Sinusstøv. Selve ordet forærer en del, hvis du da ikke allerede er stødt på den danske electronica-gruppe andetsteds. En sinustone er en overtoneløs tone – helt ren og aldeles uspillelig for et almindeligt instrument. Støv er defineret som små, faste partikler, og som kontrast til den kunstigt rene sinustone kan støv bestå af mange forskellige materialer såsom jord eller forurening.
Ordet “sinusstøv” gemmer således både på det rene og klare og på det udefinerbart støvede. Umiddelbart en spiselig blanding, som den lille konstellation af producerne Søren Friis Dam og Claus Petersen samt sangerinde/musiker Hannah Schneider bruger til at producere sfærisk og dog tilgængeligt poppet electronica i den underspillede ende af humørskalaen, hvor store armbevægelser ikke er et begreb, der giver mening.
Schneider, der lægger vokal til Sinusstøv, har længe været et lysende navn i den danske undergrund. I 2008 var hun i DR’s Karrierekanonen, og siden da er det blevet til hele tre soloplader med Me vs. I (2012) som den mest aktuelle. Sinusstøv har kørt ved siden af solokarrieren siden 2009 som et langdistanceprojekt mellem Søren Friis Dam og Claus Petersen i Aarhus og Hannah Schneider og det tidligere medlem Anna Stengade i København.
Cellular er Sinusstøvs andet fuldlængdealbum, og denne gang er det Lennart Wendt (Turboweekend), der har fået æren af at stå for mixet. Pladen er delt i en a- og en b-side, hvoraf sidstnævnte primært består af remixes af numre fra a-siden, og derfor er de to sider selvfølgelig ret forskellige.
A-siden er klart den mest tilgængelige med fem rimeligt færdige popskæringer klar til en tur i æteren. Synthen er lys, boblende og mild – særligt på første nummer, ”The Night Is Dark”. Førstesinglen ”Blow Over”, der handler om at befinde sig midt i orkanens øje, mens man venter på, at den blæser af, har et skær af sen-90’er/00’er-electropop a la Dido – måske mest på grund af vokalen, som er temmelig anonym, men også blød og behagelig at lytte til. Sidst i a-rækken er nummeret ”Underwater”, som bærer på en af pladens smukkeste ideer, men desværre er trukket ud i en sådan grad, at jeg vil påstå, at nummeret nemt kunne gøres to minutter kortere, uden den sfæriske og dvælende fornemmelse ville gå tabt.
Selvom den er lige lovligt forudsigelig, har a-siden alligevel sin charme med catchy melodier og fine bidder af pop-synth. Spændende bliver det aldrig rigtigt, men det er bestemt en behagelig lytteoplevelse. Specielt ”The Night Is Dark” og ”Home” omfavner poppen med succes.
Samme højde når b-siden aldrig. Første nummer her er samtidig pladens titelnummer og fungerer vel egentlig mere som stemningsskabende lydcollage end selvstændig skæring. Det er på sin vis en fin måde at lede lytteren ind i sidens mere instrumentale univers, og de orgelimiterende lydeffekter synes også som et kreativt valg.
De to næste numre, som begge er mix af a-sidens ”Home”, er til gengæld decideret kedelige. Lydene er hørt før, og sammensætningen af dem er hverken særligt dynamisk eller atmosfærisk endsige synderligt gennemtænkt. Et remix kan tilføje niveauer til et popnummer, men det kan også gøre det jævnt og intetsigende. Balancen er svær, og desværre er det i mine øjne sidstnævnte ekstrem, som Sinusstøv med ligegyldige housebeats og uinspirerede synthfigurer rammer ned i på b-siden af Cellular. Det samme gælder remixet af ”Blow Over”, som heller ikke byder på andet end en underligt nedpitchet version af Hannah Schneiders vokal til slut.
Og det er desværre det indtryk, Sinusstøvs Cellular efterlader sig: enkelte smukke popøjeblikke og lidt for meget støv. Det er ikke direkte dårligt, bare heller ikke interessant nok til at hænge fast. Lidt ligesom de paperbacks, damebladene kalder for ”en god strandroman”. Man kan lige holde koncentrationen, hvis det eneste, der foregår, imens man læser eller lytter, er, at solen på himmelen bevæger sig fra øst til vest.
