For fans vil Manipulator lyde mere metodisk og poleret, og det er der en god grund til. Ty Segall har nemlig taget sig god tid i studiet i denne omgang, og det er der kommet nogle temmelig delikate numre ud af. Knap en times spilletid er langt, langt over din gennemsnitlige Ty Segall-plade, og det nok mest bemærkelsesværdige er pladens bevægelse væk fra den mudrede garage-punkede lyd mod det mere brugervenligt rockede. Det slås allerede an med titelnummeret på førsteskæringen, der på en eller anden måde (pun intended) manipulerer lytteren ind i det mere catchy univers, der bliver pladens særlige kendetegn.
Med Manipulator er Segall tættere på en 1970’er-lydemulation end nogensinde, men samtidig har pladen en utroligt svært afviselig smag af noget helt friskt i Segall-regi. Der er en konsistent værditillæggelse i numrenes hooks, der gør hvert nummer mindeværdigt. Og så får den altså ikke for lidt på guitarfronten. Akkordprogressionerne flyver nogle gange så afsindigt stærkt henover halsene, at det kræver endnu mere smæk på afvekslingen. Én guitarsolo – hvor kedeligt – hvorfor ikke flere henover samme stykke? Jo tak!
Men der er en interessant udfordring af guitarlyden både i arrangementet og i mixingen. Den måde, hvorpå Segall gør op med en ellers genkendelig femtone-tilgang med flere soli eller veksler mellem klassisk akustisk og fuzzet elektrisk guitar, gør sangene dynamiske, men også sært genkendelige. Det er svært ikke at drømme sig væk til inspirationerne. Der er tidspunkter, som f.eks. på ”The Faker”, hvor jeg virkelig skal lægge mig i selen for ikke at tænke, at det lyder meget som T-Rex. Eller på ”Feel”, hvor riffet, tempoet og lyden lader min hjerne trække en direkte linje tilbage til The Kinks’ Lola versus Powerman and the Moneygoround. Og så hybriden af begge bands på ”The Clock” med sit akustiske lead, legende groove og Bolan-reminiscente vokallyd og melodi. Og hvis man vil toppe det af med lidt Stones-swagger, så er der ”Green Belly”.
Manipulator er uomtvisteligt en plade med rigt formidlede inspirationer fra, efter min mening, rockmusikkens allerbedste udgivelser. Og hvor end jeg gerne ville hade Segall for at udvinde det fineste rockolie til at smøre sin sangmaskine, endda ofte fra en tid, før han blev født, så er udførelsen uimodståelig og derivativ på en respektfuld måde. Og pladens afstikkere, der skriver Segall ind i det sen-1960’er- og 70’er-manipulerede lydbillede, sparker altså virkelig røv. Især fire sange følges i par. I den insisterende synth-bippen på The ”Connection Man” og groovet på ”Mister Main” fornemmer man meget mere personlighed og stræben efter, lad os bare kalde det, originalitet. Og så er der ”The Singer” og ”The Feels”, der udgør en våd sonisk drøm, hvor 70’er-glammet David Bowie og 90’er-vred Radiohead yder lydkonsulentbistand. En anden højdespringer på pladen må være ”The Crawler”, hvor jeg dog igen er overladt til min evigt refererende hjerne, der udgiver endorfiner, i takt med at jeg skruer op og har det for fedt over, at Segall producerer sange med ekstremt høje energiudladninger på linje med The Stooges.
En kvalitet, der tilbyder nye perspektiver lyt efter lyt, ligger i detaljerne i mixingen, hvad enten det er i form af en storm af strygere eller subtile klavertoner. Men flowet gennem Manipulator er en smule fladt, og den manglende dramaturgi gør ikke de gode numre, som pladen indeholder, nogen tjeneste. Dertil kommer, at fyldnumre som ”Tall Man Skinny Lady”, eller ”Who’s Producing You” (hvor jeg ved første lyt når at tænke, at mit musikbibliotek glitcher og spiller ”Ahr dér!” – gisp!) trækker beklageligvis den overordnede karakter ned. Men altså… det er catchy as shit.
