid på den visuelle oplevelse på den DIY-agtige måde, som vi så godt kan lide. Men ud fra coveret var det svært at forestille sig, at der indeni skulle gemme sig en gedigen gang electronica.
Vinterturs selvbetitlede debut-ep har faktisk tidligere ligget på bandets Soundcloud-konto i snart et års tid, men er nu endelig blevet udgivet officielt. Københavnerkvartetten har spillet en række vellykkede liveshows, bl.a. som support for de altid energiske Turboweekend. Ep’en indeholder i alt fire numre, som har en mindst lige så energisk lyd, omend der også hviler en halvdyster og kølig stemning over ep’en, der bl.a. manifesterer sig i de mørke vokaler og synthesizere.
Intronummeret ”Into This” lægger ud med en flakkende laserlyd blandet med dybe, pulserende bundrytmer. En vokal med forskellige effekter, bl.a. en rumklangseffekt, træder ind i lydbilledet og tilføjer en dimension til musikken, der mere end noget andet virker afvekslende, men samtidig også skaber lidt lydmæssigt spil. ”Sundown” bliver mørkere i udtrykket, og vokalen bliver dybere og tungere sammen med synthesizerne. Faktisk minder netop dette nummer mig utroligt meget om Spleen Uniteds ”Sunset to Sunset”. Ikke kun på grund af titlen, men musikken giver meget den samme fornemmelse med den mørke grundlyd tilsat sporadiske lysglimt.
”Reaver” kører i et lavere tempo end resten af numrene, og med teksten »Give me your heart / give me your soul« sunget af en nærmest dæmonisk vokal virker det lidt som en halvtrist kærlighedssang om en, der undslap. Lidt ensformigt og halvkedeligt i længden – desværre. Fra den lidt melankolske stemning bevæger vi os over i den mere uptempo og lette ”Moon”, der nærmest har en svævende sommerfornemmelse over sig med en lille, subtil reference til navne som Blue Foundation. Netop ”Moon” leger lidt med popelementer i højere grad end de andre numre, og det giver et lidt andet udtryk, hvilket klæder lyden rigtigt godt.
Selvom ep’en kun indeholder fire numre, har den en spilletid på knap 20 minutter og hvert nummer en varighed på cirka fem minutter. Det er dog ikke som sådan usædvanligt for den elektroniske genre, at numrene bliver lidt længere end eksempelvis det typiske popnummer. Vintertur er forholdsvist gode til at opbygge deres numre, sådan at der er lidt variation i intensitet, men alligevel kører det lidt for meget i ring, som det eksempelvis sker på ”Reaver” og ”Sundown”, der begge mister momentum hen ad vejen.
Jeg oplever typisk denne type elektronisk musik som en slags rejse ind i musikken, for den har det med at opsluge mig på en helt særlig måde, hvor det ligesom udelukker omverdenen og skaber sit eget momentane univers. Vintertur formår kun næsten at holde energien helt til slut, og jeg kommer ikke helt med på rejsen. Selvom musikken opfordrer til dans, så rummer den samtidig også en melankoli, der har sin charme, men det er ikke noget, man lader sig rive med af.
