Så melder Troels Abrahamsen sig på banen igen. Efter den nye ep fra Veto fra foråret og samarbejdet med Rune RK (under navnet Kölsch), som kastede et mindre hit af sig sidste år, er Troels Abrahamsen tilbage på egen hånd. Selvgjort er velgjort, siger de kloge, og Abrahamsen har flere gange bevist, at nok er stemmen hans væsentligste force, men helt uden tæft for maskinbeats er han bestemt ikke.
Det er lidt i overkanten at kalde dette for et album, når det drejer sig om syv sange, der til sammen spiller lidt mindre end en halv time. Skiven udkommer i øvrigt på et nyt label, lidet fantasifuldt døbt Monster, som Abrahamsen har stiftet til lejligheden for at begrænse unødig indblanding fra andre (læs: pladeselskaber). Det kan vel næsten kun tolkes som en lille kindhest til Vetos pladeselskab, Sony. Men det skal ikke handle om pladeselskaber og disses ondskab.
Helt generelt klæder kreativ kontrol Abrahamsen. Der er ingen tvivl om, at han her har begået en meget personlig plade og måske sætter sig selv mere på spil, end han har gjort tidligere. Alt er hans – det er hans stemme, hans lyrik, hans beats, og alle valg peger i sidste ende tilbage på ham. Han kan ikke gemme sig, for her er han blottet.
Med det i baghovedet klæder han sin spinkel-soulede stemme i en slags post-dubstep af stor, fuldfed bas og masser af rytmiske elementer. Det er medrivende og lyttevenligt, men ikke en særligt clubbing-orienteret plade – mere chillout i parken end rave i Berlin. Breaksene er for stille, trommerne for indadvendte, bassen for buldrende til at piske stemningen op til natklub-tempo. Men den slags ville også være spild af talent, for Abrahamsen har gang på gang bevist, at han har mere at byde på end en rolle som anonym techno-producer. Og at han i øvrigt sagtens kan holde blikket stift fokuseret på dansegulvet, hvis det er det, der er målet.
Derfor er det glædeligt, at der er tale om sange i traditionel forstand: Melodien og stemmen bærer læsset fremad – ikke et specielt finurligt beat eller en for vild baslinje. Det sagt er en af pladens største forcer, hvor behændigt han bygger et fornuftigt fundament for sin stemme, så han kan udnytte både sine styrker og svagheder maksimalt. I samklang med de mange maskiner virker hans stemme fantastisk godt, selv når han strækker den til det yderste, og det er ved at kamme over.
Oven i alt dette er en af fornøjelserne ved pladen, at den ikke flagrer, hvilket vi klandrede ham for i forbindelse med den forrige soloudgivelse. Man er sjældent sin egen bedste redaktør, og at Abrahamsen ikke falder for at slippe tøjlerne fuldstændigt, er udelukkende et cadeau til hans kvalitetssans. Alle syv sange sidder lige i skabet, og det er en fornøjelse, omend en lidt indadvendt en af slagsen, at høre dem igennem. Igen og igen. Og lige en gang til.
