Tirsdag aften. Der er stadig alt for lang tid til weekenden. Opvasken hober sig op. Du burde få gjort noget ved motionen efter en lang dag foran computeren, men du stener blot serier på Netflix. Så er det godt, at Undertoner er din ven. Vi giver dig chancen for at glemme alt om dagligdagens pligter og opleve et band, der kan skabe en fest ved at være detaljeryttere ud over det sædvanlige. Der er en billet på højkant til dig og en ven i vores konkurrence om to gange to billetter til koncerten med Foals i Store Vega den 15. oktober.
Den engelske mathrockgruppe er kendt for at levere albums, der inden for samme nummer kan bevæge sig fra det meditative og flydende til det pulserende og festindbydende. Debuten Antidotes fra 2008 modtog fem velfortjente U’er og strøg ind på førstepladsen på Undertoners årsliste. Siden da har bandet her på siden høstet en mere forbeholden ros for pladerne Total Life Forever (2010) og dette års Holy Fire.
Pladerne har dog en energi, der intensiveres live. Da Foals sidst besøgte Vega, fik de fire U’er med af Jonathan Heldorf for en koncert, der trods tekniske problemer leverede: »Det var, som man kunne håbe; elefanttung bas og en særdeles tilspændt rytmesektion, som den græske bouzouki-inspirerede guitarstil kunne lege på. De var der alle sammen — de gode numre, og især “Spanish Sahara” og “Electric Bloom” skulle ikke bruge meget medvind, før de susede derudaf, og med den blå bølgende røg omkring scenen var atmosfæren i top.« Endnu mere begejstret var Lise Christensen året efter for bandets koncert på Roskilde i 2011, hvor de fik fem U’er for at kunne »bygge deres sange op mod klimakser, der samler selv de mest sløvende øjeblikke i oplevelser af helstøbt vellyd.« Det lover godt.
Som vi kunne berette i vores koncertoversigt for oktober, sørger de to svensk-australske tvillingesøstre i Say Lou Lou for opvarmningen: »Elektra og Miranda Kilbey spiller skvulpende og drømmende pop, og søstrene er spået et snarligt internationalt gennembrud, hvilket en opvarmningstjans for Foals også kan være et fingerpeg om.«
Og nu til spørgsmålet der kan være din adgangsbillet til at skifte sofaen ud med Store Vega. Svar senest 12. oktober.
Vinderne er fundet.