En sjælden gang sker det, at en kunstner får opfyldt det, der må være enhver musikers drøm: kommerciel succes samt spandevis af roser fra anmelderne uden på ét eneste tidspunkt at sælge ud. Det er som regel disse kunstnere, som i løbet af december placerer sig i toppen af musikmagasinernes toplister og indtager en position som deres tids strømningsdefinerende must know-artister i musiksnobberiets leksikon. Senest har vi oplevet Frank Ocean, Tame Impala og Kendrick Lamar opnå denne anerkendelse, og det var også mere eller mindre, hvad der hændte for Deerhunter, da bandet i 2010 udsendte sit lille mesterværk, Halcyon Digest.
Med sine sfæriske og paradoksalt nok skramlende pop-melodier var Halcyon Digest i høj grad med til at definere den opstående bølge af lo-fi-kunstnere, der lige siden har præget større dele af den alternative scene. Til trods for helt overordnede genremæssige forskelligheder er det ikke svært at spore tråde til mindre artister som Gauntlet Hair, John Maus og Active Child samt mere omtalte navne som Grizzly Bear, No Age og Beach House.
I løbet af de seneste tre år har meget dog forandret sig for den Atlanta-bosatte kvintet. Mest markant er dog nok guitaristen Lockett Pundts succes med solo-projektet Lotus Plaza samt i særlig grad den karismatiske frontmand Bradford Cox’ meget omtalte Atlas Sound-sideprojekt. Men selvom de fem medlemmer givetvis har haft travlt med alt muligt forskelligt de seneste år, har de nu heldigvis endelig været i stand til at finde sammen om at indspille deres sjette album i gruppens 12 år lange levetid. Titlen er Monomania og henviser til en sygelig optagethed af én særlig ting. Psykedelisk lo-fi-støj, kunne man fristes til at foreslå efter at have lyttet til de 12 numre.
For den mest markante forandring fra tidligere albums er gruppens tilbagevenden til brug af syrede støjeffekter. Tilbagevenden er nok endda en underdrivelse, for på Monomania er der – i modsætning til på kvintettens første albums – snarere tale om en fuldkommen dedikation, og dette kommer til udtryk nærmest fra første sekund i introen “Neon Junkyard”. Et par skramlende guitarer slås an, før noget, som bedst kan beskrives som et monsterbrøl gennem en dårlig telefonforbindelse, brummer gennem højttalerne. Over det meste af tre minutter udvikler nummeret sig som et mærkeligt take på en klassisk lejrbålssang. En akustisk guitar, der lyder, som om den er ved at falde sammen, bevæger sig stædigt i en evig rundgang, mens monsteret Cox krænger sin vokal gennem en urskov af distortion.
Denne skramlede stil viser sig at gå igen i “Leather Jacket II”. Her går det for alvor vildt for sig, og de fem medlemmer i gruppen larmer, så man momentvis føler sig fristet til at gå over og tjekke, om ikke det i virkeligheden er Lou Reeds Metal Machine Music, som er sat i rotation på anlægget. Vi taler anarki, men trods uroen gemmer der sig nogle melodier, som – tro det eller ej – sætter sig i hovedet efter ganske få gennemlytninger. En lille genistreg.
Det er dog rart, at der i de efterfølgende numre skrues en smule ned for både forvrængning og guitarfeedback. “The Missing” og ”Blue Agent” er gode eksempler på, hvordan Deerhunter er i stand til at skrue simple popsange sammen på en måde, der får lyden til at svæve til vejrs, uden at det på noget tidspunkt bliver tamt. Gruppen trækker på nogle af de helt klassiske Deerhunter-udtryk fra tidligere plader, og alligevel føler man sig som lytter ikke henvist til finpudsninger af ældre produktioner.
Desværre viser det sig, at Cox og gutterne allerede præsenterer Monomanias yderpoler i løbet af de første få numre. Chok-effekten er stor i de første 10-15 minutter, men herfra sker der ikke så meget. Både “Sleepwalking” og afslutteren “Punk (La vie anterieure)” er i sig selv gode popnumre, men helt spændende bliver det aldrig, når man har de tidligere og langt mere fandenivoldske tracks i baghovedet. Kun titelnummeret, der til gengæld også i sine kompakte støjeksplosioner tenderer det fænomenale, redder lytteren fra i løbet af albummets anden del at nå det kedsommelige punkt, hvor man mest af alt bare får lyst til at skrue lidt ned for anlægget for at hvile ørerne.
Monomania er i dén grad ikke et album, man smækker på pladespilleren, når man er på besøg hos mor og far, for mere end nogensinde giver Cox og co. sig nemlig hen til svampeinficeret støjpop. Men fortvivl ej. Under de – når det går vildt for sig – øresønderrivende lag af skramleri gemmer sig nemlig melodier af høj karat. Desværre for Deerhunter bliver disse til tider lidt for svært tilgængelige, og i det hele taget kræver Monomania sin lo-fi-entusiast.
Gruppens sjette album er så absolut ikke et højdepunkt i karrieren, men man bør nok også overveje, om dette overhovedet har været en målsætning. Med et bagkatalog som Deerhunters er det svært at blive ved med at toppe, og muligvis skal man i stedet betragte nyskabelsen/genopfindelsen som en form for succeskriterium i sig selv.
