Indhyllet i et diset ubehag tegner de fire kvinder i Warpaint endnu en gang krigsmalingen op, men denne gang noget mere sløret end på forgængeren The Fool – gruppens debutplade fra 2010. Det er lyden af en sexet undergang, der strømmer fra Warpaints andet og i denne omgang eponyme album.
Overordnet virker det, som om Warpaint for alvor er blevet ramt af moderniteten i flydende form. På Warpaint er der ingen horisont at navigere efter, og midt i det let dystre lydlandskab er den øjeblikkelige tilfredsstillelse valgt fra. Udgangspunktet er stadigvæk bedøvende artrock, men elementer af bl.a. triphop og dreampop indfinder sig undervejs. En blanding, der er blevet formet med hjælp fra produceren Flood og ikke mindst Nigel Godrich, der ud over at være ’det sjette medlem’ af Radiohead også har fået afløb for kreativiteten i Atoms for Peace.
»Arg, fuck! Sorry!« lyder en kort afbrydelse i starten af den ellers instrumentale skæring ”Intro”, der passende nok indleder Warpaint. Nummeret bølger knitrende frem og tilbage uden at finde en endelig form og glider i stedet ubesværet over i nummeret ”Keep It Healthy”, hvor blød guitar, let klagende vokal samt fyldige og tørre trommer indfinder sig som de dominerende elementer. En stærkt start.
I det hele taget fylder Stella Mozgawas dynamiske og varierede trommer en hel del i det rungende og disede lydbillede på Warpaint. Det pisker liv i sangene og redder enkelte af dem fra at være helt flade, som f.eks. den hidsige ”Disco//very” og den triphoppede ”Hi”. Måske er det også derfor, at numre som den sløve ”Teese” og den underligt jazzede ”Go In” hurtigt glemmes – det bliver lige langsommeligt og kønsløst nok. Ikke fordi Warpaint ikke kan finde ud af at sætte tempoet ned. Det gør de forførende flot på ”Drive”, der synes inspireret af universet på Wild Beasts’ Smother, og nummeret gemmer endvidere på en sært undertrykt optimisme.
Anderledes nedtrykt er det på den sublime single ”Love Is to Die”, hvilket passager som »This could only go one way« og »I’ve got a knife to cut out the memories« vidner om. Bassen bobler og rammer de helt rigtige steder, trommerne er insisterende, alt imens drømmende og fjerne guitartoner vækker undren over omkvædet »Love is to die / Love is to not die / Love is to dance«. Måske en konstatering af at kærligheden ikke kan fikseres, og at vi kan ikke stole på den eller holde fast i den. Vi er i stedet nødt til at bevæge os i takt med den for at få del i den.
Stemningen på Warpaint er samlet set underligt dragende og dyster, men desværre er der også en del steder, hvor interessen fortoner sig og efterlader det hele en tand for sløret og uforløst. Et knitrende, men trods alt ufarligt mareridt, der dog åbner sig mere og mere op ved hver gennemlytning.
