Roskilde Festival 2014s på forhånd største spørgsmålstegn var den lettere mystiske konstellation The Atomic Bomb! Band, der er skabt for at hylde den nigerianske musiker William Onyeabor, som i 70’erne og 80’erne var med til at pionere synthesizeren i Afrika på samme måde som Giorgio Moroder gjorde det i Europa og resten af vesten.
Da klokken slog 01.30 ved Arena natten til lørdag, var der overraskende mange mennesker ved scenen. Deriblandt også et par meget fulde fyre, som gik, fordi de havde glemt deres »indianerhat«, umiddelbart efter, jeg fortalte dem, at det var afrikansk funk, de stod og ventede på. Men lige så fulde og trætte publikum var, lige så oplagte var The Atomic Bomb! Band denne aften og det varede ikke længe inden den fantastiske energi fra det store ensemble spredte sig ned i hofterne og benene hos det fremmødte publikum.
Specielt Ahmed Gallab (fra bandet Sinkane), iklædt Onyeabors ikoniske cowboyhat, var fantastisk veloplagt i rollen som frontfigur og fungerede som bandets kerne sammen med en næsten ustyrligt energisk Money Mark (mangeårig producer, bl.a. for Beastie Boys), der konstant dansede rundt omkring eller hoppede på stedet. De to styrede slagets gang og var begge udstyrede med adskillige synthesizere, som de både skiftevis og samtidig gjorde brug af med super groovy resultat som følge. Resten af bandet bestod af to trommeslagere (den ene Pat Mahoney fra LCD Soundsystem), to percussionister, to saxofonister, en trompetist, en korsanger, en bassist og en vildt imponerende Jonny Lam på guitar, og det var en pragtpræstation af samtlige mand. Blandingen af funk, disco, jazz og afrobeat var berigende og charmerede sig lynhurtigt ind i hjertet og sjælen.
På forhånd var man lovet “special guests”, og det gav en god energy, at der hele tiden kom nye musikere ind på scenen for at bidrage til hyldesten. Mest prominente var Hot Chips’ forsanger Alexis Taylor og The Raptures’ Luke Jenner, der begge fandt sig til rette i de repetitive grooves og opløftende tekster. Den allerstørste gæst var dog Damon Albarn, der vendte tilbage til Arena efter at have efterladt publikum i eufori et par timer tidligere ved samme scene. Han virkede ikke helt så meget inde i musikken, og måtte læse sin tekstdel højt, men det gav alligevel noget ekstra til en koncert, der allerede havde folk helt oppe på tæerne og dansende rundt trods trætheden, der dog unægteligt sneg sig ind på undertegnede undervejs i koncerten.
På trods af at jeg personligt var smule skuffet over, at de annoncerede gæster Kelela og Dev Hynes (også kendt som Blood Orange) ikke dukkede op, så var det et festfyrværkeri af dimensioner, man var vidne til. Mod koncertens slutning var der ikke én blandt publikum, der ikke dansede, og energien var opløftende. En vildt imponerende præstation af et ukendt band, der spillede for at hylde en obskur musikers hjerteblod indtil langt ud på natten. Det trætte og berusede publikum var i ekstase koncerten igennem, og det er lige præcis sådanne fester, der gør Roskilde til noget særligt.
