Nogle gange kan man have lyst til at løbe fra det hele, I ved, på måden hvor man pludselig rejser sig sofaen og begynder at løbe. Uden retning og mål, bare følelsen af at blive ved at løbe. Den slags trang har for mig altid været båret frem af et soundtrack, den lyd, der bedst understøtter situationens kaos og skridtenes taktfasthed. Det soundtrack har ubevidst været Jaako Eino Kalevi, der tidligere har varmet op for ingen ringere end Ariel Pink og nu overvandt Atlas med mørke 80’er-referencer og upbeat, friske beats fra sin synthesizer.
Jaako Eino Kalevi ligner lidt en dreng, der er blevet tvunget til at være med i folkeskolens talentkonkurrence, når han står på en scene. Han har en charmerende nørdethed og lægger ikke rigtig skjul på, at han ikke ved, hvad han skal gøre af sine lange arme, når han ikke kan bruge dem til at skrue på synthesizerens knapper. Men i virkeligheden behøver han heller ikke andet. Hans mørke stemme er så overvindende og minder om mastodonterne New Order og Joy Division.
Fra 2013s Dreamzone spillede han naturligvis, det tætteste ep’en kommer på et hit, ”No End”. En saxofonist kom ind fra siden og var med på det nummer såvel som det efterfølgende, og det gav koncerten et nyt lag. Jeg må indrømme, at jeg havde forventet, at saxofonen udgjordes af et sample.
For at vende tilbage til det med at løbe, var det det mindst presserende behov, mens Kalevi spillede i de for Spot sædvanlige 30 minutter. Alligevel synes det, at der manglede noget, det der ubestemmelige, som får koncerter helt op under luftet og helt ind under huden. Måske skyldes det blot, at man ikke er vant til at se så meget komme fra så lidt. Én ting er sikkert; nysgerrigheden er vækket og trangen til at lade mig følge af Kalevi, når trangen til at begynde at løbe melder sig.
Koncerten var på VoxHall, ikke Atlas, ellers en velskrevet anmeldelse. :o)
Hej Michael
Tak for den rettelse. Det gælder jo lige om at holde styr på alle Spots venues :)
Mvh Camilla / koncertredaktør