Iceage: Plowing into the Field of Love

Det allerførste Iceage-nummer, jeg hørte, var “New Brigade”, og det sekund, hvor nummeret tælles ind, og tempoet indikeres, er den eneste varsel om, hvad lytteren mødes af: lidt over to minutters intens, overrumplende og støjende punk. Det første nummer på You’re Nothing, “Ecstacy”, åbner pladen med guitarfeedback efterfulgt af en mur af hurtige, forvrængede akkorder. Det er af denne grund utroligt sigende, at Iceages seneste udspil, Plowing into the Field of Love, åbner med taktslag i et tempo under halvdelen af “New Brigade”s, hvorefter trommer og to toner på en bas efterlader et kort tomrum, før guitaren overhovedet melder sig: Dette er et helt anderledes Iceage.

Denne ændring var hintet på You’re Nothing-nummeret “Morals”, der mere eller mindre trampede af sted og med tilstedeværelsen af et klaver i den grad var en afstikker fra resten af pladen, som sjældent faldt ned i det tempo. “On My Fingers”, der åbner Plowing…, er ligeledes drevet af et klaver, Johan Suurballe-Wieths tidligere mindeværdige riff er ikke længere den primære melodiske drivkraft, det er for så vidt et rocknummer, og det eneste, der gør det genkendeligt som Iceage, er Elias Rønnenfeldts vokaler, der er mere tilstedeværende, mere slørede, men på samme tid mere åbenlyst sunget.

“On My Fingers” er et fem minutter langt nummer, over dobbelt så langt som gennemsnitslængden på tværs af deres to tidligere plader (ca. to minutter og 10 sekunder). Iceages tre plader består alle af 12 sange, men Plowing er lige knap dobbelt så lang som New Brigade; sangene er langsommere, der er mere plads i lydbilledet – Iceage passer ikke længere i kælderen, men er nærmere et band, der rent faktisk hører hjemme på Arena.

Dette synes at manifestere sig på det næste nummer,“The Lord’s Favorite”, hvor, som titlen antyder, Rønnenfeldt mere eller mindre påtager sig rollen som selvoptaget, nydelsessyg og småchauvinistisk. Det er uden tvivl det mest upbeat af numrene på pladen, og musikken genkalder cowpunkbands som eksempelvis Meat Puppets – i den grad en afstikker fra den nærmeste militante støjpunk, Iceage tidligere har leveret, men ikke desto mindre en stilart, Iceage er i stand til at udføre, og idet Rønnefeldt synger »I’m positively God’s favorite one,« synes man tilbøjelig til at tro på ham.

Helt anderledes står det til på “Glassy Eyed, Dormant and Veiled”, en sang om Rønnenfeldts fraværende far, hvor euforien og overlegenheden er erstattet med desperation og frygt. Her udvider Iceage også deres instrumentering med trompet (spillet af Asger Vallentin), og der en konkrethed til stede i lyrikken, der giver det et voldsomt personligt præg, når Elias, i takt med at musikken intensiveres, synger »Don’t think I did not hear you coming home, boy / I am an absent father / Glassy eyed, dormant and veiled.«

Sangene på Plowing… er mere dynamiske, end de nogensinde har været fra bandets hånd; rolige stykker intensiveres pludseligt og eksplosivt, klimakser og vender tilbage til startmotivet. Denne struktur fører til højdepunkter som “Forever”, der afsluttes med nærmest triumferende trompeter og en storladenhed, der ligger tættere på stadionrock end punk. Andre gange, som på “Stay” og “Cimmerian Shade”, når det desværre ikke disse højder, og resultatet er blot sange, der trækker i langdrag uden noget tilfredsstillende payoff.

Hvis der stadig skulle herske nogen tvivl om, hvorvidt Iceage har bevæget sig hindsides deres punkrødder, er de også i stand til at levere en decideret ballade i form af “Against the Moon” – knytnæverne er her erstattet af lightere. Afslutningsnummeret, det eponyme “Plowing into the Field of Love”, er farligt tæt på (som Rønnenfeldt selv indrømmer) Oasis (og britrock generelt). Dette ikke for at sige, at det er et dårligt eller kedeligt nummer, det er ærligt talt et af højdepunkterne på pladen; en velskabt, ærlig afslutning, der illustrerer en modenhed og åbenhed over for sangskrivning – hintet allerede på You’re Nothing – de er ikke blot vrede unge, men reelle musikere.

Havde du spurgt nogen sidste år: ‘Hvordan tror du, at Iceage vil lyde i 2014?’, tror jeg, de færreste ville have set Plowing… komme. Problemet er, at jeg stadig ikke er i stand til at fortælle dig, hvordan Iceage lyder i dag. Hvad der er vundet i form af modenhed og videreudvikling, er tabt i form af fokus og sammenhæng.

Plowing… er, på trods af tydeligt forbedret produktion og mere dynamisk sangskrivning, et album, der er sværere at komme igennem. Det føles tydeligt som et mellemtrin, hvor nye idéer får mulighed, men hvor tidligere vaner endnu ikke er bortlagt. Det er ikke altid dårligt, men i dette tilfælde resulterer det i en til tider skizofren plade, der viser en stor grad af potentiale. Det er et album, der er mere interessant i kraft af sit forhold til tidligere udgivelser, end det er i kraft af musikken selv.