Ude til venstre for artiklen, du netop har givet dig i kast med, vil du se en lille rubrik kaldet ‘Musikalske slægtninge’. I den er det meningen, at skribenter på Undertoner skal angive musikere, som på den ene eller anden måde har noget tilfælles med den aktuelle kunstner. På den måde kan du, kære læser, måske bedre forestille dig deres klanglige univers, finde inspiration til videre lytning eller specificere den genreindlemmelse, vi foretager under ‘tags’ (efter selve brødteksten og de ubarmhjertige U’er). Det plejer at give sig selv, hvad der skal stå her efter enkelte gennemlytninger af albummet, og udfyldningen er blot en del af det nødvendige papirarbejde, der skal ordnes, før anmeldelsen kan sendes videre til redaktøren. Men så engang imellem sker det, at man med en blanding af frustreret afmagt og begejstret ophidselse ser cursoren stå og blinke uinspireret i det tomme felt. Det betyder naturligvis, at kunstneren har opnået det, alle stræber efter. Han lyder ikke som andre. Og det er sådan en plade, vi her har med at gøre.
For selvom jeg under føromtalte slægtninge har angivet flere hybrider, der fusionerer elementer af jazz og rock, smager Lars Bech Pilgaards cocktail bare markant anderledes (hvorfor man måske vil bemærke den store diversitet blandt de relaterede). Med et råt metallisk udtryk tager Bech Pilgaard teten for sin kvartet Slowburn og baner vejen i et eksotisk landskab, hvor blandt andet krautrock, no wave, postrock, og fri improvisatorisk jazz fletter sig gnidningsfrit sammen til den helhed, Freihet udgør.
De sløsede og dommedagsagtige udbrud, hvormed nummeret ”Træls” åbner pladen, danner med sin tre et halvt minuts lange uafvigende repetition den intense ramme for de fire musikeres hidsige improvisationer. Det bliver allerede her klart, hvordan genrernes sættekasse disintegrerer: Et tungt postrocket udtryk, en repetitiv no wave-struktur og frie jazzimprovisationer leger ufortrødent sammen.
Det sårbare udtryk, nummeret ”Ultraviolet” følger op med, står i stærk kontrast til forgængeren. Hvor det før var rytmisk eksplosion, der var omdrejningspunkt for slagets gang, er det her en fin, næsten skrøbelig, melodi delt af Lars Greves klarinet og Thommy Andersons erfarne bass, der let puster den smule luft ind under de porøse vinger på nummeret, som det skal bruge for at lette.
Og netop det, at der igennem det meste af pladen er gennemskuelige strukturer og sangbare melodier, gør, at Freheit bliver så tilgængelig, som den er – al sin dissonans og rubato til trods. Efter kun få gennemlytninger tager man sig selv i at nynne variationerne ”Venner” for sig selv hvert andet øjeblik og længes efter ”Sortebær”s rytmiske djævelskab.
Selvom pladen har store udtryksmæssige variationer, formår Slowburn på nærmest pædagogisk vis at tage os i hånden, så ingen af dem virker forcerede eller akavede. Når ”Sortebær”s okkulte mørke er ebbet ud, tager den rørende klang af ”Gjellerod” helt naturligt over. På dette nummer skal kombinationen af Bech Pilgaards gribende guitar og Greves famlende spil, hvor toneløs luftstrøm og fingerering med registerklapperne dominerer, simpelthen nævnes. Det lyder som et halvt glemt minde og er på sine knap to minutter færdigt, før man overhovedet har ænset det.
Faktisk er det begrænsningens kunst, der gør, at man som lytter vender tilbage til pladen. Lige når den er slut. At numrene ikke er spækket med lange soli og eller dekonstruktioner, gør pladen langt mere tilgængelig end sin forgænger Mammut, der havde lange (vellykkede men krævende) passager med fuldstændig fri improvisation.
Selvom Lars Bech Pilgaard agerer kaptajn i Slowburn, giver han masser af plads til sine medspillere, og især Lars Greves begavede klarinetspil danner igennem det meste af pladen det ornamenterede tæppe, hvorpå B. Pilgaard væver sine melodier. På den måde er Greves rolle på Freihet vokset siden forgængeren.
En helt anden og meget vellykket side af Freihet er Lars Bech Pilgaards sans for den subtile poesi: Det håndmalede cover, man får det begrænsede oplag af lp’en i, og numrenes digteriske navne får projektet til at gå op i en højere enhed. Greves klarinet og B. Pilgaards guitar slynger sig dus på ”Venner”, ordet sortebær klinger pludseligt uhyggeligt som optrædende i en heksedriks opskrift på ”Sortebær”, klangene fremstår som usynligt lys på ”Ultraviolet”, det hjertegribende ”Gjellerodde” får islæt af barndomsminder (Gjellerodde er navnet på et område i Vestjylland, hvor B. Pilgaard er opvokset), og i stedet for at ”Træls” bliver helt så undergangspræget, som den kunne være, bliver det i kraft af sit navn lidt komisk, og man kan nærmest høre orketstret råbe »Træls!« på hvert betonet pulsslag. På den måde er numrenes soniske univers og deres navne i konstant meningsudveksling.
Men hvad er det så for en frihed, Lars Bech Pilgaard forsøger at portrættere på Freihet? I stedet for at vælge friheden til at improvisere lige så konventionsløst som på forgængeren Mammut, er der måske tale om friheden til at lade sig inspirere af både orientalske kvarttoner og episk postrock. Af freejazz og følsomt nærvær. Af Vestjylland og usynligt lys. Af ørkenkaravaner og venner Af… af… af…
