Plader

Swans: To Be Kind

Hør Swans. Nu.

Der er nogle bands, der uigenkaldeligt ændrer ens måde at lytte til musik på. De udvider rammerne for albumkonceptet, stiller spørgsmålstegn ved, hvad vi kalder musik, og udforsker muligheder, andre ikke tør tænke på. Jeg husker, hvordan jeg som ung dreng med ærefrygt første gang lyttede til Pink Floyd og forstod, at verden ikke ville være den samme bagefter. På den måde kan man igennem livet få musikalske oplevelser, der sætter nye standarder for, hvad man lytter efter. Oplevelserne er blevet færre, som jeg er blevet en stor dreng og ung mand, men da Swans i 2012 udgav mastodont-albummet The Seer, kunne jeg igen se min soniske horisont bliver lidt videre.

Nok havde jeg lyttet til langvarige postrockslagere af bands som Godspeed You! Black Emperor, Slint og Mogwai, men The Seers nådesløse spilletid på over to timer var alligevel en større pille at sluge. Men i virkeligheden var det ikke så meget den enorme spændevidde, der overvældede mig, som det var det altomsluttende og uforståelige mørke. At skulle igennem det 32 minutter lange titelnummers sækkepibedroner, evige støjcrescendoer og stonerdoom er en hårrejsende og udmattende oplevelse første gang. Men midt i anstrengelserne ligger en transcenderende ekstase, som ingen bands mig bekendt har mestret på samme måde. The Seer er et forstyrrende og udfordrende album i alle sine støjkollager og evige groove-repetitioner, og for den tålmodige lytter er her at finde et af historiens allerbedste rockalbums.

Swans er et band med over 30 år og 13 albums på bagen og er garvede veteraner inden for eksperimenterende rock. At vælge The Seer som udgangspunkt for forståelse af bandet er dog hverken ubegrundet eller tilfældigt. Frontmand og mastermind Michael Gira har i et interview sagt om albummet, at det tog 30 år at lave, og kaldt det kulminationen af alle tidligere Swans-albums og al musik, han ellers har lavet og forestillet sig.

Det var altså ikke med små forventninger, at jeg og andre spændte fans modtog det nye Swans-album med den uhyggelig-ironisk klingende titel To Be Kind. Heldigvis skulle det ikke tage Swans 30 år at lave et album af samme kaliber igen.

To Be Kind har Swans på mange måder arbejdet med samme formular som på forgængeren. Vi har igen at gøre med et to timers monster af et album og et band, der igennem utrættelig repetition, evige crescendoer, overvældende lydbjerge og sindrige kompositioner møjsommeligt oparbejder helt ubegribelige mængder sonisk energi. Det er igen et uudsletteligt indtryk af indædt sindssyge (der især konstitueres af Michael Giras intense vokal) og mareridtsagtig ondskab, der brænder sig fast i kroppen, og som tryllebinder lytteren.

Men selvom det ville være en grim tilsnigelse at kalde To Be Kind et tilgængeligt album, så har Swans dog ladet den allertungeste avantgarde, der gør The Seer så utilnærmelig, ligge. Desværre er det i denne anmelders øjne også det, der gjorde den lige det bedre. For selvom den tykke støjsuppe på The Seer var en udmattende oplevelse, var den aldrig kedelig. Og på den anden side af infernoet var katarsisen så ren. Der er skruet en anelse ned for de monstrøse dissonante dronestrukturer, lydcollagerne og de uoverkommelige mure af gentagelser. Til gengæld er To Be Kind meget mere eksplosiv og vanvittig i sit udtryk: Der ligger et nærmest djævelsk skær over den shamanistiske dødningerock, og galskaben driver af de primale grooves.

Således ulmer ”Screen Shot” pladen i gang på perfekt vis. Et snigende hypnotisk riff med truende swing varsler om de næste to timers kommende vanvid. Og så trommerne. Der skal skrives om trommerne. Med en perfekt klar sprødhed og uhyggelig resonans etablerer de på dette og de resterende numre en urokkelig rytmesektion, der er ethvert rockband misundt. Herfra bygger bandet langsomt instrumentation, lyd og intensitet op stykke for stykke. Det er bittesmå inkrementelle ændringer og byggeklodser, der får bandets spænding og utrættelige gentagelser til at vokse umærkeligt, og som på trods af deres enorme arsenal af instrumenter gør deres arbejdsmetode så minimalistisk, som den er. Det stadige crescendo og Giras nihilistiske afvisning af tilsyneladende alt (»No pain, no death, no fear, no hate, no time, no now, no suffering, no touch, no loss, no hand, no sense«) opbygger et emotionelt tryk, der bliver uudholdeligt anmassende. ”Screen Shot” opbygger imidlertid en energi og volumen, der bliver så stor, at den til sidst smuldrer under sin egen kraft.

Det er den samme kolossale lyd, der kollapser under sig selv, vi finder  på første halvdel af hjørnestenen ”Bring the Sun/Toussaint l’ouverture”, der med sine 34 minutter endnu er det længste optagede Swans-nummer. Efter et kvarters ustandselig akkumulation smelter nummeret ned i sin anden halvdel ”Toussaint l’ouverture”, der virkelig sætter lytteren på prøve: 20 minutters lydcollage af fløjter og heste, statisk-kaotisk tromme-synth-sump, vanvittige smerteskrig og shamanistisk messen er ikke musik, man har i baggrunden til middag med svigerforældrene.

