Sonny Smith startede sin musikalske karriere som 19-årig med at spille klaver på forskellige snuskede beværtninger i San Francisco. For ham har musik altid været et eksperiment, hvilket f.eks. kom til udtryk, da han skabte 100 fiktive bands. Den prøvende tilgang er ikke gået af ham i Sonny & the Sunsets. Tværtimod.
For hvor Longtime Companion fra 2012 var stærkt country-fikseret, er referencerammen på Antenna to the Afterworld helt anderledes. Albummet er stadig eksperimenterende, men musikken er blevet mere nutidig med synthbårne numre, popmelodier og et på én gang futuristisk og 60’er-agtigt lydbillede. Det er en smule psykedelisk, en smule new wave, en smule country og mere end en smule langt ude, når Sonny Smith forsøger at tackle livets problem gennem science-fiction-fortolkninger.
Åbningsnummeret “Dark Corners” baner vejen for den overjordiske rutsjebanetur. »I can’t wait to find / My place in your weird world,« synger Smith på næstende læspende facon, mens opløftende synthtoner og et simpelt guitarriff bærer nummeret igennem. Og det opfølges af titler som “Path of Orbit”, “Earth Girl” og “Green Blood”, hvilket cementerer det overnaturlige udtryk.
Den spacey tilgang til lyrikken er dog opstået fra noget meget jordbundet. En af Smiths nære venner blev for nyligt myrdet, og han har samtidig oplevet at komme i kontakt med en anden af sine afdøde bekendte gennem et medium. Den oplevelse bliver beskrevet i “Palmreader” med et gennemgående ekko-mættet powerpop-riff. Smith har udtalt, at han tror på alt overnaturligt – synske spåkoner, magi, vampyrer og rumvæsener. På Antenna to the Afterworld ender det store, mørke univers med at blive en substitut for livet efter døden. De to ubegribelige størrelser sammensmeltes, mens bandet forsøger at skabe kontakt vores verdener imellem.
Pladen rummer dog også mere profane numre. “Girl on the Street” minder lidt om tidlig Clap Your Hands Say Yeah og bliver styret af et simpelt beat, ukompliceret lyrik og Smiths bævende vokal. Her er der ingen rumvæsen-referencer, men i stedet den letforståelige fortælling om en flygtig betragtning af en kvinde på gaden.
Derudover fræser Sonny & the Sunsets af sted med lysets hastighed. Albummet kører generelt i et højt tempo, og det når aldrig at blive kedeligt og bliver kun pletvist ensformigt. “Path of Orbit” er et kærkomment afbræk, der trækker tråde tilbage til forrige udgivelse. Man mærker, at Sonny Smith endnu ikke er helt færdig med countrymusikken. “Void” er offbeat, lo-fi og rammer plet med garage-60’er-vibe, mens “Earth Girl” bliver albummets vanvidsklimaks med surf-guitar og nærmest uforståelig hylen og mumlen.
Det afsluttende nummer, “Green Blood”, efterlader dog det største indtryk. Det veksler på mystisk vis mellem spoken word og regulær sang, og det indeholder lange passager af en samtale mellem Smith og sangerinden Tahlia Harbour. Sangen beretter om Smiths forhold til et rumvæsen på en anden planet. De flygter fra hendes cyborg husbond, men til sidst går de fra hinanden, fordi de simpelthen var for forskellige. Det er underholdende og er egentlig essensen af, hvad der gør albummet så tiltalende.
For selvom meget af lyrikken på Antenna to the Afterworld er langt ude, er den altid fyldt med spændende metaforer og et forståeligt budskab. Kombineret med de fængende riffs og den tiltalende feel good-60’er-lyd giver det et charmerende album. Det er kreativt, humoristisk og tilpas yndefuldt til, at det ikke bliver irriterende. Musikalsk er det ikke så spændende eller udfordrende, men det ville måske også blive for stor en mundfuld for lytteren. Man har simpelthen travlt nok med at æde de hyggelige historier og underlige formuleringer.
