Begrebet popmusik kan i den grad siges at være blevet udvandet gennem det seneste tiår. På grund af den store valgfrihed, som lyttere udsættes for, i takt med at internettet udfolder en stadigt større strøm af musikblogs og streamingplatforme, er mainstream blevet noget, som kun svagt lader sig definere af musikchefer på radiokanaler med evigt dalende lyttertal, og tendensers opblomstring sker af veje, som er langt mere uransagelige end nogensinde før.
Men hvad er så den musikalske konsekvens af denne udvikling? Jo, konsekvensen er selvfølgelig, at en musiker som James Blake kan mikse indadvendt post-dubstep med følsom croon for en proppet dyrskueplads, samt at Frank Ocean med et par rappende drengerøve på slæb og en lydliggørelse af den californiske sommer kan omvende en tabt generation af r’n’b-skeptikere på bare et enkelt album. Og nu at britiske William Doyle under pseudonymet East India Youth formår at sammenblande historisk Brian Eno-ambient-tradition og introvert drone-electronica a la Oneohtrix Point Never med lettilgængelige vokalmelodier på sit debutalbum, der på alle måder har potentiale til at favne det helt store publikum.
Total Strife Forever er et af de mest modige debutalbum, jeg har hørt længe. På det 11 numre lange værk forsøger den britiske solomusiker at favne uforholdsmæssigt bredt; i forhold til albummets genremæssige spændvidde såvel som i forhold til dets appel til forskellige lyttergrupper. Tager man i betragtning, at East India Youth er et nyt og forholdsvis ukendt navn på electronica-scenen, synes de iørefaldende krumspring mellem avantgardistiske drone-eksperimenter, bastunge techno-kompositioner og radiovenlig indiepop ved første gennemlytning nemlig både dumdristige og nærmest arrogante. For hvordan er det muligt at binde sådanne traditionelt uforenelige lyduniverser sammen på en måde, der opretholder et højt niveau for hvert af de 11 enkeltstående numre, men samtidig understøtter idéen om albummet som sammenhængende værk? Og er det ikke utroværdigt, når en musiker som netop William Doyle, der for et par år siden spillede guitarpop i et band med navnet Doyle and the Forefathers, kaster sig ud i en sådan kreation?
Giver man Total Strife Forever lov til at rotere yderligere et par omgange på pladespilleren, er svaret et entydigt og rungende nej. Snarere end en samling usammenhængende electronica-skabeloner med synthesizeren som eneste fællesnævner viser albummet sig at være en ambitiøs og velkomponeret demonstration af computermusikkens mangfoldighed. Den musikalske færd starter i et sammensurium af velarrangerede arpeggioer af henholdsvis akustisk klaver og hård 80’er-synth, der over et højfrekvent lag af støj langsomt hensætter lytteren i en nærmest bevidsthedsudvidende trance – repetitionerne er uendelige, og kun uforudsigelige vandringer langs skalaerne bryder til tider mønstret i den uendelige strøm af anslag på keyboardet. Langsomt fader støjen og arpeggioerne ud og erstattes med ”Total Strife Forever I”s lige så rytmiske wobblebas, der over de følgende syv minutter vil være den altdominerende skikkelse i lydbilledet. Nummeret udfolder sig som en organisme – uforudsigeligt og uden noget entydigt mål for øje. Dynamikken veksler, i takt med at nye instrumentalspor glider ind og ud af lydbilledet, mens den pulserende bas er kompositionens altoverskyggende drivkraft.
Den abrupte overgang til ”Dripping Down” er symptomatisk for albummet. På få sekunder forsvinder de fængslende lavfrekvente tåger på titelnummeret og erstattes med en sand lag-på-lag-popeufori. »You may be moving at glacial paces / but you’re not melting / wrapping your arms around all of the concrete / you love these buildings now,« synger Doyle nu pludselig med en sært ubesværet stemmeføring, hvis blotlægning for effekter står i uendelig skarp kontrast til albummets hyperkonstruerede elektroniske kompositioner. Albummets uforudsigelighed er intakt, og netop denne mystik viser sig at blive værkets gennemgående røde tråd.
Over de følgende numre fortsætter Doyle sin demonstrativt udforskende og konventionsløse tilgang til electronicaen. Akustiske lydelementer og ligefremt kitschede synth-programmeringer er pludselig ét fedt, når Doyle med computeren som værktøj først begynder at klippeklistre samples sammen til storslåede og foranderlige lydmosaikker. Det technoinspirerede club-eksperiment ”Hinterland”, den storladne orgeldrevne pop-komposition ”Looking for Someone” samt det melodiske Tim Hecker-take ”Granular Piano” er alle eksempler på albummets nærmest absurde diversitet, hvis eneste egentlige sammenhængskraft består i de enkelte skæringers høje niveau i produktionerne.
East India Youth må i kraft af Total Strife Forever tegne sig som musikårets foreløbigt største overraskelse. Over albummets 11 numre ifører Doyle sig spids hat samt kappe og agerer elektronisk lydtroldmand ved at kreere et væld af små værker, hvis dynamiske kapacitet både indeholder soveværelsesproduktionens karakteristiske introverte væsen såvel som orkestrale, svulstige electronica-produktioner. Til trods for albummets insisterende mange stilskift er numrene samlet set præget af en mystisk melankoli, der som et slør lægger sig over samtlige skæringer og danner en dybere forbindelse mellem de enkelte enheder. Total Strife Forever er med garanti ikke det opus, som vil definere East India Youth for al fremtid. Derimod er det en kraftpræstation af et eksperiment, der lover godt for en artist, som formår at balancere sine produktioner mellem det udforskende og det tilgængelige, og som vi i fremtiden vil høre meget mere til.





