Hvis man ligesom undertegnede var ankommet til festivalpladsen på åbningsdagen sidste lørdag, kunne man uden at være i besiddelse af de helt store matematikkundskaber regne sig frem til, at vi her på festivalens sidste dag var i fuld gang med øl, fest og musik på niende døgn. Det kunne bestemt mærkes på de besøgende, der ud på eftermiddagen udviste en langt større trang til at høre noget regulær røvballerock med australske Airbourne frem for at skulle koncentrere sig om eksempelvis en genre som avantgarde doom. Og for nu at blive ved sidstnævnte, så havde det støjende avantgardeprojekt Nazoranai fået til opgave at give eksempler på deres musikalske kunnen en varm søndag klokken 17.00, hvor det på publikumsfremmødet bestemt ikke så ud til at være det mest favoriserede koncertvalg på spilleplanen.
Med i bandet var ellers både Sunn O)))-guitaristen og doomikonet Stephen O’Malley samt 62-årige, japanske Keichi Haino, hvis lange, grå/hvide hår og apokalyptiske vokalkombination af skrig og falset nok fik folk til at kigge efter en ekstra gang. Desværre var det alt for sjældent tilsvarende respons, der blev givet til musikken, hvor det ikke engang halvfyldte telt lod til at skulle anstrenge sig gevaldigt for at komme helt til bunds i de infernalske lydflader.
I grunden var dette rigtig ærgerligt, for hvis man bare var den mindste smule fan af ligesindede, eksperimenterende påfund, ville Nazoranai bestemt have været en enestående mulighed for at få udvidet sin musikalske horisont på disse kanter. Det ene øredøvende guitaranslag efter det andet indhyllede omgivelserne i hvid støj, og man endte af og til med at overgive sig til det overvældende lydbillede og langsomt falde i en (u)behagelig trance med de dystre og voldsomme kompositioner som baggrundsmusik.
Desværre føltes en hel time alt for lang og krævende til, at jeg for alvor fandt nydelse i at overvære doomtrioens udskejelser på Pavilionscenen. Der var smadder for alle pengene,, og havde den støjende seance foregået eksempelvis natten forinden, havde jeg ikke i tvivl om, at min oplevelse med Nazoranai havde været langt mere positiv. For trioens musik udfordrede søndag eftermiddag mere, end den underholdte, uden det på nogen måde var selvforskyldt.
