Foto: Michael Falgren
Du kender historien. Et band, naturligvis bestående af fire drenge, der kender hinanden fra gymnasiet, burer sig inde i et øvelokale og kommer ud med årets hit, om hvilket historien lyder, at det “bare opstod”, mens de jammede. Lad mig gøre det klart med det samme: Det er ikke historien om The Mountains.
For det første udsprang Michael Møllers (moi Caprice) relation til brødrene Frederik og Fridolin Nordsø (The William Blakes, mfl.) af tidligere professionelt samarbejde. Det var altså ikke bare en god idé, der opstod over et par bajere og en stak Beatles-plader – om end, der helt sikkert også kan komme meget godt ud af dét. Dernæst er deres numre heller ikke opstået i øvelokalet efter talrige fælles jamsessions, men ud af en gennemkontrolleret proces, hvor målet allerede var defineret på forhånd.
De ville skabe et rendyrket popprojekt. Synthet og storslået. Der skulle være plads til både Frederiks hiphop-mpc, til Fridolins elektroniske drømme og Michaels indievokal, men alt sammen indenfor den ramme, at numrene skulle fremstå singlelignende skarpe og beatsene effektive. Lige ud af pappet. Slam.
You can’t say no forever
Lyder det kommercielt? Måske. Men for bandet er det nærmest filosofisk. Ordet “vision” dukker gentagende gange op, når de forsøger at beskrive processen op til debutpladen The Mountains, The Valleys, The Lakes, der udkom d. 10. marts.
Og det hele startede da også som en slags vision. Fridolin Nordsøe havde produceret pladen You Can’t Say No Forever (2005) med moi Caprice og var blevet fascineret af Michael Møllers musikalitet og måde at arbejde på.
Frederik Nordsø: «Jeg kan huske, at Fridolin ringede og sagde til mig: Hey, ham Michael der, det er lige meget hvad for nogle akkorder, han spiller på klaveret, så er de fede og lige meget, hvad for en melodi, han synger, så lyder det fedt.»
Og så var det besluttet. De tre var gensidigt enige om, at de skulle lave noget sammen allerede fra den dag. Alligevel skulle det tage et par år, inden de fandt tid i de tætskrevne kalendere til at føre drømmen om det endnu unavngivne band ud i livet.
Fridolin Nordsø: «Jeg tror, at det er perfekt, at det først er sket nu. Det havde været et helt andet udgangspunkt dengang. Vi har alle sammen flyttet os et helt andet sted hen undervejs, fra idéen opstod til vi fik den ført ud i livet. Dengang var jeg for eksempel bare én, der gerne ville lave noget elektronisk. Nu har jeg faktisk erfaring med det. Og det kan man også høre på pladen. At vi allesammen kan lidt af det, de andre kan.»
Det fuldendte nummer
I 2012 drøner de tre musikere i sommerhus for at få sat lyd på drømmene om det fælles band. Og allerede i bilen derop går snakken på, hvordan bandet egentlig skal lyde.
«Det skal være sådan her…». Klask! Fridolin Nordsøe klasker hænderne sammen i en lynhurtig bevægelse. Han uddyber:
«The Mountains er helt klart et utroligt defineret band. Vi er ikke et af de der bands, der har et kæmpe pophit, og så køber du pladen, og så er det heavy. De to numre, vi har som singler er ekstremt repræsentative for det, vi laver generelt. Vi har tilladt os selv at være fri til at tale om, hvad det her skulle være. At det skal være effektivt, og det skal lyde som et hit. Vi har ikke været bange for at tale om hits.»
Michael Møller: «Vi talte meget om de her plader, hvor alle numrene bare lyder som singler. Jeg ved ikke, om det helt er lykkes med pladen her, men det har i hvert fald være tilgangen til det. At vi, hver gang vi lavede et nummer, skulle tænke: Det her skal være førstesinglen. For det, der er ved mange plader, er jo, at det er singlen, der er bedst. Når du går ind og hører Joy Division, hvad er det så for et nummer, du vil høre? 90 % af gangene er det nok “Love Will Tear Us Apart”. Flaming Lips har sindsygt mange fede numre, men du har nok lige hørt “Do You Realize??” ti gange mere end de andre. Det er dét, som singlen kan. Det er det mest formfuldendte nummer. Og det inspirerede os at have den tilgang til hvert enkelt nummer.»
Det smukke ved et soloprojekt
Egentlig er det nærmest overraskende, at tre musikere med så forskellige baggrunde ikke havner i et udtryk, der stikker i alle retninger. Frederik Nordsø har sine rødder i r’n’b og hiphop, Fridolin Nordsø i indie og elektronisk musik, mens Michael Møller er kendt for sin lettere dekadente, 80’er-inspirerede indierock.
Michael Møller: «Det, som måske kunne være sket var, at hiphoppen og det elektroniske bare stødte sammen med det her lidt storladne indieunivers, som jeg kommer fra. Men jeg synes faktisk, at de bedste stunder på pladen har fået deres helt eget lydunivers, der nok opstår i mødet mellem vores forskellige baggrunde.»
Helt konkret udformede mødet mellem forskellighederne sig i en stramt opsat idéudvikling, hvor hver af de tre musikere sad hver for sig i en time og fandt på riffs, skitser eller småidéer, som så bagefter skulle spilles for de andre. Denne proces fortsatte indtil der var materiale nok til potentielt at sætte både den svære toer og den nok lige så svære treer i produktion. De idéer, der instinktivt inspirerede de andre i gruppen, blev genoptaget og udbygget, dog stort set altid med musikerne fysisk adskilt fra hinanden.
Frederik Nordsø: «I det her projekt føler jeg, at vi har fået det, der kan være det smukke i et soloprojekt, til at virke i bandsammenhæng. Altså, som når Bon Iver lukker sig inde i en hytte i en skov og får noget helt vildt magisk ud af det at være alene. Den energi har vi haft hver for sig, hvor mange bands skal sidde og blive enige om ting hele tiden.»
Bjergene består
Processen bag The Mountains, The Valleys, The Lakes har bestemt været givende, det er de tre enige om. Om lytteoplevelsen er herefter må andre afgøre. I hvert fald er der ikke meget af det, The Mountains byder lytteren, der er opstået ud af tilfældigheden.
Fridolin Nordsø: «Det er som om, at det, i den her proces, er lykkes os fuldstændigt at have kontrol med det, vi fik lavet. Det er ikke sådan en raslekasse af spradebassegøgleri. Det var vildt sjovt at lave, men det var samtidig vildt stramt og præcist, det der kom ud af det.»
The Mountains, The Valleys, The Lakes er næppe det sidste, vi hører til The Mountains. Festivalsæsonen nærmer sig og den produktive sommerhustur op til debutpladen, kastede mange gode idéer af sig, der måske allerede snart får lov at leve videre, fortæller bandet.
Frederik Nordsø: «Det føles som om, det er et brændpunkt i vores udvikling, det her. Det er jo sådan, at når man har afsluttet et projekt, vil man gerne tage et skridt i en eller anden retning. For at blive ved med at føle sig levende. Og jeg tror bare at The Mountains er det skridt, vi allesammen er ved at tage lige nu. Altså, det næste man forestiller sig ville være naturligt at gøre i sin udvikling og karriere – det er noget med The Mountains.»
Du kan opleve The Mountains live på Kulturmaskinen i Odense d. 25. april, Lille Vega i København d. 26. april og på Spot Festival i Aarhus d. 2.-3. marts og på Fredagsrock d. 18. juli.