At forenkle tilgangen til sin musik er et velkendt virkemiddel. Jagten efter den simple melodi, som genstridigt tager bo i enhver lytters hovede, er ikke længere noget, som er reserveret de største popstjerner. Vi har set det med bands som Dirty Projectors, der mekanisk skiller deres melodier fra hinanden for at finde den perfekt poppede musikopskrift, og Mumford & Sons, der har banet vejen for indiefolkens tilstedeværelse på alverdens hitlister.
På sin debutudgivelse forsøger Dungeonesse det samme – om end med en lidt ny tilgang. For duoens inspirationskilder er at finde i en ikke så fjern fortid. De opererer med 90’ernes lækre, polerede produktioner, hvor al negativitet er bandlyst fra både lydbillede og lyrik.
Dungeonesse består af Jenn Wasner, som også synger i folkrockgruppen Wye Oak, og John Ehrens fra Baltimore-projektet White Life. Sammen deler de en passion for 90’ernes r’n’b og for det håndværk, som ligger bag det at skabe en rigtig ørehænger. Dungeonesses musik står altså i skarp kontrast til, hvad de to medlemmer normalt beskæftiger sig med. Og projektet her virker snarere som et afbræk end en fuldtidsbeskæftigelse.
Dermed ikke sagt, at det ikke er veludført. “Cadillac” er som revet ud fra de sene 90’ere. Det er farvestrålende, til tider en smule tåbeligt og helt igennem lykkeligt. De har tilmed rapperen DDm med, som på manger måder fungerer som en ung Will Smith. Nummeret har et gennemgående tema, hvor titlen gentages, mens afslappede r’n’b-trommer støber fundamentet. Det hele er nydeligt pakket ind i blød synth, og helhedsindtrykket er et meget autentisk blik tilbage i tiden.
Albummet levner ikke plads til negativitet. Sangene fungerer bedst, når man virkelig kan mærke, at duoen har slået sig løs uden så mange bagvedliggende tanker. “Anywhere You Are” stikker dog alligevel en smule dybere end resten af albummet, når Wasner proklamerer »even though I know it’s gonna end the same / I’m always running right back to you.« Og det ender faktisk med at fungere meget godt, at duoen kort demonstrerer mere emotionel dybde. Samtidig er “Anywhere You Are” også et nummer, hvor Wasners vokal virkelig kommer til sin ret.
Hendes vokalarbejde kan man i det hele taget ikke sætte en finger på. Selvom hun plejer at rumstere inden for den emotionelle indiefolk, viser det sig hurtigt, at hun også er helt på hjemmebane som r’n’b-sangerinde. Det er svært ikke at tænke på Mariah Carey, når man hører Wasners luftige vibrato. I numre som “Shucks” og “Private Party” tillader hun endda sig selv at rappe en smule.
På flere af albummets numre drukner den nostalgiske vokal dog i effekter, hvilket lidt ødelægger den ellers udmærkede illusion. “Show You” og “This Could Be Home” er så tildækkede i utallige lag af effektmættet synth, at beatet, som ellers burde være drivkraften, simpelthen virker svagt og køligt. Det er en skam, når hele idéen bag projektet er dansevenlig 90’er-pop.
Det står klart, at Dungeonesse eksperimenterer med poppen på et meget beregnende plan. På trods af pressemeddelelsens information om, at gruppen har en enorm kærlighed for hitlistemusik, kan man ikke undgå at tænke Dungeonesse som et fagligt eksperiment snarere end som et projekt skabt af en dybtfølt kærlighed for genren. Derfor ender albummet med at fremstå smule mekanisk, en smule kontrolleret, lidt udspekuleret og frustrerende veludført.
Lyt til “Nightlight”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/05Nightlight.mp3]