Der er et par stykker af sådanne ørkenvandringer i støj og meditativ ondskabeufori, der trækker tydelige tråde til den tidlig postrock. Især ”Kirsten Supine”, der er en hyldest til Lars von Triers Melancholia og beskriver scenen, hvor Kirsten Dunst ligger nøgen i en flod badet i lyset fra den sig nærmende planet og accepterer sin snarlige død, gør brug af den ældste postrockopskrift: fra intet til alt, orden til kaos, fin elegance til monstrøs ørevoldtægt.

”Just a little Boy” føles som at være faret vild i en ørken. Det træge tempo og den uvirkelige drone bliver som klodser om benene i en kvælende varme, der æder sig ind i kroppen på en. Og når Michael Gira synger »I need loooooove« og bliver mødt af et kor af manisk kaglende latter, er fortvivlelsen total, og Swans når nye højder af ydmygende grusom ondskab.

Som modpol til disse enorme crescendi-monumenter huser To Be Kind en del groovetunge, bestialske, ‘in your face’-rocksange. Som andet nummer ”A Little God in My Hands”, der har en mere funky rytmisk fremdrift, end jeg havde forestillet mig, Swans ville give sig i kast med. Denne benede kirkegårdsrock får en nærmest Tom Waitsk galskab i sit ranglede fremtoning, der tangerer til det næsten karikerede. Samtidig bygger nummeret fantastisk overvældende lydmure op af støjende guitarer, hornkaskader og brølende synthesizere, hvoraf de vidunderligste klaver- og dulcimer-melodier fødes. Igen æder en altfortærende støj i løbet af de sidste to minutter al genkendelighed op.

”Oxygen” er på trods af sine otte minutter måske det mest tilgængelige nummer, Swans præsenterer. Det er det hurtigste og mest aggressive nummer på pladen, og med Giras dyriske vokal er den sidste humane rest sikkert fordrevet. Med sin gøen, skrigen, rallen og maniske strubesang er det måske Giras mest sindsforstyrrede vokalperformance siden Swans’ tidlige plader som Filth, Greed og Cop.

Men der er også enestående poetiske momenter på To Be Kind. Som starten på ”Kirsten Supine” med sine balladeagtigt funklende melodier, og slutningen “Nathalie Neal”, hvor Gira nynner og hvisker navnet på en ukendt kvinde, eller titelnummerets umærkelige atmosfæriske baggrundsstøj og Giras messen: »There are million and millions of stars / in your eyes,« der udvikler sig det vældeligste soniske tryk på hele pladen. Eller måske især den spøgelsesagtige ”Some Things We Do”, hvor strygere, slideguitar, synth og delayguitar væver et hårrejsende tæppe af lyd, der kunne blive spillet ved floden Styx, før man skal bruge resten af evigheden i dødsriget. Altimens synger Gira og de gæstende Cold Specks og Little Annie apatisk om de handlinger, der er den menneskelige natur: »We seed, we fuck, we rage, we weep / We betray, we serve, we regret, we learn / With tooth, and claw, we touch, we teach /We fuck, we love, we forget, we regret / We love, we love, we love, we love / We fuck, we love, we love, we love.«

På trods af sin længde på fem minutter virker ”Some Things We Do” som bindeled imellem disk et og to, og det føles, som om man træder ud af limbo, når sangen slutter, og pladens mangefacetterede klimaks ”She Loves Us” tager over. Dette nummer rummer præcis den numinøse størrelse, Swans er. Efter at tæske et pladens bedste riffs igennem i fem minutter deformerer det i mørke, kaotiske slag. De sidste 10 minutter bliver brugt i en ekstatisk transcenderende rockinstrumentation, der vokser sig mere og mere ildevarslende for at opløses i støj og fortvivlet bøn og til allersidst med al kraft slå lytteren i ansigtet med alt, hvad Swans har af energi i halvandet minut. På dette nummer forenes også to af de vigtigste elementer i oplevelsen af Swans’ lyrik: Gira skriger »Your name is fuck / your name is fuck / your name is fuck« ud i evigheden, alt imens koret messer »Hallelujah.« Det er denne forening af det religiøse eller i al fald spirituelle og det grundlæggende instinktive, der er så signifikant for Swans. En samtidig måben over en kraft, der er større, end man kan forstå, og en appel til de dybeste drifter, er det, der skaber det fantastiske mørke, der udgør Swans.

Det er ikke en nem oplevelse at gøre sig bekendt med Swans. Det er både udmattende, foruroligende og tidskrævende. Men for den tålmodige lytter venter ekstatisk eufori, ren katarsis og transcenderende åndelig hengivenhed. Swans vil skubbe til kunstens grænser og minde os om, at store oplevelser tager langt tid. Og uanset i hvilken ring i helvede de spiller Swans, så vil jeg bruge min evighed der.

★★★★★★

Leave a Reply