Koncerter

Roskilde Festival 2013: Black Rebel Motorcycle Club, 07.07.13, Orange

Brændende sol og læderjakker er et modigt mix, men Black Rebel Motorcycle Club går ikke på kompromis med attituden. Desværre satte søndagstrætheden sit tydelige præg på koncerten, hvor garagerocken faldt til jorden, og den støvede americana sejrede.


Som det er blevet sagt så mange gange før, er søndag eftermiddag på Orange Scene virkelig en op-ad-bakke-placering for rigtig mange kunstnere. Black Rebel Motorcycle Club var ingen undtagelse. I den bagende sol havde mange festivalgæster forståeligt nok mest lyst til at tage en lur på den sørgelige undskyldning for en græsplæne. Alt var hårdt, og køen til pitten var kort.

25 grader eller ej, motorcykeldrengene gik på i vanlig hårdkogt stil uden at gå på kompromis med looket. Læderjakken og beatpoet-frisuren sad, som de skulle. Hvis publikum omkring mig var sløve, så virkede frontmændene Peter Hayes og Robert Levon Been direkte ligeglade. Som forventet, naturligvis.

Heldigvis har de noget at have det i. B.R.M.C. har temmelig mange udgivelser på bagen efterhånden og har siden debuten i dén grad udvidet deres musikalske referenceramme til blandt andet at omfatte americana, country og blues. Virkelig vellykket, gudhjælpemig. Hvem havde troet det for 12 år siden, da gruppen sammen med The Strokes og The White Stripes fik så pludselig og massiv succes med deres genoplivning af garagerocken, at de kom til at blive lidt for synonyme med år 2001? Jeg havde i hvert fald ikke. Faktisk blev jeg temmelig overrasket, da jeg for nogle år siden – efter at have sendt dem i glemmebogen som endnu et flygtigt teenagebekendtskab – opdagede, at B.R.M.C. stadig fandtes og faktisk i bedste velgående.

Hvis bagkataloget umiddelbart kan virke lidt skizofrent på plade, gav den blandede pose bolcher til gengæld pote i dag. Hvor de gamle punkrockede numre som “Whatever Happened to My Rock N Roll” og “Six Barrel Shotgun” blev tynget af den dovne stemning og slet ikke gav publikum det støvlespark, de ellers har potentiale til, så ramte de senere udgivelsers tilbagelænede, akustiske americana bedre plet. Lukkede man øjnene, var det ikke svært at drømme sig væk fra Dyrskuepladsen til Jack Kerouacs støvede amerikanske landeveje fra 1950’erne. Så hipt, så retro og så lækkert.

Undervejs kom der små, velkomne sprækker i den skudsikre attitude. Læderjakken røg af, og Peter Hayes åbnede så småt munden mellem numrene. »You guys are fucking beautiful,« bedyrede han til slut, og selvom det var løgn, var det rart lige at få bekræftet, at han ikke var helt ligeglad med alt på den anden side af scenekanten.

★★★★☆☆

Leave a Reply