Klaveret er et instrument med uforholdsmæssigt lav score-faktor, når man tænker på, hvor respektindgydende et instrument det faktisk er. Det har været med, lige siden vi blev trætte af de knipsende strenge på cembaloen. Det var et hovedinstrument for Mozart, wienerklassikkens superstar. Det har mærket jazzgiganten Thelonious Monks fingerspidser danse over sine tangenter, og det har fået pedalen trykket i bund af selveste Sir Elton John, imens et grådkvalt publikum skrålede med på “Candle in the Wind”. Beatles brugte klaver – need I say more?
Så hvorfor er det guitaristen, der giver pigerne røde kinder, og ikke den talentfulde piano man? Det er ikke til at sige, men med den nyligt udkomne Heights, efterfølgeren til den lige så smukke Beholder (2009), har danske August Rosenbaum givet os alle (endnu) en grund til at holde af klaverbokserne.
Indrømmet, Heights er ikke nogen særlig tilgængelig eller poppet plade. Den er langsom og famlende og kræver nok en tålmodig lytter. Men som med så mange andre af samme type plader, betaler tålmodigheden sig.
Første nummer, “Bloomers”, er et godt eksempel. Her bliver der ikke gjort noget forsøg på at lokke lytteren ind med en melodisk intro, tværtimod mødes vi af udefinerbar støj, der lyder som en blanding af reallyde og computerskabte effekter. Stille og roligt sætter klaveret dog ind med nogle få, gentagne akkorder og spredte akkordtoner, imens støjen langsomt sættes i system af en sagte prikken på hi-hatten. Toner, rytme og blid støj finder hinanden godt en fjerdedel inde i nummeret, dog stadig uden egentlig melodi. Det er faktisk først knap otte minutter inde, at nummeret finder sin egentlige form. Det er lang tid, jovist, men ville man have været mellemregningerne foruden? Næppe. For selvom det er smukt og forløsende, når temaet åbenbarer sig, er der også noget fint og skrøbeligt over den lange, mindre optegnede vej dertil.
Der er da også mere tilgængelige numre som den asiatisk inspirerede “Kimono” og den smukke “Sea Urchin”, der slutter af med en luftig, sublimt leveret basklarinetsolo af Lars Greve (Girls In Airports).
Stilen er minimalistisk, tilbageholden og poetisk – alle træk, som giver associationer til kunstnere som den danske guitarist Jakob Bro, der sidste år blev så godt som allemandseje med sit projekt med den elektroniske musiker/producer Thomas Knak (Bro/Knak). Bro medvirker også selv på pladen, og det er tydeligt, at han, ligesom han var på Beholder, har været til stor inspiration for den yngre Rosenbaum.
Ikke at Rosenbaum ikke har sin egen lyd. Det beviste han allerede på Beholder, at han har. Han falder bare ned i en stilistisk tendens, som flere unge jazzmusikere har taget til sig. En tendens, hvor credoet er less is more, og hvor det er vigtigere, at det er fint, følt og filmisk, end at det swinger røven ud af bukserne.
Faren er, at den utålmodige lytter taber tråden. De mange tilløb, de mange uforløste øjeblikke får måske enkelte til at søge tilbage til rockguitaristen og lade pianomanden blive tilbage. De går i så fald glip af noget, for Heights er et smukt album, ikke kun til jazzfans, men også til musikelskere i bred forstand.
