17 numre. Det er, hvad Brooklyn-duoen Live Footage har til os på dette album. Det er mange numre, og min umiddelbare indskydelse, allerede inden jeg havde hørt ét af dem, var, at det nok lige var i overkanten. Det havde jeg sådan set besluttet mig for, at det var. Nok lige omkring fem-seks numre for meget.
Tupo Lyu spiller cello og “a handful of electronics”, som det så fint hedder sig i pressematerialet, og Mike Thies på trommer og keys, ofte samtidig. Til sammen er de Live Footage, og da jeg satte deres plade, Doyers, på, var det alligevel, som om jeg ikke rigtig lagde mærke til, at der i virkeligheden var så mange numre. Dermed ikke sagt, at det er ensformigt, for det kan man bestemt ikke påstå. Det er tværtimod foranderligt, mangesidet og andre lignende ord. Det er postrock blandet med jazz, hiphop blandet med electronica og mørke blandet med lys.
Tidligt på Doyers støder vi på “Secret Cricket Meeting”, der er det første af pladens lyspunkter. Lyus fingerspil på celloen kører i starten let oven på Thies’ enkle trommerytme og det lige så enkle spil på klaveret. Meget lidt ændrer sig i virkeligheden i løbet af de tre minutter, nummeret varer, og det helt store skift kommer, da Lyu tager cellobuen i brug, og Thies går over til dybere toner fra keyboardet. Men derudover er det meget begrænset, hvad der sker af nyt. Ikke desto mindre er “Secret Cricket Meeting” et virkelig fedt nummer, der som det første rigtig skiller sig ud fra de andre.
Herefter kommer de gode numre som de berømte perler på den lige så famøse snor. “Just Moving Parts” følger langt hen ad vejen den simple opskrift fra “Secret Cricket Meeting”, hvor enkle trommer er underlægningen til de lette og svævende rytmer fra celloen og klaveret, der flagrer rundt over dem. På et nummer som dette begynder man at ane, at Live Footage har nok har et godt øje til postrocken med de langsomt opbyggende rytmer, der synes at køre uendeligt i ring om sig selv.
Det er langtfra overraskende, at Live Footage blandt andet har gjort sig bemærket med at lave musik til film, modeshows og danseforestillinger. Musikken sætter i høj grad en scene, der skal udfyldes. På flere af numrene føler man, at man kun får den halve oplevelse, når man bare har Doyers i sine høretelefoner og går hen ad gaden. Der mangler ligesom noget.
Når det så er sagt, så må det retfærdigvis siges, at Doyers har fat i noget ganske særligt. Noget nyskabende, jeg personligt ikke er stødt på før. Der er en let dyster stemning over hele pladen, men uden at det på noget tidspunkt bliver et tyngende mørke, der trækker energien ud af dig.
Ja, Doyers er en plade, der vil dig noget hele 17 numre i træk, og selvom det måske nok er lige rigeligt, kan jeg sagtens leve med det. Det giver et fyldnummer eller to mere i sidste ende, men det klarer jeg nok.
