Alle vil høre synthpop for tiden. Og det forstår jeg egentlig også godt. Kombinationen af velsmurte produktioner, appetitlige synthesizere og gode melodier er svær ikke at holde af. Bare lidt. Det er de færreste, der ikke kan læne sig tilbage i det fløjlsbløde lydunivers, som kunstnere som The xx, Beach House, Sohn og højaktuelle Chvrches og Poliça lægger for dagen. Men midt i alle de sprøde hooks bør man måske spørger sig selv, om mange af de velklingende toner ikke bare er tomme kalorier?
Efter et forlist ægteskab og band overtalte Channy Leaneagh producer Roy Olson til at indspille en håndfuld sange hen over sommeren 2011. Det blev året efter til Poliças anmelderroste debutplade, Give You the Ghost, der med et sammensurium af synthpop, r’n’b, triphop og skidedygtige musikere skabte et flux af vellyd. Et sonisk ridt op ad en vild emotionel flod af bas, trommer og æteriske synths. Alt sammen bundet rigtig flot sammen af Leanaghs autotune- og delay-tyngede vokal.
Det samme byder opfølgeren Shulamith ikke på. Åbningsnummeret, “Chain My Name”, har inden for de første 20 sekunder på vammel vis indgraveret sig i det indre øre og samtidig gjort klart, hvad der kommer til at foregå i de næste fire minutter: Et lidt for kedeligt-catchy hook og en frygtelig forudsigelig form. På den anden side set skal det nok blive spillet på P3.
Det bliver heldigvis bedre. Allerede tre numre inde overrasker Poliça i “Vegas” med et trommebreak, der lyder som taget ud af et hardcore-bands omkvæd. Det er overraskelser som denne, der hævede det foregående album over mange af de udgivelser, der i løbet af de sidste år er blevet produceret i samme genre.
Generelt fungerer de akustiske trommer og den uhyggeligt tætsiddende elbas rigtig godt for Poliça. I en genre domineret af programmerede beats, handclaps og synthbas er det enormt forfriskende at mærke en legesyg rytmesektion få lov at boltre sig. Et element, der virkelig får numre som “Torre” og “Matty” til at gynge helt ned i mellemgulvet. Det er også i sange som disse, at de mere triphoppede stiltræk skinner igennem, og man kan skimte inspirationen fra bl.a. Massive Attack og Portishead. Og hvor det klæder dem!
Det er svært at sige, hvad der har fået Poliça til at lægge den lidt kedelige formalistiske ramme om Shulamith, som de har. Måske er det for at trække i en mere kommerciel retning. Måske er det fordi størstedelen af numrene er skabt over langdistance af producer Olson, imens bandet var på turne. Alt andet lige er noget af den gnist, der skilte bandet fra de resterende synthpoppere slukket.
