Koncerter

Nick Cave and the Bad Seeds, 15.06.13, NorthSide Festival, Aarhus

Foto: Julie Stenstrøm
Skrevet af Camilla Grausen

Hovednavnet Nick Cave and the Bad Seeds gik på scenen på NorthSide med det nye album Push the Sky Away, der overbeviste live. Størst lykke gjorde de djævelsk dystre 20 år gamle rockfortællinger dog, fremført af en uovertruffen Nick Cave.

Fotos: Julie Stenstrøm / NorthSide

NorthSide Festivals vel nok største navn, Nick Cave and the Bad Seeds, trådte ind på Blå Scene lørdag aften, ulasteligt klædt. Størstedelen af The Bad Seeds med hver sin variation over temaet ‘jakkesæt, skæg og vild manke’ og hovedpersonen selv med det kulsortfarvede hår og et satinjakkesæt i samme kulør. Han kiggede rundt med rynkede bryn og så utilfreds ud, og den første hilsen var: »It’s fucking freezing here – and it’s light!« Australieren var ikke vant til Nordens lyse nætter, og de huede ham vist ikke. At mørke passer Hr. Cave bedre, undrer nok ikke nogen, der er bekendt med mandens musik og lyrik. Dem var der mange af foran scenen, og en anden ivrig fan, The Flaming Lips-frontmand Wayne Coyne, kiggede med fra kulissen med et bredt smil og de grå krøller vuggende i takt til musikken. Han og de andre fans fik “We No Who U R” at starte koncerten på, snart efterfulgt af “Jubilee Street”.

Begge numre stammer fra Nick Cave and the Bad Seeds’ nye album Push the Sky Away, der udkom tidligere på året til stor anerkendelse fra internationale kritikere. Det er et album, hvorpå Nick Cave er i et mindre makabert, sorthumoristisk og rockende humør og i højere grad er eftertænksom og dvælende. Således er det nye album mere i stil med No More Shall We Part (2001) og Nocturama (2003) end de morderiske fortællinger på Tender Prey (1988) og Murder Ballads (1996) eller for den sags skyld den aggressive Dig, Lazarus, Dig!!! (2008) og Caves gennemrockede udskejelser med Grinderman.

Det skulle blive interessant, om koncerten på NorthSide ville inddrage dystre fortællinger fra helvedet, som ”The Mercy Seat”, ”Stagger Lee” og ”Deanna” – numre, som Nick Cave også leverede med stor dramatisk indfølelse til en eminent koncert på Orange Scene på Roskilde Festival for fire år siden. Mon han nu i stedet ville inkludere flere af de mindre fandenivoldske, endda romantiske og dæmpede numre fra det nye album og de omtalte beslægtede album?

Det skulle vise sig at blive en koncert, der – ligesom sidst på Roskilde – var i førstnævnte gear. Nick Cave var i det meget Nick Cave’ske hidsigt rockende humør, hvor de dystre historier (hans tydelige forkølelse til trods) blev spyttet energisk ud med alvorsfuld røst som en slags skæld-ud til publikum, der labbede det i sig. Den lange satinsorte Cave bevægede sig hastigt over scenen helt ud til kanten, hvor han prædikede historierne i bl.a. en række af hans 80’er-klassikere ned til publikum – “From Her to Eternity”, “Deanna”, ”Tupelo” og den vidunderligt højdramatiske ”The Mercy Seat”. Alt imens The Bad Seeds buldrede og bragede, og Warren Ellis spillede tværfløjte, hvis han ellers kunne finde sin egen mund i det imponerende skæg, og violin som var det guitarsoloer. Han kastede flere gange buen bagover med store armbevægelser, der næsten kunne måle sig med frontmanden i excentricitet.

Med flere af de omkring 20 år gamle numre, som “Jack the Ripper” og “The Weeping Song”, blev der generelt kigget langt tilbage i bagkataloget. En lille anke er, at koncertens fokus på en række af disse nævnte rock/mord-numre var det samme, som da bandet gæstede landet på sidste turné, og med så enormt et repertoire kunne det være spændende at høre et andet udpluk med en anden grundstemning. Et enkelt nummer fra den mere afdæmpede skuffe af bandets 00’er-numre, som ikke blev spillet på Roskilde, var den ømme “God Is in the House” fra No More Shall We Part, hvor Cave for en gang skyld satte sig ved klaveret. Folk sang med, og Cave pudsede næse.

Snart var vi tilbage i den morbide boldgade, hvor Cave gav en teatralsk opførsel af “Stagger Lee” fra Murder Ballads, hvilket han unægtelig gør godt. Han var helt nede ved publikum, der rørte ved prædikanten, til historien om den slemme fyr Stagger Lees indtog på baren The Bucket of Blood. Publikum var ellevilde, og bedst som man troede, at sangen nu var slut, viste det sig kun at være en kunstpause, og Cave fortsatte hen over dæmpet musik: »Then in comes the devil …« – en helt naturlig drejning i teksten i det Cave’ske univers.

Indimellem i den halvanden times koncert fik vi numre fra det nye album, bl.a. ”Mermaids”, hvor Cave spurgte pubilikum: »Do you know that?« – vel vidende, at en del sikkert ikke kender Push the Sky Away endnu, men blandt de publikummer, der gjorde, lod det til, at de havde taget det til sig. Det fremgik også af koncertens smukke afslutning med titelnummeret ”Push the Sky Away”, hvor mordakten, nogen-der-henter-din-sjæl og bad motherfuckers blev lagt til side til fordel for en mere højtidelig stemning. Her agerede publikum kor, og blikkene rettedes mod himlen, som vi med fælles sang og styrke fra bandet på scenen synes at kunne skubbe længere væk. Det skulle heller ikke undre mig om det kunne lykkes, for den sikkerhed, inderlighed og fandenivoldskhed, som Nick Cave and the Bad Seeds præsterer live, er kraftfuld og respektindgydende. Cave lagde eftertryk på ordene: »Some people say it’s just rock’n’roll / But it gets you right down to your soul,« og rockkoncerten blev til slut ganske rørende. Når Nick Cave and the Bad Seeds kommer til byen, er der garanti for at blive rusket igennem, skældt ud på allerbedste vis og høre de værste røverhistorier, næsten som var de fortalt af djævelen selv.

★★★★★☆

Leave a Reply