Om han vil det eller ej, kan Kasper Bjørke vel efterhånden karakteriseres som lidt af en veteran på den elektroniske musikscene herhjemme. Vel at mærke i ordets allermest positive forstand. Hvor den elektroniske altmuligmand i 2007 fik samtlige mainstream-radiostationer helt ned at ligge med det tungtrockende discotrack ”Back and Spine”, skal man helt tilbage til begyndelsen af årtusindet for at opspore Bjørkes første indflydelsesrige produktioner. Dengang, hvor han spillede med Thomas Barfod i Filur og kunne fylde et dansegulv med Pernille Rosendahl på vokal (”You and I”).
Som den ene halvdel af Filur, producer, dj og ikke mindst soloartist har evnen til at omfavne og rekonstruere meget tidstypiske strømninger været kendetegnende for Bjørkes karriere. Dette har i særlig grad været kendetegnende for det meste af mandens solomateriale – lige fra de bastunge discobeats på In Gumbo til den underspillede Standing on Top of Utopia, hvor Bjørke på fremragende vis eksperimenterede med at lade numrenes dynamik udvikle sig under et lydbillede skrællet for unødvendige lag på lag-produktioner, til den åbenlyse pop-underkastelse på Fools. Konstant eksisterende i krydsfeltet mellem kæk eksperimenteren samt lettilgængelig, dansabel pop har Bjørkes musik udviklet sig til lidt af en institution herhjemme, som har plukket af scenens bedste tendenser og i mindst lige så høj grad inspireret opkomlinge.
På After Forever er fusionen mellem intelligent og intuitivt forståelig electronica bibeholdt, om end udtrykket på albummet er vidt forskelligt fra tidligere udgivelser. De appellerende discobeats er trukket en smule i baggrunden til fordel for et mere melankolsk, synthbåret udtryk, og opbygningen på kompositionerne er kendetegnet ved en langt mere cyklisk struktur, albumtitlen apropos. Mest markant er udviklingen på den kitchede 80’er-produktion ”Grit”. Et minimalistisk beat – ikke meget forskelligt fra noget, man på et Casio-keyboard kunne have tryllet frem med et par knapper – snegler sig uhyggeligt monotont gennem nummeret uden på noget tidspunkt at yde et bidrag til trackets i forvejen imponerende flade dynamik. Imens lyder den let dirrende klang af diskante synth-anslag, der i dén grad er Kraftwerk værdige, før nummeret kortvarigt folder sig sammen i en implosion af 8 bit-effekt – overgangene mellem produktionens elementer er abrupte og herligt fortænkte, og før man ved af det, er man tilbage på det dvaske spor af kitchede synthlinjer og minimalistiske casio-beats. Den uforbeholdne hengivenhed over for synth-kitch og forceret apati er vanskelig at udføre uden at forekomme unødigt ironisk og uoriginal, men udførslen er i Kasper Bjørkes tilfælde særdeles veludført.
Traditionen tro rummer albummet på de fleste af de resterende otte tracks en velvalgt blanding af gæsteoptrædener – heraf flest danske – der hver især tilfører numrene en unik klang, som på det samlede album skaber en spændende diversitet. At After Forever eksempelvis på groovy vis indledes med Tobias Buchs falset i samspil med tungtvuggende, mutede guitar-hooks på den Darkside-klingende ”Rush” for herefter at bevæge sig over i udflydende synth-harmonier i mol med dystre Cecilie Trier Møller på vokal, er både elegant og lyttevenligt. Denne indledning er et særdeles iørefaldende signal om, at ambitionsniveauet er skruet i vejret i forhold til tidligere albums. Samarbejdspartnerne synes ikke nær så oplagte, og på kompositionerne er der langt højere til loftet – strukturen giver numrene plads til en mere organisk udvikling, og de varierende stemningslejer får tid til at indfinde sig.
Højdepunkterne er mange på After Forever, og som sådan falder ingen af numrene igennem. På albummet iklæder Kasper Bjørke på fornem vis sine melodiøse kompositioner et mere spraglet udtryk, hvis høje kvalitet er umiddelbar. Hvor diversiteten på albummet er stor og produktionerne veludførte, kunne man som lytter have ønsket sig, at Bjørke havde taget skridtet videre og udfordret den overordnede lyd på den elektroniske scene noget mere, end hvad tilfældet er – hvor numrene står stærkt, er virkemidlerne ofte hørt før. Denne anke ændrer dog ikke ved, at After Forever som helhed er at betragte som et ambitiøst og diversificeret værk, hvis enkelte produktioner er skåret med så sikker en hånd, at det endnu en gang er svært ikke at lade sig imponere af denne til stadighed udfordrende veteran af den danske elektroniske scene.





