Efter seks års stilhed dukker franske Colleen med det borgerlige navn Cécile Schott pludselig frem med sit fjerde album, hvis man ser bort fra musikboks-albummet Colleen et les boîtes à musique og hendes bidrag til den hollandske Mort Aux Vaches-serie. Hendes musikalske fravær var helt bevidst, og kort fortalt tog hun pausen, fordi hun havde mistet glæden ved at lave musik (læs hendes historie her og her).
Det første, man lægger mærke til på The Weighing of the Heart, er, at Colleen er begyndt at bruge sin vokal i sin musik. Schott har en ganske behagelig, æterisk stemme, der minder lidt om Vashti Bunyan, og vokalen ligger i samme stemningslag som musikken. Hendes vokal er næsten på lige fod med instrumenterne, hun benytter – akustisk guitar, cello, klarinet, piano og kalimba – men alligevel skal man som gammel Colleen-lytter lige komme overens med, at der pludselig er en vokal i musikbilledet.
Det er især vokalharmonier med sig selv, som Colleen dyrker og sampler sig til. Nogle steder står de for sig selv, mens selve musikken ligger mere isoleret som små musikalske vignetter. Det gør flere af numrene på albummet til lidt usammenhængende størrelser. Tag f.eks. åbneren ”Push the Boat Onto the Sand”, der ligesom mange andre af pladens numre åbner med Schotts vokal i flere lag. Så kommer der et lidt jazzet mellemspil, mens hun fortsat synger de samme ord og samme melodifigur. Et par minutter inde i nummeret skifter hun så tekstbid, inden nummeret ændrer karakter og bliver mere rytmisk og Afrika-jazzet. Men forbindelsen mellem de to dele af nummeret etableres aldrig.
Repetition har altid været et af Colleens musikalske greb, og når det handler om gentagelse af musikalske elementer, forlænger det den samme bid af musikken til en anden oplevelse: en længere, ny oplevelse baseret på repetitionen som eksempelvis på “Geometría del Universo”. Når Colleen gør det samme med sine vokallinjer, bliver gentagelsen mere til en ensformighed, der ikke på samme måde forlænger og fornyer oplevelsen, men netop er en gentagelse, der ikke bidrager med noget nyt og dermed bliver irriterende og trættende. Det er måske værst på ”Break Away”, hvor hun kun gentager nummerets titel. Men der er tilløb til det samme andre steder på albummet, også når hun vælger, at mange af numrene skal åbne med hendes vokalharmonier som på ”Ursa Major Find” og ”The Moon Like a Bell”. Det forstærkes desuden af en lidt monoton stemmeføring.
På afslutnings- og titelnummerets sidste minutter giver Colleen mere los; det er mere sprudlende, uforudsigeligt og mindre behageligt end resten af albummet. Celloen får mere rum, følelserne mere plads at udfolde sig på, og der er i det hele taget bare større bevægelser end på de fleste andre numre på albummet. Det bringer minder om Colleens tidligere album og sætter desværre også The Weighing Of The Heart lidt i perspektiv – og ikke til albummets fordel. The Weighing of the Heart bliver lidt for ensformigt og lidt for poleret i længden, og man savner en mere desperat og bedrøvelig stemning, som Colleen tidligere har præsteret til UG.
