»Og det er juni, juli og august. En dyne, der er låst omkring mig, også når jeg ikke ligger ned, og det’ det samme hele året rundt. En tilstand mellem ørerne, der bliver ved og ved,« sang Nikolaj Zeuthen på Skammens Vogns hit “Sommer igen” fra deres ganske fremragende andet album, Bilerne kører, fra 2008.
Pladen bærer præg af skitselydende lo-fi-sange og ensomme, beskuende jeg-fortællere, som føler sig afskåret fra de andres virkelighed. På den måde virker det, som om hele pladen udspiller sig under en dyne. Der skulle gå fem år, før Zeuthen & co. udgav noget nyt, og sommerdynen omslutter dem til stadighed. Lykkeligvis. Men det skal nu vise sig, at der er sket en del siden Bilerne kører. Og selvom titlen Asfalt lægger op til en fortsættelse af to’eren, viser Skammens Vogn nye sider af sig selv. Produktionen er blevet mindre lo-fi, sproget mindre naivt og mere poetisk, og stemningen er mere personlig end før hørt fra trioen.
I starten af det nye årtusinde husker jeg, at der blev snakket meget om ‘hverdagspoeter’, som var betegnelsen for den bølge af dansksprogede singer-/songwriters, der kredsede om såkaldte almindelige menneskers trængsler med livet og benyttede sig af simpelt talesprogs-dansk. Tue West »sang om kærlighed«, Tobias Trier om »letmælk« og »skiveskåret skimmelost«, Klondyke om møntvask og håbet om mødet med en »sæbepulverdronning« og Peter Sommer om tomleturen med den gamle klasselærer. Men jeg har undret mig over, at disse såkaldte hverdagspoeter meget sjældent fortæller historier fra hverdagen – det er vel ikke hverdagskost at blive forelsket, forladt eller taget op af sin gamle klasselærer. Nej, for mig gav betegnelsen hverdagspoesi først mening for nogle år siden, da jeg stødte på Skammens Vogn, hvor bagmand Zeuthen giver stemme til den arbejdsløses ensomhed, barnets skyldfølelse over for mor, manden, der modvilligt går til psykolog, og den akavede stemning mellem mor og far, der »holder familiemøde«. Disse små, ofte ufærdige, fortællinger leveres på et simpelt tale-dansk, men formår trods det at være både humoristiske, intelligente og poetiske.
På Asfalt er Nikolaj Zeuthen i et mere poetisk og personligt hjørne end tidligere, og de humoristiske, nærmest satiriske kommentarer, som de første to album har bugnet af, er stort set væk. Denne lidt mere alvorlige stemning fornemmes allerede i introen til albummet, som er en ret cheesy og lækker sag med måneskinssax og groovy bas, som sammen med den langsomme outro, “Gospel”, fungerer rigtig godt til at sætte en parentes om albummet og lede lytteren trygt ind i og ud af det skammelige univers – ned under dynen og ud fra den igen.
Man bemærker også straks, at lyden er meget mere ren og mindre lo-fi end tidligere, mens sangene ikke er så ufærdige og skitse-agtige som på de to foregående albums. Instrumenteringen er dog nogenlunde intakt bestående af synthesizers og trommemaskiner fra 80’erne krydret med lidt sax og guitar hist og her. Desuden synger Zeuthen nu bedre end nogensinde og lyder, når han er bedst, som Peter Sommer på en dårlig dag. I centrum står dog stadig Zeuthens tekster.
De er filosofiske i sangen med den mundrette titel “Hvis det ikke hader sig selv, er det ikke til at stole på”, som lægger ud med »Lad vær’ at kalde det noget, for det hedder alligevel noget andet. Glem dit gamle sprog. Det, det skiller ad, er sammenblandet«. De er decideret selvterapeutiske i “Kender du det” og simpelt naivistiske i kærlighedssangen (ja, Zeuthen har skrevet en kærlighedssang!) “Noget rigtig godt noget”, hvor der med hjælp fra Valby Vokalgruppe synges »I mit hjerte er der et hus. Noget rigtigt godt noget. Noget vigtigt noget. I det hus er der et hus, som jeg har købt til dig. Betalt for dig.«
Den fremragende “Svigermors bil” fører os tekstmæssigt tilbage til det gamle Skammens Vogn: Du sidder og cruiser i din bil med vinduerne nede og en smøg i kæften og føler, at du er med i en amerikansk film på vej til »strip, væddeløb eller boksning«, og det hele er cool, da det pludselig går op for dig, at du rent faktisk sidder i din svigermors lånte bil på vej hjem for at se en dårlig serie. Øv. Men for at være lidt cool parkerer du i den forkerte bås og stjæler lidt chokoladeknapper fra bagagerummet. Kender du det?
Det sløvt vuggende titelnummer beskriver den tyngende grå masse, der gennemtrænger alt og alle; familiens struktur, fødegangen, dit klassebillede-smil og dit boligbyggeri, og som endelig kryber »ind i din nakke som en ål«. Asfalt. Et genialt og intelligent nummer.
Albummets absolutte højdepunkt er dog førstesinglen “Kender du det”. »Ambitionen skaber bedre billeder af os selv, men virkeliggør man ikke disse billeder, betyder det jo at man må tage til takke med at være et dårligere ‘jeg’ end man kunne have været. En på alle måder ærgerlig situation som det kun er naturligt at frygte«, skrev Zeuthen om forholdet mellem kunst og ambitioner i et blogindlæg fra 2006. “Kender du det” handler om netop denne frygt, som vores ambitioner og mål i livet giver anledning til. Det er meget rammende og rørende, og understreget med hypnotiserende beats og synth samt denne video virker “Kender du det” helt terapeutisk på mig, hvilket uden tøven får mig til at udråbe den til det bedste dansksprogede nummer i mange år.
Asfalt er et glimrende album, hvor Skammens Vogn får vist nye sider af sig selv uden at miste sit særegne lyd- og tekstunivers. Alle sange – undtagen “Bandet dør”, som er en lidt ligegyldig småirriterende sag – holder højt niveau, og det er især Zeuthens eminente tekstarbejde, der løfter albummet. Det eneste reelle kritikpunkt er, at albummet er for kort. Med kun syv egentlige numre fraregnet intro og outro sidder man tilbage med ønsket om mere. Men vi må jo bare håbe på, at der ikke skal gå endnu fem år til næste udspil fra Skammens Vogn. Indtil da hopper jeg med ind under dynen.
