Plader

Sun Kil Moon: Benji

Skrevet af Alex Nørregaard

Under aliasset Sun Kil Moon spiller og fortæller singer/songwriteren Mark Kozelek igen. Benji er en ærlig, smuk og detaljeret omgang, der nok er personlig, men samtidig for alle. Fortab dig i fortællingerne. Forbered dig på at bryde sammen.

Det er noget af en verden, som Mark Kozelek bevæger sig rundt i. Han er manden bag Sun Kil Moon – vistnok opkaldt efter en asiatisk bokser – og tidligere frontmand i den hedengangne sadcore-gruppe Red House Painters, der huserede i 90’erne. Han har udgivet et væld af soloplader, mestendels livemateriale, samtidig med at han driver pladeselskabet Caldo Verde. Og så skriver han nogle helt igennem fantastiske sange, der former sig som ordrige, detaljerede og gribende fortællinger.

Mark Kozeleks seneste udspil Benji lander efter de to samarbejdsplader Perils From the Sea og Mark Kozelek & Desertshore, der begge udkom sidste år. Forklædt som Sun Kil Moon er Kozelek ikke alene, selvom det nogle gange lyder sådan, da det ofte blot er en akustisk guitar, der hjælper med at drive sangene fremad. Og så selvfølgelig Kozeleks karakteristiske stemme, der smukt plager sangene med en besnærende ensomhed og melankoli, som bevæger sig mellem en livstræt attitude og en trang til at holde verden i live gennem fortællinger. En fornemmelse af, at han løbende finder ud af, hvad han vil synge og ikke mindst hvordan, indfinder sig igen og igen. Det er imponerende.

En af mine venner har beklaget sig over, at Kozelek er blevet mindre poetisk og knap så fokuseret på melodier, men han har også fulgt den bitre singer/songwriter i længere tid end jeg. I mine ører er Kozelek lidt af en åbenbaring, der for alvor bryder nogle grænser – hans poetiske og melodiske kvaliteter har antaget en ny form. Hans fortættede fortællinger har gennemgående en dagbogsagtig karakter, men præges samtidig af en bemærkelsesværdig associationsevne, der springer i tid og sted og ikke mindst mellem sindstilstande. Hverdagen er måske ikke fantastisk i sig selv, men den forandrer sig, når Kozelek fortæller om den. Hverdagen fyldes med liv.

Men hvad er liv overhovedet? Benji bevæger sig vidt omkring, kommer tæt på og viser, at alt liv også er er fyldt med død. På sin vis er det som at overvære endnu sæson med kriminalkommissær Barnaby, idet man undrer sig over, at der stadigvæk går levende folk omkring. Den dystre ”Richard Ramirez Died Today of Natural Causes”, hvis titel minder om en nyhedsoverskrift, handler om en amerikansk seriemorder, der døde sidste år. I teksten blandes fortællingen om Richard Ramirez sammen med venner, kendte og bekendtes død, samtidig med at man kan mærke frygten, der ikke mindst fremkaldes af medierne. Alt imens hverdagen går sin vante gang.

Og ligeledes på ”Pray for Newtown”, hvor tragedien på Utøya nævnes blandt en lang række andre massakrer – ikke mindst en i Newtown. Men Kozelek beder ikke til Gud, i stedet spiller han for og taler til mennesket: »When you’re gonna get married and you’re out shopping around / Take a moment to think about the families that lost so much in Newtown.« Vi har det med at glemme, hvilket både er godt og skidt.

Nummeret ”Jim Wise” indledes hyggeligt, og musikken minder om en af de der melodier, der afspilles, mens man venter på at komme igennem til et forsikringsselskab. Pludselig, og i samme hyggelige tone, kommer det dog frem, at Kozeleks fars ven Jim Wise sidder i husarrest for mordet på sin kone. Et medlidenhedsdrab på hospitalet, »Jim Wise killed his wife out of love for her,« der efterfølges af et mislykket selvmord. Vi dømmer Jim Wise, og han skal leve med sin kones død. Hvad nu, hvis det var lykkedes ham at skyde sig selv?

