Nogle gange overraskes man af mennesker som amerikanske Annie Clark aka St. Vincent. På ydersiden en spinkel, skrøbelig pæn pige – måske lidt ‘arty’, måske lidt snobbet, måske lidt akademisk – men ridser man lidt i lakstøvlerne, er det et helt andet billede, der tegner sig. Som barn spillede hun meget fodbold, hvilket hun dog stoppede med, da hun opdagede guitaren, som hun begyndte at nørde. Hun kan dog stadig lave nogle fede tricks med den lille runde bold. Hun har turneret med Sufjan Stevens, men også spillet med i et Megadeath/Iron Maiden/Pantera-coverband, mens hun som teenager var tourmanager for sin onkels jazzband. Og så har hun et sprog og en kækhed som hende den lækre chick i en ameriansk highschool-komedie.
Men vigtigst af alt, så spiller hun den elektriske guitar alt for fedt. Hun er en mester i medrivende riffs, som hun bygger nogle krøllede popkompositioner op på, som var de ornamenterede håndudskårne joniske søjler, der kan bære overraskende tunge konstruktioner. På St. Vincents selvbetitlede fjerde udspil er guitardominansen lidt mindre udtalt end tidligere, og der eksperimenteres lidt mere med genrer. Ellers er alt, som det plejer at være med St. Vincent-albums: gennemarbejdet og sublimt.
Guitaren (især den elektriske) er med sit lange fallos-skaft, som anslås i skridthøjde, vel det mest maskuline instrument (måske med undtagelse af den afrikanske kora). Kvinden og guitaren har altid været et umage par mest forbeholdt countrydamer eller pigepunkbands, åbne lejrbålsakkorder eller simple power-akkorder. Lidt sat på spidsen måske, men en kvinde, som først og fremmest er en dygtig guitarist, ses ikke ofte. Det er Annie Clark dog, og selvom hun ikke i stil med (mandlige) ikoner som Jimmy Hendrix, Slash, Jimmy Page osv. spiller hurtigt, højt og kompliceret, er hun en sand mester i at udforske elguitarens forskellige udtryk og udfordre dens begrænsninger.
Om emnet siger hun selv i et interview fra 2010: »I think a lot of people, if they’re not careful, can err on the side of the quantifiable and approach it like an athlete. Run that little bit faster, do that little bit more and think you’re being more successful. But the truth is that a lot of times it’s not necessarily about merely being the best athlete, it’s about attempting a new sport.«
Dette er meget rammende for denne nye udgivelse, hvor det dog i mindre grad er guitaren, der udforskes/udfordres, men i højere grad pop/rock-musikken. Bedste eksempel er vel nok “Bring Me Your Loves”, som efter Clarks udsagn til Drownedinsound er inspireret af Pantera samt tyrkisk folkemusik, men som i mine ører dog lyder mere som et harmonikasammenstød mellem LCD Soundsystem, tUnE-yArDs, et march-orkester og en løssluppen cirkusvogn. Den grad af craziness, som der udvises her, er ikke før set fra Clarks side, men den er i den grad velkommen. Et andet utraditionelt St. Vincent-nummer er andensinglen “Digital Witness”, som drives af en bund af stakkato-horn og et stift trommebeat. Clarks seneste samarbejde med David Byrne høres her tydeligt.
Men der er også mere klassiske guitardominerede numre som især førstesinglen “Birth in Reverse”, hvorpå Clark på ypperlig manér viser, hvor dygtig en guitarist hun er. Nummeret er nærmest et katalog over alle de finurlige lyde, Clark kan fremtvinge af den gode gamle elspade, og overraskende nok virker det ikke forstyrrende på den gode melodi eller det gode drev i sangen, men komplementerer de (mere eller mindre) lettilgængelige riffs og melodier perfekt. Også på “Regret” er det guitaren, der er i fokus, men generelt er guitaren blevet mere virkelmiddel end drivkraft, hvilket gør det selvbetitlede album til det mest ambitiøse, St. Vincent hidtil har vist os. Nummer for nummer viser hun nye sider af sin formåen som sangskriver, hvilket gang på gang imponerer. Alle numre er kort sagt medrivende, catchy, overraskende og intelligente. Der lukkes til og med fornemt med “Severed Crossed Fingers”, der har masser af sjælerpotentiale og kunne lukke dansegulvet kl. fem, hvor de sidste syv par har armene rundt om hinanden og svajende danser af.
Den lille pæne pige med elspaden har altså på dette fjerde album vist, at hun er andet end en pige, der spiller fed guitar. Hun er kort sagt bare en fandens god sangskriver, der formår at navigere i og finde den gyldne vej gennem et væld af genrer og virkemidler.
