Et utal af kunstnere har gennem tiden eksperimenteret med brugen af lyde og optagemetoder, der ellers ikke forbindes med musik. Danske Temple gør relativt meget ud af at beskrive deres brug af optagelser, der omfatter alt fra vokaler sunget gennem en tragt på en legeplads til en kvindes skrig i en lille Grønlandsk by, der med deres egne ord fascinerer dem: »Jeg kan godt lide uvisheden i, at ingen af os ved, hvad der er foregået – om hun er blevet voldtaget, tæsket eller grebet af pludselig panik.«
På trods af denne lidt makabre overvejelse, formår Temple at skabe en ro og vellyd, som alle bør unde sig selv, også selvom idéen nogle gange fremstår bedre udført end numrene selv. Fluorescence indeholder ni numre, men med en varighed på 47 minutter er der ikke tale om klassiske små popkompositioner. Temple bevæger sig i et langsomt (i denne sammenhæng et positivt ord) og melankolsk univers, der bindes sammen af Nils Blochs vokal – denne er, hvad Temple tidligere har modtaget største roser for, og netop derfor vil jeg ikke skrive en masse om den, men blot konstatere, at det er, når vokalen får plads, at Temples numre fungerer bedst, og man mærker en identitet, som er mere unik.
Med pladen modtog jeg en længere skrivelse, hvor bandet reflekterer over samtlige numre. Jeg ved ikke, om dette er noget, de også vedlægger udgivelsen, hvis man investerer som almindelig dødelig, men det håber jeg. Lad der faktisk lyde en generel anbefaling fra mig af: En smule baggrundshistorie kommer man langt med, hvis man ønsker at drage lytteren ind i et specifikt univers og ikke blot lade sindet vandre frit.
Via musik, tekst og baggrundshistorierne opleves Temples univers af svævende strygere, synths og tilbagelænet percussion som en afslappende pause – men lad dig ikke narre, under overfladen lurer en verden, der er mere dunkel end som så. Tag som eksempel nummeret “Cold War”. Nils’ egen forklaring af nummeret lyder bl.a. sådan: »Et billede fra et soveværelse. Vi kunne ikke skændes mere, luften var tyk af spænding, jeg var træt.«
Nummeret får en næsten Nick Cave’sk (ja, det er et ord nu) stemning over sig, hvor lydbilledet er simpelt men stemningsfyldt, og vokalen får rigelig med plads. Det er i disse situationer, Temple kan få de små hår til at rejse sig med et smukt lydende nummer, der samtidig har et mere dystert tema. Det er på mange måder samme opskrift, der gør sig gældende på numrene “OCD” og “The Noise of True Emotion”. I førstnævnte akkompagneres vokalen af et utroligt velklingende strengespil, der bekræfter den velkendte regel om, at less is more, og man med få virkemidler kan opnå store ting.
Men Temples evne til at skabe et smukt lydbillede bliver desværre også mindre vellykket, når vokalen fjernes. Midt i tracklisten finder vi numrene “La Zona Huméda” og “Maniitsoq”, to lydeksperimenter, der bestemt indeholder samme vibe som pladen generelt, og som måske har en værdi i første gennemlytning af pladen, hvor de giver et frit drømmerum midt i alle ordene, men som mest af alt er forglemmelige og uinteressante. De er langtrukne og ikke særlig unikke og er nok mest forbeholdt dem, der virkelig nørder denne ambiente reallydsmusik.
Heldigvis overtager nummeret “Celeste” efter disse to. Et smukt nummer, hvor vokalens lyd har en kvalitet, som minder om noget fra en plade fra 30’erne. Og selvom den står mere tilbage i forhold til musikken, så fungerer nummeret rigtig godt og virker næsten som en hvisken i et større kaos. Utroligt, at man opnår denne effekt, når man lærer, at beatet, man hører i introen, er optaget på et lokum i kødbyen.
Alt i alt kan Temple i høj grad være deres projekt bekendt, og jeg har svært ved at forestille mig, at man vil fortryde mindst én gennemlytning af deres plade – gerne med lukkede øjne, så man bare kan flyde med.
