Foto: Mathias Laurvig
Janelle Monaé har tidligere overvundet det danske publikum med sine eksplosive optrædner, endda så overbevisende at Roskilde Festival gjorde en undtagelse og inviterede hende til at optræde to år i træk. Sidst det skete var i 2012, og her to år senere var den uniformsklædte kvinde klar til at tage styringen igen. Fra sin sci-fi-æstetik og det faste jakkesæt, er hun nu gået over til en 60’er æstetik holdt i sort-hvide striber, mens bandet var klædt i klinisk hvid. Publikum blev budt velkommen af kittelbårne mænd, og den storladne musik og konferencierstemning gjorde, at der blev lagt op til noget stort.
Ind kom Monaé på en båre, ført af to mænd, i en spændetrøje og blev placeret foran mikrofonen. Hun brød fri af den hæmmende trøje og satte showet passende i gang med “Give Them What They Love”. Det blev hurtigt klart, at hvis du havde glemt ørerpropperne derhjemme, kunne det gå hen og blive en lang aften. Lyden var skinger og særligt Janelles stærke vokal blev ubærlig at høre på, når hun ramte de høje toner, uden at det var hendes egen skyld, men derimod den forhindrende akustik, der var i vejen. Under den lidt mudrede, skingre lyd kunne man fornemme et velspillende band, og spilleglæden var ikke til at tage fejl af fra de mange på scenen. Monaés energi var til trods tilstede fra starten, og hun spjættede rundt på scenen og kom med trin James Brown i sin tid havde patent på. Ånden, fra dengang rock’n’roll betød Little Richard og androgynitet var en synd, var fuldt til stede under næste nummer “Dance Apocolyptic” og gav koncerten en hårdtslående start og korpigerne mere at danse deres koreograferede dans til. Videre over i “Q.U.E.E.N” fik Monaé det ellers lidt generte publikum til at vugge med i takt, og der blev løsnet mere op, som til “Electrick Lady”, hvor det var blevet publikums tur til at underholde patienten på udgang med noget langtrukkent sing-a-long. Akustikken gjorde desuden, at publikum var svære at høre, mens man følte at man selv trængte alt for tydeligt i gennem. Efter publikumsprøven var det tid til aftenens første cover-nummer, som (selvfølgelig) var af idolet James Brown. “I Feel Good” blev leveret på en lidt tam vis, og her fejlede lyden fuldstændig. Bandet trængte svært i gennem, og energien i selve nummeret var ikke kongen af soul og r’n’b værdig, selvom der blev tilsat splits a la Miguel og selvfølgelig kongen himself. Lige som Monaé fik ledt tankerne hen på den cremede Miguel, blev salen fyldt med kærlighed til ‘Primetime’, hvilket var koncertens højdepunkt. Det beviser, hvor langt man kan komme med noget lummer guitar og sensuelle moves, fremfor et energiniveau, der kører helt oppe under loftet konsekvent. Efter en åndepause blev det til de sprudlende numre fra første plade “Cold War” og “Tightrope”. Monaé indledte “Cold War” med en peptalk, der desværre gik tabt i den elendige lyd, men vi forstod, at der blev varslet revolution, og publikum takkede ja ved at hoppe på kommando. Energiniveauet gav mening, og havde vundet nye højder, og netop nu havde sangerinden publikum i sin hule hånd. Under “Tightrope” blev vi mindet om aftenens udlægning, og Monaés besøgstid virkede til at være ved at være slut. I James Browns ånd fik hun kåbe på og insisterede på at spille videre, selvom de kittelklædte mænd ville have hende tilbage på sindssygehospitalet efter en kulminerende guitarsolo, der rundede Princes “Let’s Go Crazy”. Her kunne koncerten sagtens være sluttet, hitsene og mere til var spillet, og man var mættet af indtryk og skinger lyd. Men tilbage kom hun til en overflødigt lang version af “Come Alive”, hvor en lalala-interaktion fortsatte alt for længe, og man følte sig mere tortureret end underholdt, da publikum på befaling skulle sidde alt for længe på gulvet, og igen spille med på en ligegyldig sing-a-long undertegnede til sidst kun nynnede med på for ellers blev det pinligt, under Janelles falske fald, der blev trukket for længe. Hertil kom bandnavnerunden, der mundede ud i nogle okay soloer, men var, som de for det meste er, uinteressante for publikum. Da det endelig var overstået kom hun igen tilbage, denne gang kendte hun bedre sin besøgstid og hang hatten efter en ballade.
Janelle kunne, når hun tog sig selv og sit publikum seriøst, virkelig forstå at underholde, og der er ingen tvivl om, at det er en født performer med en stærk vokal, publikum havde været vidne til, hvis hun bare også lærte, at slutte mens legen var god.