Midt blandt alle disse tragedier mindes vi dog også om, hvad det er, der holder os i live. Der er tilgivelse, fortrydelse og taknemmelighed på ”I Love My Dad” og ikke mindst ”I Watched the Film the Song Remains the Same”, hvor Kozelek formår at fastholde koncentrationen gennem nummerets samtlige 10 minutter. Guitartoner bølger frem og tilbage, og fortællingerne fremkalder billeder, der hurtigt danner sig og langsomt fortoner sig. På samme måde som landskabet glider forbi, mens toget bevæger sig fremad, hvilket albummets cover også antyder.

Grænsen mellem sex og kærlighed vendes og drejes på den stampende ”Dogs”, hvor et væld af kvindenavne blandes med seksuelle oplevelser og rundes af med den rammende konklusion »and nobody’s right and nobody’s wrong / Our early life shapes the types to whom we are drawn / It’s a complicated place, this planet we’re on.« Der er grænser, ja, men der er som sådan ingen retfærdighed til, når det kommer til kærlighed og sex. En kærlig påmindelse om, at vi ikke helt selv styrer de følelser, der er i spil, hvor meget vi end gerne ville i disse tider præget af målrationalitet og dating-apps. Eller også ved vi bare ikke, hvad det er, vi vil – af frygt for at finde ud af det.

Kærlighed er dog mange ting. Det bliver voldsomt rørende og ubeskriveligt smukt på ”I Can’t Live Without My Mothers Love”. Der er så mange ting, vi kan leve uden, men vi kan desværre ikke altid selv vælge. Nogle ting kommer tættere og tættere på, hvor gerne vi end så det standset, hvor meget vi end ville ønske, at vi ikke skulle opleve det. Som det slutteligt forlyder på ”Can’t Live Without My Mothers Love”: »When the day comes for her to leave / I won’t have the courage to sort through her things / With my sisters and all our memories / I cannot bear all the pain it will bring.« Vi kan ikke forberede os på sådanne øjeblikke.

Og hvad sker, når det endelig kommer helt tæt på? Det antydes i slutningen af den bløde og smukke ”Micheline” – hvis guitarfigur minder om ”Elaine” fra Among the Leaves – hvor behagelige klavertoner markerer overgangen fra venner og bekendte til nær familie. Sangen stopper dog pludseligt med linjerne »My grandma was diagnosed at 62 / Her kids stepped up to the plate for her and were there the whole way through.« Slut. Ingen grund til at sige mere.

Afslutningsnummeret ”Ben’s My Friend” bryder rent musikalsk med resten af pladen, idet der her indfinder sig behagelig yachtpop-toner, og selv kan jeg ikke lade være med at tænke på Destroyers Kaputt. Det er voldsomt forførende og en bemærkelsesværdig afrunding, der viser, at linjer som »blue crab cakes« og »sports bar shit« kan leveres lige så smukt som »I worry to death.« Nummeret kredser omkring Ben Gibbard fra indiepopbandet Death Cab for Cutie, men minder samtidig Kozelek om, hvor gammel han selv er. Alt gør ondt, men musikken hjælper ham på en eller anden måde igennem.

På sin vis bevæger vi os alle rundt i den samme verden som Mark Kozelek. Vi er givetvis ikke alle travlt optaget af tonsvis af projekter, og vi ser måske heller ikke de samme ting eller bemærker de samme detaljer. Derfor er det godt, at vi har Kozelek til at minde os om, hvad der løber gennem tidens strøm. De rørende øjeblikke og gribende fortællinger, der viser, at vi stadigvæk lever.

Og som Tom Breihan rammende påpegede ovre hos Stereogum, »(…) he [Kozelek] sings about these people and places and feelings and situations with such emotional intelligence and pointed focus that I can hear my own experiences in them. You’ll probably hear your own, too, if you fall deeply enough into the album. And then you’ll cry.« Fortab dig i fortællingerne og forbered dig på at bryde sammen.

★★★★★★

1 kommentar

Leave a Reply