Solen var endelig ved at tage fat tirsdag eftermiddag, men alligevel søgte en pæn håndfuld festivalgæster inden for i teltet, hvor noget så eksotisk som dansk world/ethno-indie/folk/whatever, du vil kalde det, var på programmet i form af kvartetten Travelling Tribes. De udgav i starten af året et flot anmeldt debutalbum, men er stadig lidt af en velbevaret hemmelighed på den danske indiescene.
Måske fordi de udforsker nogle musikalske kroge, der ikke rigtig er tradition for herhjemme. Eller måske fordi de ikke er interesserede i at gøre det store væsen af sig i medierne, men hellere vil lade musikken tale. Sådan virkede bandet i hvert fald på scenen. Ikke anstrengt forhippede på at imponere, men selvsikre og hvilende i hinandens gode selskab. Det satte rammerne for en behagelig og afslappet optræden med masser af musikalsk overskud, der samtidig var i fin dialog med publikum.
Travelling Tribes er afgjort stærkere som musikere end som sangskrivere. Hvor hverken teksterne eller vokalerne byder på det helt store, er den lettere psykedeliske instrumentering til gengæld virkelig dygtigt skruet sammen. Særligt rytmesektionen med Victor Dybbroe på afrikanske trommer, maracas og andet slagtøj brillerer i det fortættede lydbillede og garanterer en solid, organisk nerve gennem hvert nummer. Undervejs i koncerten blev han et naturligt fikspunkt sammen med Lil Lacys spøgende cello – det ene øjeblik i ophøjet ro, det næste på vej mod et skizofrent pulserende klimaks. Bandet fremstår som en tæt sammenspillet enhed, hvor alle instrumenter indtager hver sin tilpassede placering, og hvor dynamikken slår gnister. En sand fornøjelse både at betragte og lytte til.
Faldgruben er det overlæssede indtryk, der uværgeligt trænger sig på. Travelling Tribes har rigtig mange spændende elementer i spil, men nogle gange vil de lidt for mange steder hen på én gang. Lytteren tages ufortrødent med nye ad stier, der pludselig slår om, og der skal hele tiden spidses ører, så nuancerne rodfæster sig. Det kræver en god del overblik og tålmodighed. Nogle gange lykkes det i stemningsmættede og medrivende kompositioner, mens det andre gange bliver for klaustrofobisk og uforløst et rum.
Travelling Tribes er ikke bange for at gå nye veje, og med deres store musikalske talenter aftvinger det respekt. Hvis sangskrivningen får et nyk opad, og tøjlerne strammes en smule her og der, kan de komme rigtig langt.
