”Lee Is Free”! Set i bakspejlet her 30 år senere er det da ret morsomt, at et nummer fra Sonic Youths albumdebut Confusion Is Sex hedder netop dét. Oven på chokket efter at SY blev sat brutalt på pause, har det sikkert været lidt af en befrielse for guitarist Lee Ranaldo at træde ud af Thurston Moore og Kim Gordons alenlange skygger som de naturlige frontfigurer og dominerende sangskrivere. George Harrison-syndromet siger nogle, og efter alt at dømme er der nok noget om snakken. Ranaldos kreativitet har i hvert fald ikke ligget på den lade side efter bruddet. Men solisttilværelsen har tilsyneladende ikke passet ham helt godt, for her på sit andet album har han navngivet backingbandet The Dust (med bl.a. SY-kollega Steve Shelley på trommer) og ladet dem være med i afsendernavnet.
Navneskiftet virker også som en velvalgt markør for den forfinelse af det musikalske udtryk, der er sket siden debuten Between the Times and the Tides (2012). Det var allerede til at fornemme på de seneste SY-albums (tag for eksempel den helt eminente ”Karen Revisited” og ”Walkin’ Blue”), men det er først med solokarrieren, at Ranaldo for alvor har vist sin kærlighed til de psykedeliske 70’ere og bekendt sig til en langt mere ligefrem, traditionel rocksangskrivning med især Neil Young, men også Grateful Dead som de store forbilleder. Er dette en længe fortrængt musikalsk lyst, som Ranaldo nu endelig på egen hånd får afløb for? Det lader til at være tilfældet, når han kåd som et føl på græs synger »It’s strange to me / Now I could be so free / Freely touching you« på et album, der trods et dystert hovedtema emmer af melodisk overskud og spilleglæde. Altid sympatiske Lee er sandelig sat fri og godt i gang med andet kapitel af karrieren.
Åbningsnummeret ”Lecce, Leaving” opsummerer fint, hvad vi har i vente: til at begynde med forfriskende i al sin poppede umiddelbarhed med fængende syng-med-omkvæd over den episke fortælling, men langsomt sniger destruktionen sig ind for endeligt at hakke melodien i stumper og lade det hele kulminere i et overflødighedshorn af støj. Jo, SY-tilgangen til, hvordan man behandler/mishandler sin guitar, spøger bestemt i kulissen, og således balancerer Lee Ranaldo and the Dust noget pudsigt mellem deres nyfundne halvpsykedelia/americana-vej og den velkendte arv fra New Yorks no wave-scene. Disse to ender lader sig ikke smelte sammen helt uproblematisk.
Hvad der især adskiller Last Night on Earth fra sin forgænger – ud over den markant fyldigere lyd, der vidner om et godt sammenspillet band i stedet for en nyslået solokunstner – er det apokalyptiske mørke, der gennemsyrer hvert nummer på tekstsiden. Det overrasker ikke: Lee Ranaldo har en stor forkærlighed for science fiction-litteratur og stod for nogle af de allermest ‘undergang og ødelæggelse’-glade SY-numre (”In the Kingdom #19”, ”Pipeline/Kill Time”); et motiv, gruppen kredsede om særligt i de første år. Nå ja, og så var der jo også lige Hurricane Sandy, der i oktober sidste år satte New York City i undtagelsestilstand, netop som Ranaldo tog hul på arbejdet med albummet. Titelnummeret og den 12 minutter lange ”Black Out” er direkte fortællinger fra den mørklagte metropols gader, og på den langstrakte, syrerockende ”The Rising Tide” hilses dommedag velkommen med ordene: »I feel my head’s on fire / I’ve never felt this way before.«
Så der skulle være lagt i ovnen til en god gyser fra en af støjrockens store mestre. Desværre lyder det meste som en ret magelig undergangsoplevelse – og det kommer fra en mand, der ellers tidligere har skabt noget af den mest nervepirrende lyd! Ak, i stedet hygger bandet sig med nogle temmelig svulstige jamsessions, der frem for at blive integreret i en helhed oftest virker som malplacerede påhæng til de ellers ret skarptskårne sange. Albummets længde – over 60 minutter fordelt på ni numre – kan simpelthen ikke retfærdiggøres, når man kigger på uret undervejs og glemmer, at den her sang faktisk var ret glimrende til at begynde med.
Solo såvel som med The Dust er Lee Ranaldo lysår væk fra sit gamle band, hvad angår evnen til at være banebrydende og udfordrende. Selvom man aldrig betvivler hans store talent som guitarekvilibrist, så ender Last Night on Earth som en lang, tilforladelig og i værste fald udmattende rejse tilbage i tiden. Hovedpersonen lader til at nyde det fuldt ud. Gid jeg kunne sige det samme.
