»Øj, manne, eksperimenterende newyorker-noise og tropicalia i én stor eklektisk cocktail, det bliver ligesom at sidde hjemme på altanen og høre Bem-Vinda Vontade og drikke margharita,« var omtrent min indledende indstilling til Arto Lindsay og venners tidlige eftermiddagskoncert på Avalon.
Indrømmet, der er et stykke vej fra New Yorks noisescenes navne som Swans og Sonic Youth, som Roskilde Festival i deres programbeskrivelse sætter Lindsay i bås med, til Mice Parades indsmigrende og iørefaldende indie-bossanova-værk, men det ændrer ikke ved min egentlige pointe: Inciterende, sydamerikanske rytmer kan gøre sig særdeles godt, når de sømløst og selvfølgeligt kombineres med forskellige varianter af rockmusik.
Helt uden fusionsmæssige knaster var Lindsays brasiliansk-orienterede solskinskoncert dog ikke. Med æggende bongotromme-bossanova, polyrytmiske figurer på det klassiske trommesæt, noise-nedsmeltninger på Lindsays guitar og rigeligt med struktur- og tempomæssige ændringer undervejs var scenen ellers sat for en afsøgning af et genremæssigt krydsfelt, man sjældent støder på. Desværre var de fem musikeres opskrift mere tillokkende på papiret end på Avalon.
Både orgelet, der under størstedelen af koncerten bredte et boppende lag af alt fra præprogrammerede maracas til mere traditionelle keyboardflader under det øvrige lydbillede, og de små, polerede bassoli, der i ny og næ brød med forløbet i musikkens udvikling, var elementer, der gjorde det vanskeligt, for de ellers pirrende rytmespor, at opbygge klædeligt dominerende mønstre.
Når Lindsay indimellem lod sin guitar ulme i oscillerende flader af reverb under sine medmusikeres percussionstrukturer, opstod spændende og uvante sammensmeltninger, der satte ørerne på stilke. Desværre var det undtagelsen frem for reglen, at musikken i en sådan grad interfererede og udviklede sig. Oftere placerede Lindsay en lille, diskret noisesolo af nogle få sekunders varighed over sine medmusikeres indspark, trådte et skridt tilbage, smilede kækt til sit publikum, og holdt så igen med støjen for en tid.
Det var synd, for hvor hyggelig og sympatisk Lindsay og band end fremstod, var det ikke nok til at overdøve tanken om, at seancen først og fremmest var noget harm- og kønsløs. Virkemidlerne i bandets værktøjskasse fejlede intet, og en mere grænsesøgende og vedholdende afsøgning af genrefusionen havde sikret en spændende og anderledes koncertoplevelse. Resultatet var i stedet velspillet, småfunky, blødt, en kende fraktioneret og tandløst.
