Pinkunoizu. Foto: Hanne Hvattum
Koncerten med Pinkunoizu på Pavilion søndag klokken 19 er den, jeg har set mest frem til på dette års Roskilde Festival. Kvartetten med Andreas Pallisgaard i front lægger ud foran et halvtomt telt og spiller primært numre fra deres forsinkede album, The Drop, der lander i fysisk form i starten af august. »Vi er ikke mange, men vi elsker jer!« er der en blandt publikum, der råber, og rigtignok er vi, der er samlede i Pavilions skygge på sidste festivaldag, fuldstændig henførte.
I de nye numre fylder trommeslager Jaleh Negaris vokal mere, og i koncertens anden sang, “Moped”, har det en forrygende effekt, at den ekstremt hårdtslående, lille trommeslager også giver den som småråbende sanger. Andreas Pallisgaard præsenterer “Moped” med ordene »nu skal vi ud og køre,« og så går det ellers derudaf med rumskibssusen, avancerede polyrytmesektioner og Negaris tighte trommer. Hun er fandeme en sej størrelse, når hun hamrer løs med tungen ude af munden for at holde balancen i højtempo-stykker, hårde kraut-ruter og udsyret bølgegang, selvom det i sidste ende bliver en fælles kraftanstrengelse at holde det hæsblæsende tempo og den stramme struktur.
Det kan godt være, det i virkeligheden er enkel polyrytmik, men på et nummer som “Necromancer”, hvor der køres rytmisk parallelløb med flere lyse keyboardfigurer, et vokalsample og hoppende trommer, fremstår det umådeligt kompliceret, så man næsten bliver fantastisk rundtosset af de mange forskellige stier.
Mange numre fremføres anderledes, end de er optagede, og således smelter den dybt manipulerede ballade “The Swollen Map” næsten direkte over i den blødt vuggende “Pyromancer”, der udvikler sig til det fantastisk smittende nummer “Myriad Pyramid” fra sidste års Free Time!. “Myriad Pyramid” har live et tungere læs at slæbe på, og på trods af, at man kan savne de vanvittigt velplacerede koklokkeslag på albumversionen, gør det mindre, når man er optaget af hovedets rulninger og ens drink, der langsomt suger sig igennem papkrusets tynde bund.
Pinkunoizu lader en syreravet version af “Lacuna Island” fra Free Time Volume One (2010) agere næstesidste nummer, og mens åbningsnummeret fra den kommende plade afslutter en smittende og henført koncertoplevelse, siver det sidste af min hjemmebryggede ævlebævle igennem papkruset. Nu er det vist tid til at vende snuden hjemad igen.
Sætliste:
“The Abyss Part 2”
“Moped”
“Necromancer”
“Tin Can Valley”
“The Swollen Map”
“Pyromancer”
“Myriad Pyriamid”
“Lacuna Island”
“The Great Pacific Garbage Patch”
