Selvom både aftenens hovednavn Waxahatchee samt supportbandet Swearin’ i år har fået fine ord med på vejen fra såvel større musiksider som mindre musikblogs, blev jeg noget overrasket over det forholdsvis massive fremmøde denne tirsdag aften på Stengade. Der var fyldt ganske godt op, og for en gang skyld var det ikke blot venner og bekendte af et lokalt opvarmningsband.
Og sjældent har jeg til en mindre koncert oplevet, at publikum rent faktisk stiller sig helt op til scenen. Normalt plejer publikum at være en anelse generte og holde afstand, men her ville den blandede forsamling af hovedsageligt dansenægtende rockister gerne møde musikken up-front. Men hvordan blev publikum egentlig mødt af musikken?
Swearin’
Med en vrængende omgang distortion sparkede Swearin’ aftenen i gang, og i løbet af de 30 minutter, hvor de fyrede den af, nåede de at levere 10 numre. En hurtig omgang, der desværre også efterlod sig en noget flad fornemmelse.
Gruppens frontkvinde Allison Crutchfield, der er tvillingesøster til Waxahatchees Katie Crutchfield, er ikke indehaver af nogen decideret flot eller særegen stemme, og hendes tekster druknede for det meste i gruppens ufokuserede blanding af hyperenergisk skatepunk og skinger teenage- og indierock. Værst var det dog, når den mandlige guitarist hidsigt bød sig til med sin drengede og enerverende vokal.
Noget ujævnt blev der vekslet mellem henholdsvis dybt uinteressante numre med højt tempo, tung bas og et mudret lydbillede og overraskende melodiske skæringer, hvor skarp guitar blev mødt med blød, nærmest poppet vokal. Særligt stærkt stod nummeret ”What a Dump”, der midtvejs i settet satte ind med en god vekslen mellem ro og støj, og ikke mindst det varierede og melodiske afslutningsnummer ”Movie Star” fra gruppens selvbetitlede debut.
Waxahatchee
På trods af at tvillingerne Katie og Allison Crutchfield ligner hinanden som to dråber vand og tidligere har spillet sammen i poppunkbandet P.S. Eliot, så er deres musikalske udtryk vidt forskellige. I Waxahatchee har Katie med de to albums American Weekend og senest Cerulean Salt skabt respekt omkring sin simple lo-fi-tilgang til musikken og ikke mindst sine stærke tekster.
Det var dog ikke noget, der for alvor kom til udtryk i aftenens optræden, selvom der ganske vist var en tydelig forskel mellem Swearin’ og Waxahatchee i forhold til såvel udtryk som kvalitet. Men den sortklædte og noget blege frontkvinde Katie blev fældet af for meget band, en alt for rodet lyd og en til tider underlig mangel på engagement.
Waxahatchee indledte med to korte, rolige numre for derefter at levere en uinspireret udgave af det solskinsklingende hit ”Coast to Coast”. Den halvkedelige start blev dog reddet lidt af den stærke skæring ”Misery Over Dispute” samt nummeret ”Bathtub”, der i aftenens anledning blev tilført nogle forholdsvis storladne, men lidt for skarpe trommer.
Herefter fulgte bl.a. to ret tunge numre, der noget rungende og slæbende fjernede al fokus fra Katies vokal og tekster. Det returnerede dog heldigvis med nummeret ”Noccalula”, der med en flot vokallinje og et kontrolleret rocket omkvæd serverede en ret fysisk tekst, bl.a. med tekstbidden »Your mouth is so close to mine, I almost can taste your spit.«
I alt ramte Waxahatchee 14 numre i det ordinære set plus et enkelt ekstranummer, der let drømmende blev fint leveret. Dog ville jeg nu have ønsket, at gruppen efter at have spillet det 13. og trættende nummer ”American Weekend” i en ubærlig tung og abrupt forløbende udgave ville have nøjedes med det 14. nummer, ”I Think I Love You”.
Det var i hvert fald den eneste gang i løbet af aftenen, hvor musikken for alvor trængte igennem. Med en ensom guitar og dybfølt, længselsfuld vokal blev ”I Think I Love You” leveret særdeles smukt. Lad derfor denne anmeldelse slutte med følgende rørende citat derfra: »And I think I love you, but you will never find out.«
