Tilfældet var nemlig først og fremmest det, at jeg efterfølgende var overbevist om, at Ripley Johnson og co. ville have taget sig ud, akkurat som de nu engang gjorde, hvis de havde fremført koncerten på et hvilket som helst andet tidspunkt i løbet af deres nuværende tour, der har stået på i snart en måned. Koncerten var tight spillet, der var ingen nævneværdige udsving i udførelsen af de mange spacerock-kompositioner, og det samlede, æstetiske udtryk fra bandmedlemmer såvel som medbragte visuals var lige så udsyret, som man kunne have håbet på.
Et overvældende og i mine øjne alt for højt lydniveau fik dog desværre lov til at sætte et stort præg på den første halvdel af koncerten. For hvor bandmedlemmernes respektive bidrag til det samlede lydbillede fungerer som individuelle pejlemærker, der hver især kan fastholde ens umiddelbare koncentration i et længere stykke tid, før man retter fokus mod en ny del af instrumentation, forsvandt Dusty Jermiers stringente og insisterende basriffs, Nash Whalens monotone og uendelige synthtoner samt alt for mange af Ripley Johnsons svævende guitarsoli alt for ofte i en selvforskyldt implosion – selvfølgelig toppet af med Omar Ahsanuddins hæsblæsende håndteringer af et sædvanligt fåtal af trommer.
Især sidstnævntes kontribution varierede i høj grad fra de mere nedtonede studieversioner, hvor alt lige fra stortromme til crashbækkener denne aften fremstod decideret aggressive og overspillede, hvilket virkede som katalysatoren for et mudret lydbillede, der langt hed ad vejen udviskede de små nuancer, som blandt andet er med til at gøre Wooden Shjips til et særdeles lytteværdigt band. Rent faktisk var det eneste lydmæssige aspekt af aftenens koncert, der nød godt af det uvante, kaotiske omgivelser, Johnsons i forvejen udechifrerbare vokal, som gjorde lyrikken endnu mere irrelevant, end det i forvejen var tilfældet.
Heldigvis fik band såvel som lydmand bedre styr på lydniveauet, og koncertoplevelsen transformerede sig efterhånden mere og mere til den psykedeliske magtdemonstration, man kunne have håbet på. Det resulterede ikke kun i en større auditiv tilfredsstillelse, men også i et energimæssigt payoff fra publikums side. For nu lod det endelig til, at menneskemængden foran scenen, ligesom undertegnede, begyndte at kunne navigere bedre i det samlede lydbillede og dermed følge med strømmen af groovy rytmer, intense droneflader og masser af flangerpedal. Og sammen med de fire californiere blev der skabt en synergi, som i hvert fald var med til at intensivere det samlede helhedsindtryk i løbet af de sidste tre kvarter.
Bandet selv – eller i det mindste en fjerdedel af det – gjorde ellers sit for at komme med et egentlig energisk modspil til de stenede kompositioner. For det er pudsigt at observere Wooden Shjips i al deres komplet virkelighedsfjerne pragt, mens en dynamisk menneskemængde fejrer denne længe ventede, psykedeliske komsammen få meter fra dem. Ganske vist giver Johnson en hæderlig optræden i rollen som guitarist og frontfigur – spærret inde i sin egen bobbel, hvor de mere fysiske udskejelser kæmper en storslået kamp med de musikalske såvel som de vanvittige visuals, der oplyser både kroppe og bagtæppe i ét multikoloreret virvar af farver og elementer i hektisk bevægelse.
Umiddelbart til højre for ham giver Ahsanuddin den som prototypisk trommeslager med blikket evigt skiftende mellem gulvet og den langskæggede skikkelse til venstre. Det er dog først ovre på den anden scenehalvdel, at det bliver lige dele interessant og makabert. For som en direkte kontrast til de to førnævnte bandmedlemmer fremstår både Jermier og Whalen som immobile scenografiske elementer, hvor Jermier med evigt lukkede øjne og en solid håndtering af sin firestrengede Gibson rent visuelt isolerer sig fra både tid og rum, mens Whalen i lige så fastfrossen position, og med vidt åbent gab, vedligeholder det ene uendelige og højfrekvente syntharrangement efter det andet.
Og sådan fortsætter det, hvad enten musikken er god, dårlig, afdæmpet, højenergisk, stenet, intens, i sin opstartsfase, i et 10 minutter langt mellemstykke eller i gang med sine absolut afsluttende rundgange – som hvis ingen andre var til stede i lokalet til at overgive sig til den gradvist bedrende koncertoplevelse og afslutningsvis applaudere dem efter hele to langvarige ekstranumre.
Derfor vender jeg tilbage til det, jeg påpegede i indledningen. Det verdensfjerne udtryk og (forståelige) mangel på anerkendelse af publikums eksistens er samlet set kun med til at forstærke min teori om, at Wooden Shjips hverken tog sig bedre eller værre ud, end de ville have gjort på noget andet tidspunkt. Alt i alt havde vi at gøre med fire gennemførte musikere med et gennemført håndværk, der gav en gennemført fremvisning af førnævnte, og hvor en rodet første halvdel blev udlignet med en fremragende afslutning. Jeg var bestemt ikke skuffet, og det tror jeg heller ikke, Wooden Shjips var.
Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com
