Ugens halvvejsmærke er nået, og det betyder naturligvis to ting: onsdagssnegle til morgenkaffen og nye navne til Roskilde-plakaten. Bagværket må du selv diske op med, men Undertoner kan bistå dig med en opdatering angående sidstnævnte punkt. Endda en glædelig én, for det forlyder nu, at indtil flere af redaktionens favoritter inden for elektronisk musik kigger forbi Dyskuepladsen til sommer.
Det er kun et par dage siden, at vi sidst havde fat i den tyske supergruppe Moderat, der består af medlemmer fra Modeselektor og Apparat og leverer en indbydende mikstur af tung, funky basmusik og mere indietronica-orienterede fiksfakserier. Omtalen skete i forbindelse med lørdagens koncert i DR’s Koncerthus, hvor Undertoners Jonas Hjortdal ikke tøvede med at kalde gruppen »et toptunet tysk festensemble, der på aftenen viste det vanlige musikalske overskud og ikke mindst en imponerende evne til at presse lidt ekstra ud af et i forhold imponerende bagkatalog.«
Heller ikke bladene i Forest Swords‘ mystiske skov af electronica kan just kaldes ubeskrevne her på Undertoner. Siden debut-ep’en Dagger Paths fra 2010 har vi ventet i spænding på et fuldlængdealbum, der endelig så dagens lys sidste år. Om Engravings skrev Undertoners Niklas Kiær: »Engravings er lyden af urkræfter; træer der knager, vinden der blæser, tektoniske pladers bevægelse. I en tid, hvor elektroniske producere ofte er fokuseret på nostalgien ved at bruge trommemaskiner fra 80′erne, synthesizere fra 90′erne osv., går Forest Swords egne veje.« Vi var ligeledes begejstrede nok til at smide fem U’er efter Forest Swords’ 2012-koncert på den spanske Primavera-festival, så mon ikke Roskilde-publikummet har en særegen og dragende koncertoplevelse i vente.
I den mere pumpende ende af den elektroniske skala finder man engelske James Holden, der måske især har gjort sig bemærket på dj-scenen med en lang række remix. Med sidste års The Inheritors havde Holden dog i lige så høj grad et fast tag i arven fra tysk kraut og electronica, som han tog afsæt i mere traditionelle clubgenrer som trance og techno. Med andre ord er det næppe et sæt præget konventionalisme, Holden kommer til at vappe ud over scenekanten til sommer.
Til slut skal vi kigge i den mere discoprægede grøft for at finde de to sidste programtilføjelser. Kavinsky boltrer sig i italodisco, røde Ferrarier og en overordnet så 1980’er-yuppiet vibe, at det næsten er for meget af det gode. Men pulsen er tung og synthen cathcy, og dén kombination skal nok hive fat i nakkehvirvlerne på alle med fidus til Daft Punk og 80’er-nostalgi. Næsten lige så svulstig og om muligt endnu mere cheesy er canadiske Chromeos discopop, hvor robotvokaler og skamløst syntetisk elektronik under slibrig lyrik sigter efter underlivet. Mon ikke sidstnævnte bookinger kommer til at sikre et par nattefester foran Apollo-hoppeborgen?