20 minutter inden koncertstart er der allerede fyldt godt op under teltdugen på Avalon denne lørdag aften. Ud af øjenkrogen kan jeg se flere rulle store og små (aherm) jazzcigaretter og klargøre sig til den psykedeliske oplevelse, Spids Nøgenhat forventes at kunne levere. De lægger ud med “Mere lys”, hvor Uffe Lorenzens alias Lorenzo Woodroses vokal er irriterende mudret til i rumklang. Som konsekvens deraf går der nogle minutter, hvor mine koncertfæller flytter sig uroligt rundt efter en optimal lytteoplevelse, før de igen falder til ro.
De langhårede mænd og en ekstremt langskægget Lorenzen synes at give den et ekstra skud energi på “Mit psykedeliske tapet”, hvor vokalen er mærkbart forbedret. Orgel, bas, trommer og vokal går i symbiose på coveret af Furekåbens “Den gennemsigtige mand”, hvor der endnu engang skråles med. Det følges op af den velplacerede sjæler i form af “Jorden kalder”, der sløver den kollektive puls.
Der bliver svajet, vugget og rakt V-tegn i vejret til “Lolland Falster”, hvor jointsene går generøst på omgang. Til “Ud på landet” er der igen fællessang på linjerne: »Er vi de sidste her på jorden?« – for en stund ville man næsten ønske, at vi var. Den mest venlige stemning er til stede blandt publikum, og ved siden af mig bliver en kærlig og beroligende arm lagt omkring sidemanden, og der advokeres højlydt for fred med to fingre i luften. Netop “Kommer med fred” følger sættet mod sin slutning. Lorenzen tørrer sveden af panden inden “Spids nøgenhat” lukker koncerten og fanger de allerbageste koncertgængere ude under træerne.
Det er ikke underligt, at Spids Nøgenhat har affødt en undergrundsbølge af psychbands, der titter ud af sprækkerne og ind i det bevidsthedsudvidende musikalske territorium. Musikken er melodisk, groovet takket være trommeslager Anders Grøn, og den auditive oplevelse går ind til benet. Budskabet er det samme som i halvfjerdserne: mere fred, mere kærlighed og mere Spids Nøgenhat, tak!





